S_Punch_1893

347

En traurig Vise om Jordemødrenes smaa Kaar og store Besvær samt Haabet om en lykkelig Forløsning fra samme. Sammenskrevet af C h r is te n B a r b e e r .

Foraarsgrønt.

Mel.: »I denne Vinter har vi ha’t.« E n Jordemoder har sin Nød I Kongens Kjøbenhavn; IHun tjene maa sit Fedtebrød ¡Med mangehaande Savn. Naar Klokken ringer op, Faldera! Saa maa hun i Galop Ud af sin egen, lille Visselulle. Hvad enten Luften den er varm, Hvad eller det er Frost, Hun med Klysteren i sin Arm Maa stille paa sin Post. Naar Kulden er utaal- . , . Faldera! -elig, hun ta’er en Skaal Af disse brune, liflige Gaméller. Og mangt et ganske lille Noer, Saavel ved Dag som Nat, Der siden blev berømt og stor, Hun har i Verden sat. Saa er det dog for galt, Faldera! Naar ei hun bli’er betalt, Saa hunkan ha’e en Smule Sultil Brødet. Derfor den Jordemoderstand Forlederi, som man saae, Forsamlede sig alle Mand Og pønsede derpaa At gaae til Magistrat, Faldera! Og faae en accurat, Maneerlig Taxt for hele sin Forretning. Saa vil man gjerne see, man kan Faae lidt Pension for sig Og for sin Jordemodermand — Den staaer jo ei paa Steg, Naar Jordemoderen falder fra Sin egen Hjertens Ven — Hvad skal han ellers ha’, naar hun er borte? Sæt, Læser, Dig i hendes Sted, Ifald Du ellers kan, Og bed for hende, ja, og med For hendes Jor’moermand Såaledes, at der snart falder a’ En ganske lille Part Af Jordens Goder til et stræbsomt Ægtepar!

Køvvenhaun d. 25des’ Optoper 1893.

Kære Hven!

Da de æ saa længe sijen, adt du ha hørdt fra mei a, ve jæ hærme mejdedle dej at da gaar got mæ vorses Degterskolle aa vi ha ujnævndt J o h and es Jø r r e s e n te Æres mejlæm aa hængd ham aap i voreses Faasamlindssal som æ po mit Kvidstværrelse te Gaaren hvaar han hænger aa pynder mejet got. Jæ hadde aasse tængt paa etBilleje a G e a a r k B r a n n e s , somjæ hadde aavver Sevandten, mæn Degterskollens yngere Mejlæmmer sa a han hadde hænkt for længe. Ellers ve jæ mædele dej adt vi ha gjot et nydt Skrit fræmaj mo Indialet, paa denMaaje forstaar du a vi har æklæred de faa skit mæ denensiddije Ujvegling a Sjeniet der bare æ naaed faa di gammele Døbijere som igge æ fængdesjækkle. Vi ha besludted at dæm der hørre te vorses Skolie ska være Degtere de ene Aar aa Kongstmalere de annet saatten at de ve Loi- trægning avgøres hvæm a vos der ska degte aa hvem a vos der skal malle. Ingti viddere ve vi ujstelle i den fri Ujstelling som du husger nog fra Du var her? Den mæ Potten uddenpaa aa Stog rosser. Aa vi ve aasse holle Ujstelling hos Klejst po Vesterbrod faa Rammernes Skyl men senere ve vi ha et mejed større Laakalle aa ha tængt paa Lørupses Rijehus dessom vi . ka faa den Onge der æ Maller ing i voreses Degter- aa Kongstnerskolle. Vist Du kunne hå Løst til aa forsøje dej med vores Rædtnin a Mallerkongst saa ska jæ sænne dej minne ejne Skisser fra dehdgang a jæ va fire Aar faa der a ka du lere den Kongst som vaarres Skolie kalier den umijjelbare, aa Farvelaje har du vel nog sæl. Ellers ka du maaske nog faa saatten et paa K a rlj oh an g men de kaaster mingst */¡¡tres Ørrer. Naa du ujsteller naaed saa ska Du rætte dei ætter hvormejet Kræteggen skæller dej uj faa de æ nædtop de fine ve vorses Skolie haaje i Lidteratur aa Mallerkongst a den igge kan forstaas a Moppen. Vi ska værre Aavvermennedsker allesammens, æ du mæ paa den. Helsendes dei din hengivendes E jn a r Jø rre n sæ n Degter aa Maller.

i“S i