S_Punch_1893

398

Universitetets Prisopgaver. » P un ch « besvarer herved Kjøbenhavns Universitets Prisopgave om Symbolismens Berettigelse og Begrænds- ning i Digtekunsten: B e r e t t i g e l s e n er utvivlsom; Litteraturen bør have Ret til at drive sine Faar ind paa nye Græs­ gange, naar de gamle ere afgnavede, og Symbolisternes Lammehaler ere de Bannere, der indvifte en ny Æra og sætte Krandsekagen paa Solness-Kirken. Snoede ømt i hinanden vandre Lammehalerne parvis ud af Faarefoldens Huler, efterladende paa deres Vei de kosteligste Perler af det ædleste Udspring. Nogle

Den Hagemannske Colonnade.

m W ' 1“ » l i , "

T O Q P ^ i . ' T

Mel.: Conferentsraad Wegener (len brave.

kalde dem Bønner, vi foretrække Perlebønner. \an- dalisme var det, ikke at bevare disse rige Skatte for Nutid og Fremtid. De gamle Templer ere faldne i Grus, men stolt kneiser T a a r n e t paa deres Ruiner. Se her Udsigten fra dets Tinde: Et grøngraat Land med violette Huse og døde, sorte Popler, i hvis Toppe en blegrød Aftenvind suser. Guldgule Violer blomstre i blaa Farvetinter mellem Engens høirøde Græs og lilla Kløverhø. Grønne Køer græsse fredeligt sammen med kornblaa Heste og møddinghvide Svin. Storken fløiter sin Aftensang, og Kragens melodiske Triller klinge blødt vemodige hen gjennem den skjælvende, ultramarinblaa Natur. I ijerne Buskvæxters Qviste gynger sig den tamme Vildgaas, mens Gasen lægger sine Æ g, o, sine Æg, runde og hvide som Billardballer, de underskjønne Æg, af hvilke til Vaaren en kobber­ gul Nattergal knæbbrende kravler ud. O, de Æg, og saa Speilæg, og Beuf, og heed Vin, og Chartreuse, og Champagne, og Qvinder — ja, Qvinder! Seer Du dem, hvor de græsse i Flok, Qvinderne? Hører Du dem vrinske? Svaiet som en Torsk i Dødskamp er

D e har vel hørt om Manden, der vil lave Fredriksberggade om paa ny Façon? Vores kjære Kjøbenhavn vil han begave Med en Gade, der skal være fin og fjong. Den skal blive saa flot, at alle Fremmede Ved at see den maa sige, dybt beskjæmmede: »Wasistdas?« »Qu’est-cequec’est?« »Emmeklemme Bommerutski!« — Vi har ikke Magen hjemme! o ■. . •- . *. * • > ” • • t Manden med Idéen han vil nemlig pille Hele Nederdelen væk paa hvert et Hus Der i Gaden, og for Murværk vil han stille Nogle Søiler med forgyldt Krusedus, Under Førstesals Gulv skal Folk saa glade Kunne promenere i en Colonnade, Og ved Blus — de elektriske — som skinne der, Gaae og see paa Butikernes Vinnever. Hvilken Tid vil for »Blomsten« ei oprinde, Naar den blomstrer bag Colonnadeglas, Hvilken Fremgang for hver en Mand og Qvinde, Hos Mor v ille , hos H an sen og C a 11 es en, W illiam C h ris te n s e n — ogeiden bli’r ueffen, den Colonnade, for C o r n e liu s S t e ff e n s e n . Dog, Forsigtighed maa til, naar Arkitekten Med den Ombygning giver sig i Lag, Hvis man ikke paa sin Hat vil føle Vægten A f et Par Etager og et Stykke Tag. Under dette Foretagendes Tilblivelse Holde Husene sig nok ved Stivelse, Men imens de bygger denne Colonnade, Dreier kloge Folk vist om ad Vestergade. Hvis Forretning faaer Colonnadeplads? Der vil blive et Tilløb — allefallesen

deres Ryg og Bug, runde og gule ere deres himmel- blankblaa Øine. Deres Aande staaer langs hen med Jorden som kogiende Em, som Mosekonens Bryg, som Hesteaande i Frostveir, som Dampen fra nære Mød­ dingers befrugtende Gjæring, sød at aande som Duft at Dild, Duft af Skarntyde, som Røg af haremsparfu­ merede Cigaretter — aa, Qvinder, Qvinder! Hele