S_Punch_1893

15

Jo rd e fæ rd .

— Nej, jeg . . . — Naa ja! Saa ta’er vi en anden . . . Her har De en Fløjelsjakke og et Vild- mandsskjæg. Det skal være Bygm ester Solness. Det er sandt, De skal osse ha’ en Klatrestang for at kunne komme op i Kirketaamene. — Tillad . . . — De mener, hvad De skal ha’ paa under Jakken? . . . Ingenting Herre; det er netop det Fine ved’et. Der er ikke et Menneske, der kan gjætte sig til, hvad De egentlig skal forestille, og naar man saa vil kigge Dem efter i Sømmene,-. . . saa er der aldrig en Smule. — Ja, men . . . — Naa, Herren er maaske ikke en af dem, der samler paa Ibsen-Fortolkninger? . . . Ja, ja, jeg har osse andre moderne Sager. Som nu pr. Exempel disse hersens »Lureri«-Dragter, som en Doktor i musi­ kalske Øresygdomme har ind'ørt til Ene­ forhandling i Prinsens Palais. De er saa gammeldags, at de er blevet nymodens, og saa er de baade fixe og nemme. Vil De »staa paa Lur,« er her en hvid Pind; den ska’ De bare ta’ i Munden, saa fore­ stiller De en Kritikus, der er paa General­ prøve. Vil De »ta’ Dem en Lur«, er her en Paraply; naar De slaar den op, saa forestiller De en artig Abonnent, der sid­ der og kigger op i den dannebrogede Sc h i we og drømmer om Forhandlinger og sammensmæltede Sølvske er. Her er osse et Lurendrejer-Kostyme; i gamle Dage hed det »en Luskepeter« og var svært yndet. Men nu kan det aldrig mere blive moderne; for det første ved det, at det er gaaet a’ Mode, og for det andet ved det, at man skal ha’ en grevelig Læne­ stol at sidde i, naar man har Dragten paa. Skulde Herren muligvis ha’ Lyst til en a’ de Kostymer? . . . For saa gjør det mig meget ondt, at jeg ikke ka’ tjene Herren, ved det at de allesammen er forudbestilte. — Maa jeg . . . — Gu’ bevares! . . . det forstaar sig. Herren maa selv vælge. For det kommer begribeligvis an paa, hvor Herren skal til Maskerade. Men jeg vil baré sige Herren, at hvis det er i Kasino, saa maa Herren enten være Opvarter eller Musikus; for det er de eneste Folk, som kommer der, ved det at de er der i Forvejen. — Herre Gud, maa jeg tale? . . . — Nødig, naar De er under Maske, Herre! For det kan aldrig hjælpe en Smule, at De forstiller Dem. Som naar pr. Exempel at en Bentheimer fra Inte­ gade vil tale alvorlig, eller at en Politi­ betjent vil tale høflig, . . . det kan en­ hver jo lige strax høre, at det er mod Naturen! — Ja, men jeg vil slet ikke ha’ noget Kostyme, for jeg har selv en Domino. — Saaledes! . . . Herren ønsker en Maske? — Nej, jeg vil bare ha’ en Næse! — H a’ en N æ s e ? Om For­ ladelse, jeg kunde jo ikke vide, at Herren var Rigsdagsreferent ved det Blad!

— Erdetef. Kostyme, Herren ønsker?. . . Med Fornøjelse. Naar bare Herren vil være saa usjenert at ta’ til Takke. For det kni­ ber jo med Lageret, ved det at Svendene nu vil slaa Ho’det paa Sømmene og ha’ flere Knapper. Men, naar Lønnen løber op, saa taber vi Traaden og ligger der med de bare Buxer, begrundet paa, at Frakkerne ikke passer vores Syersker. . . . . Naa, ligemeget’ . . . fordi man er færdigsyet Mester, behøver man da ikke at sluge en­ hver Kamel gjennem sit Naaleøje, og Sven­ dene har da heller ikke ta’et Skjøder paa de udenlandske Frakker fra Udenlandet a’. De ska’ se, at vi nok skal blive forsynede, naar det er for silde, ved at vi nu la’er Tyskerne sy vores færdigsyede Klæ’er. Saa kan Kunderne jo selv rejse ned og hente dem. — Ja, m en ............. — Det gaar brillant. Saadan kom her en Gang en Herre, der ikke længer vilde bære sin Hat, som han vilde, og derfor vilde han ha’ sig en Jakobinerhue. Men det skulde være en Baroehue, for han er saa gru’lig ung. Han havde for den Sags Skyld osse slidt Huller paa Knæerne ved at ligge og kravle ud og ind af Integade, for han har jo endnu saa ondt ved at staa paa egne Ben. Naa, men han maatte saa- mæn pænt ta’ over til Hamborg for at kunne gaa rigtig i Tøjet. Men saa sang han osse unge Viser af Fornøjelse, for naar der nu blt’er Karneval i Paris, kan han hale lige derned, forklædt som Blusemand. Hvis han da ikke til den Tid har maskeret sig som Munk og synger halvvoksne Mis­ sions-Viser om Pavens ufejlbarlige Und­ fangelse! — Ja men . . . — Hva’ befaler? . . . Naa, om For­ ladelse! det var et Kostyme, De ønskede . . . Ja, her har jeg en Hofmands-Dragt. Den har saamæn været rigtig nysselig; men den blev noget slidt i Guldbryllups­ dagene. Det vil sige, Benklæderne har holdt sig. For da den Herre, som sidst havde Stadsen paa, skulde til Nytaarskur, saa trak han Benklæderne a; han sa’e, at det klædte ham meget naturligere at være Sans-culotte. Ska’ vi blive ved den? . . . eller ka’ske Herren osse er Folkethings- formand ?

JC/t Ligtog vandrer i Natten ud, Saa dyb en Sorg det forvolder: Forrest vanker i Sørgeskrud Smaa sorte Folk som Herolder. De sukker saa dybt og synger saa smukt Om Skæbnens og Logos’es Villie; Den Døde var nemlig den sidste Frugt Af en fordums talrig Familie. Et stakket Liv kun den salig Sjæl Fik Lov til at leve i Verden; Og dog var han hverken vild eller fæl I al sin beskedne Færden. To Plejefædre hans Ligklæde bar, — Og Kammerehef var den ene — Thi han var det sidste Exemplar Af Lystspil paa Chefens Scene. Hvad hjælper det nu, man til Kunstens Tarv Har slagtet Fa’er Holbergs Komedier Og suget den sidste, forældede Marv Af Oehlénschlægeis Tragedier? Hvad hjælper det, at man har slidt saa trist Paa lutter moderne Stoffer, Naar hele »den kjære Familie« til sidst Er endt som — »et Samfundsoffer«! Ved Graven staar Plejefar B l o ch og ser Vemodig paa Graverens Spade; Hans dejlige »Interiører« ej mer Kan staa for Kritikens Blochade! Hans Livsværk er ude! .. Med mørke Skyer Om Panden han tavst sig vaander, Thi hjst i det Fjærne som Skygger flyer Leth-Hansens eg Esma nns Aander! Saa hvil da i Fred, o Syndebuk Paa Chefens og Williams Alter! Hvor Andre fik Klap, fik Du bare Hug — Saa sælsomt sig Skæbnen gestalter. Sov ene, Du Offer for »Tidens Krav«, Naar Kisten i Dybet er firet, Til Bygm ester Solness ned i din Grav Er plumpet fra Kirkespiret.

fiMT- Med dette Numer følger et illustre1 et Annonce-Tillæg.