S_Punch_1893

5 0

— Nu er der andre Kjøreplaner, Det gjælder om at faa i Stand ! Med hele f emt en nye Baner Vil de forsyne Danmarks Land! Projektet er, min Sandten, blændende, Især da det skal fremmes i Galop Som Tegn paa, at Forhandlingsmændene Dog ogsaa kan faa Dampen op. Naar hvert og et af Landets Sogne Forsynes med sin egen Banegaard, Begynder Folkeaanden nok at »vogne« Op til et nyfødt L iv i Aar. — Kun til Fortvivlelse det driver Piver stakkels »rodløs« Evropæer, A t man ved Pljælp af ny Lokomotiver Ham denne Gang en Fløjte skær’.

G o d t k j ø r e n d e .

3

/ V ' ^ o i ?

H L

U

4 * J i 3 < ■' < ® r 3 ^ j // .-««i

D e n t r a n s a t l a n t i s k e T e l e f o n . Klinge linge ling!

- Hallo! . . Maa jeg be’e om Amerika! . . . Hva’ beha’er? . . . Har De ikke Telefon­ forbindelse med Amerika? . . . Vil De øjeblikkelig skaffe mig Amerika i Tale, eller jeg bevidner paa Tro og Love, at jeg la’er Dem inter­ viewe af V ic to r! . . . Naa, saa det bjalp ?—Je g tænkte det nok.—Hallo!... Er det Amerika ? ... Godda’, Amerika!

V ort elskelige Folkething har stedse Be f o r d r i ng s væs en e t hos os Beæret med en Interesse, Der ikke sjælden bød Kritikken Trods. Endog i Thingets Visneperiode, Da »Arbejdsplanen«, mildest talt, var flov, Blev Vælgerfolket gjort til Gode A f B u s k med en Station ved Lou. Ja, mellem Venstremænd kan mindes mange, Der har for lave Kjøretakster stridt, Som, for Exempel, den Gang A n d e r s T a n g e A t s a lig T a u b e r en Gang jo lle d ’ Til Hovedstaden paa en Mad-Billet. Vi husker godt endnu de glade Dage, Da Thingets første Mænd blev set Op til Am a l i e n b o r g at age I Byens fineste Kareth, Og den Bedrøvelse, der var at høre, Naar en og anden Fører led den Tort At komme saa uheldig op at kjøre, A t p r . Salatfad han fik fri Transport; Hvordan der Fløde var at skumme P'or billig Kjørsel ligefrem, Da nogle Bæster var lidt hestedumme Og trak en Førers Droske hjem, Og hvordan blandt de støtte Vælgermasser De djærve Chefer rulied om I deres egne Rumle-Kasser Og »rumled« om en Fremtidsfolkedom! Bag paa en Diligence kjørte frit. Og det har ingenlunde voldet Partiet nogen særlig Plet,

. . . Vil De behage at sætte os i Forbindelse med vor fægtende Korrespondent! . . .• Hva’ beha’er? . . . Hans Ntimer? — Det veed jeg ikke; men han plejer at kunne findes paa Numer 00 . . . Ja, ja, se ad! Hallo! . . . E r det S v en d TJrén, jeg taler med? . . . Nej, De skal ikke være bange, jeg er ikke Gendarm, jeg er Redaktionen. — Naa, hvordan gaar ’et, gjæve Svend? Holder De Fanen højt? . . . Nej, Fan’en heller, jeg mener naturligvis gamle D a n n e b r o g !. .. Hvor højt siger De? . . . Kan De ikke taxere Dannebrog lavere end til gratis Aftensmad for en velvillig Omtale? — Tag ikke Munden for fuld, Kj ære! Hvis Vedkommende vil indtegne sig som Abonnent, maa De nøjes med en Rundtenom. — Kommer De ellers godt fremad? . . . Naa ja, for De husker jo nok, at de skulde bane Dem Vej med Deres Arbejde? . . . Herre Gud, slider De virkelig saa voldsomt? Ja , det vil jeg tro: det maa være et strængt Arbejde at gaa de lange Veje, siden