S_Punch_1893

51

Konsulerne bor saa langt fra hverandre. Men saa faar De vel ogsaa en pæn Modtagelse? . . . Ikke det? . . . Siger De, at Konsulerne er Gniere til Hobe? . . . Aa, veed De hvad! det er da ikke Enhver, som kommer løbende, der saadan uden videre faar et Par Kroner ved Døren. Naar De bare lægger Ho’edet paa Siden og beder rigtig pænt om „en liile Sssskilling i Danne­ brogs Navn, for jeg er saa ssssulten“, saa skal De se, at Konsulerne ogsaa kan være go’e Mennesker. Det er ikke umuligt, at De oven i Kjøbet faar Adgang til Vinkj ælderen, saa at De kan slaa en Basseralle a’ med et Par gode venner. Men hvad vil De giøre, naar De nu kommer ud mellem de vilde Indianere, for der er jo ingen Kon­ suler? . . . Naa, ja! . . . Aa, ja! . . . Tru De bare Indianerhøvdingen med, at han skal komme i Bladet. De kan jo for Exempel fortælle ham, at vi en Gang E aa Tro og Love har taget Livet af 11000 exemplariske læsere, fordi de troede, at de kunde leve efter vore præmierede Spisesedler. Og saa kan De fortælle ham, at vi har skalperet en kgl. Sceneinstruktør, saa at han nu ikke kan røre sig af Udmattelse, og derfor er nød­ saget til at blive siddende i Embedet. De skal se, at saa bli’er Høvdingen imponeret og gi’er Dem frit Op­ hold paa Indianer-Ladegaarden. A propos, — kan De ikke ved Lejlighed komme til at plyndre et Jernbanetog? — naturligvis bare for at sætte Kulør paa Korrespondancerne. Husk paa, at De er i den moderne Journalistiks Tjeneste; De maa skam gjøre noget, der kan hæve Standen. Lad det bare gaa landstrygende, — det er E asongen! . . . Hva’ beha’er? . . . Om vi ikke har en gammel Frakke at sende Dem? — Nej, Kjære! nu har selv den store B o js e n vendt vore gamle Klæder saa tidt, for at de skulde se ud som nye, og dog vil Ingen tro paa det. Men vi skal sende Dem en f>0 Øre til Nattelogis, naar De kommer til Sankt Peders Gjæstehjem i San Fran- cisko . . . Hva’ beha’er? . . . Kommer der en Mand forbi, som ser ud til at have en Sixpence tilovers for en stakkels, fægtende Journalist? . . . Saa vil vi ikke opholde Dem . . . Hva’ beha’er? . . . Gav han ikke no’et? — Det er oprørende! — Men nu skal De ogsaa høre, hvad vi har skrevet om Dem: Jorden rundt f o r Konsulernes Penge. Hele den dannede Verden i den anden Verden følger stadig vor fægtende Korrespondent med begej­ stret Interesse. Overalt vækker hans selskabelige Ta­ lenter og fine Takt udelt Beundring. Exempelvis an­ føres, at han hos en Konsul, der ydmyg søgte at vinde • vort Blads Bevaagenhed ved at anmode vor Korre­ spondent om at modtage et mindre Pengelaan, havde Belevenhed nok til at spytte paa Loftet for ikke at tilsmudske det elegante Brysselertæppe! Enhver, der paastaar det modsatte, indbyder vi høfiigst til et Besøg paa vort Kontor, saa at vi kan tildele ham et Par Kraft-Skaller paa hans flabede Snude, indtil han lærer at feje for sin egen beskidte Dør. —For at sætte vor Korrespondent i Stand til at fuld­ føre sit verdenshistoriske Foretagende, har vi nu be­ sluttet at oprette en in te rn a tio n a l S am a ritan foi v o re fæ g ten d e M ed a rb e jd e re . Bidrag til dette smukke Øjemed kan med vedføj et Abonnementstegning paa Bladet indlægges paa vort Kontor under Mærket: „N aada, S vend — D en -e’ -ren !“

P a n a m a ?

Hver Tid sin Skik! — Hvo gider tale Om, hvad der gaar og ej gaar an, Nu, da en Panamaskandale Hør’ til i hvert et ordnet Land? Det er ej længer fint at tigge, Naar man kan ta’e, hvad man vil h ’e, Men det er fint paa Straa at ligge, — Naar Straaet er fra „P an am a “ . At skalle sig en topmaalt „Blåme“, En, som har rigtig Art og Skik, Er just en superfin Reklame For en moderne Republik. Selv D rachm ann — ham med Ungdomsmodet — Kan nu ta’ Hatten paa og a’ Og gi’e Edith’er den i Ho’edet, —

Naar blot den er fra Panam a. Maa det da ej vort Hjærte fryde, At en jagd-kyndig Rigsdagsmand Har fundet ud, vi snart kan byde Paa „Panamaer“ i Danas Land? Det kan umuligt være Andet; Thi det er klart, som selv han sa’e: E t Banetog, der gaar i Vandet, Før’ lige lukt til Panam a. Der svælger saa i flotte Vaner Hver Fører for ethvert Parti; Han kører rundt med nye Baner Og lever højt af Sjakreri! Og det vil ses, at de Millioner, Som Du og jeg og andre ga’, Blev i vort Rigsdagslivs Regioner Et provisorisk Panam a. Med Jembanefart, — hvor prægtig! —

Maa da den hele Bunke . . . svup! I sort Kachot, mens J a g d andægtig 1 Skrifte ta’er den trædske Trup. — — Men ak! . . . . Endskjønt vi haardt kan trænge Til lidt Humør deroppefra, Kan vi vist kigge meget længe, Før Toget gaar til Panam a!

KØBENHAVNS WØMMUNEBIBLIOTEKØ*