S_Punch_1893

350

liflige, som Mælk og Tvebakker ere liflige, og graa, som vor Oldemoders graa Kat er graa. Dette er vor Barndom, og vor Manddom er som den. Som Symboler er vi hævede over Udviklingens idiotisk dumme Love. Forstaar De, hvad vi her siger? Nej, og heller ikke vi forstaar det. Det vilde være Vanvid at forstaa det. Det vilde være Vanvid at forstaa det glade Vanvid, ikke dette dysterttunge Vanvid, som er vort. De kalder H en rik Ib se n Symbolist og spørger, om ikke ogsaa han er kravlet op i Taarnet. Hvad skulde han vel der? Han har sit eget Solness-Spir at kukkelure i. Som Symbol er han bare et Barn imod os. Vi er Verdens Patent-Symboler. Idioterne vil æde os, og det maa de godt. Men det koster 3 Kroner Kvartalet.

Vi unge Fyre, der er den ny Litteratur, vi har bygget os et Fyr-Eiffel-Babelstaarn, der skal sprede sit magiske Lys ud over dette Land og jage alle Roman- tikens og Realismens stumprumpede Rotter i deres Huller og Fanden i Vold. Symbolister er vi. Ved De, hvad Symbol er? — Naa, ikke? — Vi heller ikke. Men dette er det dybe i vor Kunst, det symbolistisk-idiotisk-skrupgeniale, der er Fremtidens Livsnerve. Har De spt vort varme Omslag? Det halve af en sort Sol i Brunt, Livets evige Symbol: Halvlys, Sort og Brunt. Hvad er Livet vel andet end en smerte­ vibrerende, elskovsduftende, revolverladet, elegiskklyn- kende, baiersprudlende, champagneskumsprøitet, tung- sindigtglad Natkafé? Og se! Under den halve Sols sorte Straaler voxer Fantasiens vildsomme Sanct Hans Urt. Hvad denne egentlig er for en Plante, kan ingen Djævel begribe heller ikke vi, som har plantet dens gøglende Løg i Livets sorte Sump. Den ligner — ja, hvad Fanden ligner den nu? — lad os sige kløverbladbærende Kosteskaftspirer. Lad den sælsomme Urt være vort Symbol! Ogsaa vi er Koste, der vil feje rent omkring den uddøde Litteraturs Tranlampelygtepæle, feje rundt og rundt i langsom Kraft med Ladegaardslemmets seje Udholdenhed. De spørger, hvor langt vort Fyr-Taarn vel naar, Og vi svarer, at, hvor høit det rager, rager ikke Dem. og netop derfor skal De vide det, blot for Symbolets Skyld. Det strækker sin himmelstræbende Snude helt op i Oververdenens lydtomme, uldne Taager, dets Lig- tjørne stikker dybt i Underverdenens af halvkvalt Mørke hvæsende Nat. Omkring dets Midje raver ufor- staaende den fordummede Hob, der kalder sig Menne­ sker. Y i er ikke Mennesker. Vi er Symboler. Ingen begriber os, end ikke vi selv. Fanden skal tage os, om vi gør. Nei Gu gør vi sgu ei. Fa’en symbolisere os, om vi gør. Y i er Verdensaltets ufærdige [déer, og skulde vel en Idé kunne fatte sig selv? Det store Intets hvidhvalte Moderbryst har vi sukkende diet, med lallende Tunge sang vi i Svøbet H e lge R od es fagre Sange, der er dunkle, som Mælkevejen er dunkel,

Den Ribepræst og hans Pension.

' A . O , å Mel.: Paa Kneiper just ikke jeg sVøermer. 'f j t ,

E n Sognepræst har de i Ribe, Og B ir k e d a l hedder den Præst, For Tiden er han lidt i Knibe Paa Grund af en Goos’isk Protest. Om Afsked han bad, men se Tonen Den havde et underligt Fald: «Befri mig nu strax for mit Kald, Men — gi’ mig Pensionen!» Til Nestved saa saare han længtes, Og derfra kom Bud efter Bud, At haardt der til Birkedal trængtes, Hvis «Sydsjælland* skulde gaae ud. Med Løfter man flot ham forgyldte, Og han — ja han loved saa glad At fylde det Nestveder-Blad Med — Pressesylte!