S_Punch_1893

14

T h e a te rk a tten spinder.

E n lun H ø g sb r o ’er.

— — Saa kommer en Dag i forrige Efteraar Kammerherren ind ,,paa mit Kontor medsaadan en løjerlig ¡¡Pakke under det ene Forben. — »Stykke?« siger jeg. — »Stykke,« ¡¡siger han,« Samfundsoffer«. — »Daar- jligt?« —»Daarligt. Menvi kommervist |til at tage det alligevel. B 1o ch har læst |det, siger, det er skidt, dog ikke værre end saa meget andet. Harm- Iløst — kan godt glide ned paa en eller anden Helligdag. Desuden er

\ yh & é

Forfatteren nok lidt i Familie med en eller anden her ved Theatret — husker i Øjeblikket ikke hvem, maaske en Korist eller saadan noget — og saa vil man jo nødig støde, forstaar De.« — »Bien,« sagdejeg, »jeg skal læse det.« Det gjorde jegsaa. Og saa sagde jeg Kammerherren min Mening. »De har spillet saa meget«, sagde jeg, »saa kan De sandt for Dyden ogsaa spille dette her. Vil Folk ikke se det, kan de jo blive hjemme.« Saa spillede vi det. Havde vi nu haft saadan en Sceneinstruktør, som Professoren ude i Jernbanegade har, saa havde han øjeblikkelig skjældt baade Presse og Publikummere Huden fuld' for den mildest talt upassende Maade, hvorpaa de opførte sig ved Premieren. Se til P. A. Ro s e nb e r g ! Han skriver i »Dannebrog«, bare der er en Anmelder, der ikke synes om en Rustning. Men hvad gjør vores B lo ch ? Han sidder der ganske rolig og finder sig i, at de overhovedet ikke levner Stykket Ære for to Skilling. Gud bevares, han kan være en udmærket Mand til at sætte i Scene, men han har ikke forstaaet, at det er en Sceneinstruktørs Opgave tillige at være Porthund og holde ubehagelige Personer borte. Han kunde jo med største Lethed have bevist, at de tidt giver Noget et eller andet Sted nede i Tyskland, der ikke er et Haar bedre. Hvad kommer det desuden Folk ved, om Stykket er saa eller saa? Der er jo Ingen, der beder dem om at komme herhen. Vi har det saamænd meget hyggeligere, naar vi kun er os selv og saa Abonnenterne. De kjære Mennesker gjør saamænd aldrig Knuder. Bare vi en Gang for alle kunde blive fri for det Rend af alle Mulige, som vi nu har saa at sige hver Aften. Men det er det, jeg stadig siger til Kammerherren: vi er for skikkelige, siger jeg, vi lader os altfor meget stryge imod Haarene. Det er ikke, fordi vi mangler en fed Snude, men vi lader altid Konkurrenterne snappe de fede Rotter og skumme Fløden, mens vi selv nøjes med Spidsmus og afskummet Mælk. Se nu Professoren! Aldrig saa saare havde Cirkus faaet sig en Mand med Jernmave, før han fik sig en med Jernhaand. Og Abrahams ! Han tager vores egen Ballet og vores egen Ch a rl ot t e og lader Sidstnævnte danse i Førstnævnte til vores egen Musik. De skal se, en anden Gang tager han f. Ex. vores Dons og vælger sig et Stykke af vores Repertoire som f. Ex. nu »Et Samfundsoffer« og lader sin Musikdirektør uden videre lave det om til en Opera eller Operette og sætter det kjære Barn til at synge Titelrollen. Eller han lader denne Ø s t e r g a a r d dramatisere vores Feu-Regulativ og tager vores Olaf til at spille Hovedrollen. Om det saa er Kasino, kan det ikke dy sig. Knap har vi lykkelig og vel faaet den lille Esmann ansat som Leverandør til os, og saa snapper de ham uden videre bort fra Næsen af os og lader vores Z a n g e n b e r g sætte deres Stykker i Scene. Saadan gaar vi og klatter med alting. Forleden Dag saa jeg en af vore Abonnenter sidde nok saa fornøjet ude hos Professoren i Jernbanegade. Jeg tog naturligvis paa staaende Pote Synderinden i Nakken og førte hende i Triumf tilbage til Kammerherrens Kjødgryder. Men, naar de saadan ikke en Gang har Respekt for vore dyrebareste Klenodier, maa jeg saa spørge, hvad Enden skal blive?

Og jeg var inte til Nytaarskur Oppe hos Kongen paa Slottet. De, som alene i Norden du’r, Derover højlig sig gotted’, Skjønt „ Politikens“ sorte Smaa Lod som de slets ikke kunde forstaa, At jeg gik inte til Nytaars-Kur Hos Kongen den Dag. Paa salig L inkenbergs Piedestal Tappert for Føden jeg fægter, Og min Forhandling er grumme loyal, Det er der ingen, som nægter; Men, om man ogsaa er Moderat, Er man dog renlivet Demokrat, Og det er ingen Fornøjelsestur At møde til Kur. »Guldkuren« var kun »Familiefest«, Derfor jeg nok kunde billige, At vi gik med, thi jeg veed, Skam, bedst, Hvad man gjør for sin Familie, Boj s ens Familieparaply, Der er endnu saa god som ny, Hjalp mig at gjøre en heldig Figur Ved Guldbryllupskur. Nytaars-Kur det er en anden Snak; Her Politikken det gjælder, Og „Politiken“ har Stemmer, som, ak, Endnu ved Formandsvalg tæller. Kunde fra dem jeg blot redde en Snes, Vilde dog een Gang om Maaneden ses Et Folkethingsflertal, som var a jour Med min Nytaars-Kur. Oplyste Vælgerfolk, hør mit Ord, Jeg er en uselig Klokker; Men i de skarpe Protestmænds Spor

Gaar jeg paa Hosesokker. Folkemoralen er ogsaa min, At Kancelliet er ikke for Svin, Og det er ikke enhver Filur, Som møder til Kur.