S_Punch_1893

27

og fra Hamborg var der kommet en smigrende Op­ fordring til ham om at tage fast Ansættelse som Vaage- kone paa et literært Kolerahospital. Efter disse nedslaaende Oplysninger gik General­ forsamlingen kritisk ind paa Muligheden - eller Umulig­ h e d e n— H e r m a n Ba n g . Han blev befunden ubrugelig, fordi man nærede en afgjort Frygt for, at han selv vilde spille med, og det kunde blive en slem Komedie for Theatret. Den næste Serie Kandidater var J o h a n n e s J ø r ­ g e n s e n , Z a n g e n b e r g og J e n s Bu s k . Ved Tanken om J ø r g e n s e n kildrede det Aktionærerne i Rygmarvs­ stængelen, sælsomme »Stemninger« fostredes af deres Hjærneblomster, og en magisk Række af højvandsskum- sprøjtende Taagebilleder drog som særtsighensnoende »Foraarssagn« forbi deres indvendige Øjes blæknatneger- skorstensfejersorte Pupiller. Men, da der ikke kunde blive Raad til at anskaffe en Laterna magica, var Jør­ gensens Kandidatur dermed bratomskvattende falden. Ved Z a n g e n b e r g var der den Ulempe, at ingen andre Elskere kunde trives i hans Skygge, og desuden kunde han finde paa at forlange Feu, som han var vant til fra den Holberg-Fallesenske Anstalt. J e n s B u s k havde i høj Grad Sympathien for sig, men ogsaa han maatte opgives, da det oplystes, at han var saa svag. saa han ikke var i Stand til at rejse sig fra Lænestolen. For H e n r i k I b s e n var Stemningen stor og al­ mindelig. Det føltes som Karper i Luften, da hans Navn blev nævnet, og Generalforsamlingen saa i Aanden Theatrets tragikomiske Maske forsynet med to vældige hvide Whiskers. Visionen svandt dog brat, da en kyndig Mand stod frem og gjorde opmærksom paa, at Gubben ikke duede til Theaterdirektør; han havde prøvet det, men maatlet opgive Stillingen. Forsamlingen vaklede længe frem og tilbage mellem Navne som S v e n V i r é n , B i s m a r c k , O v e r o d e , F a l l e s e n , H e n r i k K r a v l i n g , B o r c h s e n i u s , W i l ­ l i a m P e t e r s e n , A n d r i e u x , Ee d v a r d b r a n d e s , H e n n i n g J e n s e n , B o r u p , P e e s c h k e - K ø e d t , H e l g e - r o d e og H e i b e r g . Da ingen af disse ved nærmere Besigtigelse syntes at egne sig til Bestillingen, vedtog man ved Akklamation et pludselig opdukket Forslag om at nedlægge Theatret og i Stedet for drive en Ma g d a - l e n e s t i f t e l s e med G u s t a v Es m a n n til artistisk Direktør. Et paa Mødet cirkulerende Forlydende om, et Esmaan allerede var udnævnt til Chef for Sædelig­ hedspolitiet, blev ikke bekræftet. Den bevægede General­ forsamling kunde da slutte harmonisk med K a s i n o ­ s t i f t e l s e n s nyeste unge Vise:

T h e a t e r g e n e r a l f o r s a m l i n g . » A k t i e s e l s k a b e t A m a l i e g a d e « „holdt for et Par Dage siden en uhyrlig bøj- Sbenet og stærkt animeret Generalforsamling. iDe forsamlede Generaler afgjorde Selskabets (Fremtid efter en Debat, der var ligesaa Flebendig som en fransk Rigsdag, naar Med­ lemmerne møder med Panamahatte paa Hovedet og Lommerne fulde af Skandaler. Tanketunge Forslag og lettere Indfald krydsede hverandre skarpt og klirrende som de lange Slagterknive i Dagmarprofessorens Jernhaand. R e p r æ s e n t a n t s k a b e t s F o r m a n d vilde, hvad Status angik, tillade sig at henvise til det trykte Cirku­ lære, som han havde ladet trykke, fordi han trykkede sig ved at oplæse denne Beretning om Theatrets trykkende Omstændigheder. Paa en Bemærkning om, at der burde søges Statstilskud, svarede Formanden, at det ikke var i alle Theatre, Staten betalte de tomme Bænke. Ifald han var rigtig underrettet, var det i hvert Fald kun forefaldet med Fallesen. og det faldt næppe Rigsdagen ind at lade noget falde af til Amaliegade. Der fremkom derpaa et Forslag, som gik ud paa at lave Theatret om til en literær Variété efter det nationale Edith-Mønster. Man vidste jo fra Lotteritidende , at naar Theatrene var tomme, var Variétéerne fulde og Folk gale. Formanden mente, at man først burde indhente de forhenværende Direktørers Mening. Han havde ladet dem sam le sammen nede i den store Sal, desformedelst de ikke kunde være i den lille. Paa hans Forslag blev der sendt en Deputation med en vidtrækkende Fuldmagt ned. til dem, men denne Mission mislykkedes. Det var ugjørligt at skaffe sig Ørenlyd hos Eksdirektørerne; de dansede rundt om en mægtig Punchebolle og drak Skaaler for A b r a h a m s o g R i i s k n u d s e n . Da sagkyndig Bistand saaledes ikke kunde erholdes, lod man den Literære falde og gik løs paa Repertoiret. En Aktionær hævdede med Styrke, at man aldrig skulde have spillet andet end Phileas Fogg og Pigernes Jensen. Da Kolumbus blev nævnt, besvam 2 Aktionærer og maatte bæres udenfor. Men Formanden beroligede de tilbageblevne med, at Kolumbus magelig kunde være blevet et Kassestykke, naar blot Folk vilde have kommet og set det. Hvad Magdalene angik, haabede han nok, at hun kunde holde sig paa Brædderne i et Par Aars Tid. Man gik derefter over til at vælge en ny Direktør. Til en Begyndelse blev H o l g e r D r a c h m a n n foreslaaet. En Repræsentant udtalte, at det ikke kunde nytte at vente paa ham, da han var altfor optaget med at fundere paa, hvor han skulde svinge hen efter Ungeviserne. Desuden havde den farende Svend faaet Tilbud om Engagement som litterær Gummimand ved en herværende Variété,

Vi vil ha’e Es, Vi vil ha’e Es, Vi vil h a’e Esmann til vor Chef!

Men værre gaar de Kammerherren, Hvor der staar ente blaat te Løst, For di, som trægger Tespiskærren, Ye ta igen mæ ham en Døst. Te Ingstrugtør ve han ha L em an , De tar sej Em il P o u lse n nær, Aa som en Konniak a Skevand Har Planen værket ongefær. Aa nu har Dannebro erfaret, At der ve bie Mytteri, Saa udenfor Repertoaret Di ve en ægstra Sjene gi. Nu ve je kons, før di optræder I denne Sjene, ønske, a Den barestens maa løkkes bædder En Sjenen som Fru G ø rlin g ga.

0 Muse, du som paa Parnasset Saa tit har giet mej Gehør, Skæng mej din Nægtar dyft i Glasset, Saa de ka løfte mit Humør Aa vænne Sorren om te Glæde Saadden, a je mej biller ing, A je bedriver Nattesæde 1 Aannens ejen Beverding. Den Sjæf, som dov mit beste Stof er, Naar je ska sla min Harpestræng, Behandles som et Samfonsoffer, Hva der æ liegodt pivæng. De gaar nog ente helt gelende Mæ Onnerskuddets Jævnelse, Lissom hans Ingstrugtører ente Faar kongeli Udnævnelse.

V e m o d e l i e B e t r a k t n e n g e r

S ø ren Pipperop.