S_Punch_1893

18

Undtagen paa en tynd Variété, Hvor det er saare smaat bevendt med Krudtet. — Naa! Byens Status faar man vel at unde Det Friluftsliv, som her skal gaa til — »Grunde«.

F o r A l d e r s g r æ n d s e n

Magdalene eller

D en forlorne D a tter. Pantomime i 3 Ak-t er. Iste Akt.

Den rare Plejefader kommer ind, træt efter Arbejdets Slid. Han er en af Formændene i en stor Fabrik, hvis Virksomhed bestaar i at bruge Papir. Selv de reneste Ark Oliver i Løbet af en Nat sværtede ganske sorte., og naar Morgænen gryer, raaber alle de fire Formænd Viktoria, fordi de har kunnet presse saa megen Sværte af Dagens Nyheder og andre nationale Tider.. Nu har den rare Plejefader taget lille G u sta v a i Huset, nærmest fordi han lider af en hemmelig, men ulykkelig Kjærlig- hed til hendes P'orældre. De stakkels Folk er saa fattige, og dog vil ingen gode Mennesker give dem en eneste Krumme Levebrød; hendes P'a’er Bentheim kan ikke saa meget som blive Rigsdagsmand, og hendes Mo’er G e o rg in e kan ikke en Gang blive Professor, skjønt hun dog er en saa uhyrlig eman­ ciperet Dame. Men lille Gustava gjør sin rare Plejefader mange Sorger. Hun havde lovet at være skikkelig, aldrig mere gjøre »gammel Gjæld« og aldrig muntre sig »før Brylluppet«., men opføre sig forholdsvis pænt og ordentlig »i Stiftelsen«, hvor de fire Formænd bor. Og dog lister hun sig hemmelig bort for at drikke Thevand hos »den kjære F'amilie«, og naar hun saa kommer hjem, knipser hun den rare Plejefader paa Næsen, fordi hun synes, at den er saa lille. Hun siger endogsaa uvartige Ord, saa at hele Fabriken ryster af Forskrækkelse; men netop derfor er hun en elegant Stilist, det har den kjæré Familie selv sagt. Midt under denne Scene træder F'abrikmesteren pludselig ind. Med en mørk Mine henviser han til Fabrikens nyeste Fællesstof, idet der i alle fire Arbejdsstuer hviskes om den lille Gustavas tvetydige Levned. Hvis hun vil høre gode Raad, — oven i Kjøbet Etatsraad, — skynder hun sig at forsvinde, inden hun bliver altfor opdaget. Med disse Ord peger han paa Døren og jager den stakkels Gustava ud i de smaa Sortes Nat. Saaledes kan det gåa til i dette usle Samfund. 2den Akt. Gustava har klædt sig i Mandfolkedragt og antaget Titel af Forfatter.. I denne Skikkelse er det lykkedes hende at stifte Bekjendtskab med en navnkundig Dame, ved Navn Al b er ti ne , der har indlogeret den unge Gustav i en elegant Lejlighed, hvor han nu sidder ombølget af æggende Patchoulidufte og nedskriver hendes Memoirer. Douce Musik. Alle Byens Albertiner kommer svævende fra Smaagaderne i Forretnings-Negligé og indgiver ham de skjonneste Digtersyner. Han skuer ind i Restavranternes Kabi­ netter, hvor Fådkets modige Døtre i Certosa-Grosserernes Arme søger at glemme deres fordummede Hjem. Han skuer ned i de dybe Fængselshuller, hvor blodtørstige Politimænd lægger dén uskyldsrene Sypige i Lænker, blot fordi hun har holdt Bryllup to—tre Gange i Døgnet. Og han ser »Opdagerne« liste sig som hvæsende Slanger efter de fintfølende fornemme Kvinder, der pva Asfalten søger sig en Portemonnaie, hvortil de kan lægge deres Hoved for Natten; men ve dem: saa snart en af disse Martyrkvinder nævner eller blot tænker Ordet »Mandfolk«, kastes hun til Jorden og slæbes i Arrest. Saaledes er Loven. Døren springer op, og en tæt Menneskemængde ntylrer ind. Det er Kasinos Direktører, der grædende omklamrer den unge Gustavs Knæ. Dybt bevæget rækker han dem sit Digter-

>om noget overlevet og forældet Det gode Gamle kastes gjerne bort; Nu staar saagar vor gamle N ø r r e fæ lle d Paa Nippet til at lide samme Tort. Kommunen har til Gunst for Borgerheldet Med Staden sluttet en habil Akkord, I Kraft af hvilken den en Dødsdom sætter Paa en af disse »elskte danske Sletter«. Den flade Fælled med de glade Minder Fra Krigerlivet og fra Fredens Dont Skal høre til det Kjøbenhavn, der svinder; Thi lang Respit den næppe bliver undt. Om kort Tid ingen Væbning her man finder, Som gjør mod Vibenshus sin skarpe Front, Og ingen Boldklub vil med R y belæsset Til Sportens Æ re bide her i Græsset. En værre Medfart lige godt dog frister Formedelst samme Skæbnes haarde Slag De røde Køer og dito Socialister, Der rammes af den fælles P'ælledsag. En herlig Plads at tygge Drøv de mister Paa Græs og den normale Arbejdsdag: Ak, aldrig mer den tapre Skræddermester Skal tabe Traaden her ved Grundlovsfester! Men aller værst Bestemmelsen dog driller De arme Djævle, der har frit Logis Hver Sommernat ved Holger-Danskes Briller: Den skjønne Tid er aabenbart forbi, Da med et sødt og saligt Sværmeri De lytted’ til den glade Lærkes Triller. De faar kun siden Gavn af Arealet, Hvis de en Guldkur faar paa Hospitalet. Snart er vel Nørrefælleds Saga sluttet, Og paa det ganske Nørrebro kanske Til næste Sommer har man alt -fortrudt det, Naar en Revue man ikke faar at se