S_Punch_1893

38

Som Republikaner B a je r nød I lang Tid »Fredens« Velsignelse, Mens »Kvindesagen« en Bane sig brød Blandt Fabrikanter af Vælling og Grød For at bruge Fru M eyers Lignelse. Men Skæbnen har nu mod hans Republik, Skam, aabnet sin Vredes Sluse: Skandalen, den i Panama begik, Er mer, end selv B a je r kan knuse. Fru G jø rlin g var tragisk fra Hoved til Hæl Paa Dagmars tragiske Scene, Med knusende Ro som en græsk Kapitæl Og fri for hver »daarlig Kopi af sig selv« Hun smelted’ selv Hjerter som Stene. Men, da hun med Djævels Vold og Magt Forsøgte at spille Meduse, Saa fik hun tilbagelevert sin Kontrakt; Den kunde hun ikke knuse.

Vor lille E e d v a rd holdt tappert Stand, Da der var Mønter at hole Til voreses egen Pon toppi dan, Og slog sig til Ridder— hvad let man kan— Paa Korset paa B e rn tse n s Kjole. — I Fælledsagen blev dog vor Cohn Saa flad som sin egen Muse, Thi Frihavnsprojektets Rangerstation, Den kunde han ikke knuse. Imellem N y b o rg Havn og K o rs ø r Gik „ Mjølner “ paa Isbryderiet; Den klared Trafikken med frelst Honnør Og sled med Ilgods og Folk og Køer Som en rigtig Stærkodder i ’et! Paa Højden af Sprogø den krydsed’ og lod Uanfægtet Hr. B o re a s bruse; Men — Isplader paa en halvfemte Fod, Dem kunde den ikke knuse.

E t O p g j ø r .

Imedens Hr. Sørensen venter paa Tø Og Mildhedstegn fra Sydvesten, I Hjertet spirer et Glædens Frø, Fordi han med fast Løn og slets ingen Feu Med Tiden kan afspise Præsten. Seks Kirker til faar han overladt Til at bringe sig Trøst til Huse. — Kun denne hersens Huslejeskat Kan han nu slet ikke knuse.

P u n ch : Deres Højærværdighed veed, hvem For­ fatteren er? Manden. Skulde jeg ikke vide, hvem Autor er til de danske Comoedier? Den Mand, som kunde saa vel komme Folk til at le — — Punch, (gemytlig). Ha ha ha — ja, var det ikke latterligt? Manden. Ingenlunde. Je g ser derudi intet ridicult. (Ængstelig) Je g skulde dog tro, at han holdes endnu i Ære i Theatrene. Ser jeg ret, agerer de i Aften en Comoedie, der spotter over de tydske Comoedier, der ageres af — — P u n ch : Professor — — Manden. Nej — von Quoten, mener jeg. Men saa lever da altsaa endnu den gode Baron Holberg. Hvis De ser ham, saa hils ham. Manden slog ud med Haanden. Men Punch fore­ slog, at de hellere skulde tale om noget andet, og spurgte, hvad han mente om vore kommunale Forhold. — Aldeles som i min Tid, svarede han, kun synes jeg, at Renovationen er lidt mere primitiv. Det lader ikke til, at der bliver gjort noget. Punch mente dog, at der blev gjort ikke saa lidt. Manden. Ja ja — derom, vil jeg ikke disputere. Al eneste synes jeg, at det maa være slemt for de arme Porteurs at komme igjennem med Portechaiserne . Og saa har man endda fortalt mig, at her paa Hallands- aas er det renligste Sted. Da det lod til, at Manden ikke rigtig havde fulgt med Tiden paa det kommunale Omraacle, drejede vi Samtalen ind paa det politiske. Det viste sig ogsaa, at han var bedre hjemme der. — Det har min allerhøjeste Billigelse, at velædle Rigens Raad Hr. Viggo Hørup, som jeg hører, har sluttet Forbund med Tyskerne for bedre at kunne magte Svensken. Som jeg hører, er den svenske Felt­ herre en vis S i g u r d ------ Punch-. Det kan ikke nægtes. M anden. Det skulde glæde mig, om det maatte lykkes for Hr. Hørup, som ikke lykkedes for mig at slaa den overmodige Svenske til Jorden. Gjør en stor Mand af ham — — Punch-. Men gjør det langsomt — aa, det kj ender jeg fra Thrige. Manden. Ja , det var min højsalige Faders Ord om nu afdøde Grifienfeld. Je g skulde have fulgt det. Han saa tankefuldt frem for sig Vi forstod, at Audiensen var forbi. Vi rettede derfor kun endnu de i denne Tid ikke usædvanlige Spørgsmaal til ham, hvad han mente om Samaritanen, og hvordan han klarede det med sine Vandrør, og fjernede os saa med en Tak for hans interessante Oplysninger.

S p i r i t i s t i s k I n t e r v i e w .

tø'tev Punch , der smigrer sigmed altid at være et Hestehoved foran det nyeste nye paa Jonrnalistikens Omraade, har for længe siden ind­ set, at Interviewet maatte have en Fremtid for sig, naar man ikke indskrænkede sig til at interviewe ^de Nulevende, dem, som man ser hver Dag paa Asfalten, og hvis Dagligstuepassiar, tilfældige

Ytringer, som nærmest fremkommer for snarest muligt at blive af med vedkommende Deporter, kun kunne have Interesse for Folk, der er skabte som — — naa ja, som „Dannebrogs-Abonnenter“ . Skulde det have nogen Art, maatte man ogsaa interviewe de Afdøde. Til den Ende meldte Punch sig ind i spiritistisk Forening, hvor han ved personlig Omgang med frem­ ragende Aander har vænnet sig til deres Udtryksmaade og hele Façon at være paa. Saaledes ser han sig nu i Stand til at indvie den nye Ære med et Interview af M anden p aa H esten . Y i traf den celebre Mand i hans sædvanlige luftige Lejlighed paa Kongens Nytorv, hvor han just med elskværdig Ligefremhed var ved at børste de Prydelser af sig, som nogle uærbødige Fugle havde forsynet ham med. Vi bad ham om at skjænke os nogle Øjeblikke og præsenterede os som En af D’Hrr. af Pressen. — Ah, formodentlig fra „Den danske Mercurius ?“ sagde Manden velvillig. — OmForladelse, Heres Højærværdighed: fra Puncli. — P unch— ah ! Den gamle Kavalier var naturligvis saa elskværdig at lade, som om han kjendte os udmærket godt. Han bad os med en affabel Mine tage Plads paa en af Bænkene og beklagede, at han ikke havde en Cigar ved Haanden. Der udspandt sig nu følgende Samtale. P un ch : Tør jeg spørge Déres Højærværdighed, hvad Deres Mening er om Theatret? M anden : God, særdeles god. Virkelig særdeles habil Mand, den Directeur. Det behagede os at finde særdeles Contentement i den sidste Nyhed. Hvad var det nu? Punch. „Et Samfund3ofier.“ Manden. Nej, det har jeg ikke overværet endnu. Men det glæder mig særdeles, at den talentfulde Autor — —