S_Punch_1893

47

Men ak! — der kom flere! — thi mærkelig nok, Skal Godtfolk jo altid beklage sig, Og derfor vil nu Kammeraternes Flok Slet ikke la’e Grovfilen smage sig! Og de skriver Pjecer, og Bladene skænd’s, —G-ud veed, hvor de gider! — men ve dem! Imens De fnyser og raser med rynkede Bryn, Der høres et Raab som et hævnende Lyn: Hr. Jø r g e n s e n kommer i Morgen!

Thi vogt dig, o Læser! — det ilde dig gaar, I Fald hendes Navn Du blot nævner; Gaa ej i Foyer’en, hvor Statuen staar, Og fly hendes Bøger, — de hævner! Om Folk som Fra Sød rin g o g P h is te r vil ta’e En Tørn med en vred Arkivar, nu ja, Saa la’ dem! — Men tænk blot med Gru i Sind, Hvordan det vil gaa dit syndige Skind, H v is Jø rg e n s e n kommer i M orgen .

Kom saa Mutter, kom saa Allesammen, nu skal vi hjem. Jeg sagde nok, at vi skulde have blevet, hvor vi var. Men nu fik vi da alle de Mennesker og se. D et er dov ligegodt inte hver Dag, man ser saa mange samlede paa et Brædt.

vos, naar at dette hersens Komedievæsen begynder? — — Hvad for noget? Er det slets inte i denne Sal ? Er ’et i denlille ? Saa skuFan’en da osse staa i den lille. Ja, der er vel inte andet for, end at saa maa vi se og hitte ind i den lille. Vil Du tae Drengen, Mutter, saa skal jeg tae lille Gusse. Er I der nu allesammen? Saa kjør’ vi med Lammene. (Efter en Times ihærdigt Arbejden sig frem gjennem Trængselen er det lykkedes Familien Hansen ad utrolige Omveje at komme tilbage til den Dør, som de kom ind ad). Hansen. Pyh — det ka’ man da kalde en Svedekur. Men nu skal vi ogsaa være der — omtrent. Er 1 her nu allesammen? Mad. Hansien. Ja, men Fatter — er Du nu ogsaa vis paa, at det er den rigtige Vej? Hansen. Ja, tror Du kaske inte, at jeg kender Vejen her. Jeg har jo selv ha't Arbejde paa Bøgningen. Mad. Hansen. Ja ; det er nu saa længe si’en. Hansen. Det er sgu ligefedt. Naar man selv har bygget Huset, saa kan man sgu inte saadan gaa hen og glemme, hvor­ dan at man selv har ingrettet d e t------- Undskyld, min Herre, at jeg tager og puffer Dem lidt mellem Revensbenene, men jeg skal sige Dem: nu begynder det. Mad. Hansen. Er Prinsessen osse i den lille Sal? Hansen. Ja natyrligvis. Jeg skal sige Dig, Mutter, den lille Sal er nemlig mere berejnet paa den bedre Del af Publi­ kummerne. Skravlet faar Lov til at blive i den store, mens Honeratioribusserne ser paa Prinsessen og Komedien i den lille. Det er sgu inte for Smaafolk og komme der. Men en Krone er jo heller ikke saa faa Penge og give ud til saadan noget. Man kan snart komme to Gange paa Komedie i et rigtigt Theater for de Penge. Naa — lad vos nu passe godt paa og faa Børnene med. Nu skal I sgu faa noget og se, som I ikke ser hver Dag. Se saa — denne Vej med Sølvtøjet. (De gaar ud af Indgangsdøren og kommer ud i det fri). Hansen, Det var Satans. Det var jo samme Vej, som vi kom ind. Men vi kan jo spøre den Herre der ved Døren, hvordan vi kommer ind i den lille Sal. — — Gaaet fejl? Ork Gud nej, jeg kender da som sagt nok det Hus, jeg selv har Hva for no’et? Skal vi betale Angtré en Gang til for at komme ind igjen? Og oven i Kjøvet 50 Øre extra for den lille Sal? Nej, De'kan tro nej, Moppe, saa maa de sgu hellere beholde det hele seh.

I v e l g j a r e n d e Ø j e m e d .

(Hansen med Familie har staaet 2 Timer i Queue for at komme ind til Vintermarkedet i Koncertpalæet. Omsider er det lykkedes dem). Hansen. Kom nu her, Mutter, kom her allesammen! nu skal 1 sgu se Stads. Vi vil se rigtig paa det altsammen i Ro og Mag, lige til det er forbi, og ikke lade noget gaa fra os. Føst skal vi til Prin­ sessen og kjøve Blomster, og saa ska’ vi se Trylleforestilling og Koncert ogKomedie. Madam Hansen. Hva’ er’ et nu, at det er te’ Fordel for? Hansen. Aa, det er sgu vist Smalleri- tanen. Eller osse er’ et Nejerne i Amerika eller saadan none Krapylere. Men det kan jo være ligefedt. Fakta er, at det er i vel- ædende Øjemed. Hvad er ’et med Drengen? Har han faaet Benene ind i den Dames Sjal? Mad. Hansen. Ja, han vilde baresen sitte sine Fødder bagpaa Damen, fordi at saa muligvis han bedder kunde se. Hansen. Naa saadan (trøstende til Damen). Ja, det skal De nu aldrig kære Dem om, min Dame. Drengen han er nu som jeg vil sige ligesom lidt sjemvtlig af sig, naar han kommer ud mellem Folk, og han gaar sgu saa tidt og raver sig ind i saadan noget. Det tager han sgu ineen Skade af, De skal se jeg klarer nok Relig- heden — — Se saa! Nu er den Balade klaret. Nu kan De godt værpe videre — væs’artig, (forbindtlig) Den havler nok, jeg kan se, De formelig driver. Men det skal De inte kære Dem om, det kvikker sgu op i denne Kulde. (Til Mad. Hansen, mens Damen fjerner sig). Man maa jo være lidt galant mod Damerne, Mutter. Mad. Hansen. Ja, Du er nu altid saa farlig poleret, Hansen. Du har Tavet. Hansen (smigret). Ja, man har jo dov noet Dannelse i Livet. Naa, kom nu her. Jeg vil gjeme væk fra den Herre, der staar og klør mig bag Øret med sin Stok. Mad. Hansen. Hvornaar er ’et a’ Forestillingen begynder? Hansen. Jeg tænker, at nu skal vel de Folk først gaa,der har set det en Gang, saa kommer vi andre nok til. Vi kan jo spørre os for. Aa hør, De der, De vil da inte have været saa venlig og sige

£vl E n lille Neger rejste

For Dannebrog til Markedsfest, Det gjaldt en halv Snes Spalter, Thi sled han som en Hest. Og S e c h e r havde givet Ham Paalæg med den Gang, han gik: „Husk vel, at vi er Hofblad, Ser du lidt Spyt, saa slik!“ Den Neger spekulerte: „Er Bedaktøren bleven gal? I salig Morgengnavct Var man jo radikal.“ Sit Paalæg dog han fulgte, Han soled sig i Hoffets Glans, Gik ganske od i Rollen, J a gik fra Vid og Sans. Prinsesser og Komtesser Han stadig gik og snuste om, Samt kigged dem i Kassen, Hver Gang en Køber kom. Ha,ri kom til Z in k se s Stade Og der, hvor Ola fs Vitser gror, Han sanked hvert et Guldkorn, Som trillede til Jord. Og Tombolaens Snurren. Helt hjemlig i hans Øre lød: Den kjender han fra Præmier For Vid og Øllebrød. Saa gik han hjem til S ech er Og sejled i det bare Vand. Han smilte, thi nu havde Han set en Venstremand.

Med dette Numer følger et illu s tr e r e t A n n o n c e -T illæ g .