S_Punch_1893

179

Den tungsindige Spinat. (Prosadigt efter saa brogede Mønstre som Ré-m y de G o u r - m o n t og Jo h s . J.) Det var en uhyre, bedrøvet Brakmark, eu gud­ hengiven Pandekageslette. Je g gik ad en grøn, sorg­ fuld Sti mellem to grusomt grædende Tjørnehække. Da jeg Uger igjennem havde vandret i de ynkelige Tjørnehækkes Fængsel, standsedes jeg af et Tremme­ værk, der syntes reist mellem mig og Sirius. Je g stak mit Øie ind mellem de følelsesløse Tremmer og saae: Midt i den bedrøvede Pandekagemark laa en blid, grøn og tungsindig Have, med tungsindig, grøn og blid Spinat. Kun Spinat. Intet uden tungsindig Spi­ nat. Og grøn Spinat. Og blid. Spinatgrøn og blid og tungsindig. Og midt i denne skjøre Græsgang græssede et Kobbel nøgne Qvinder. Je g havde aldrig før seet nøgne Qvinder, men det passede med Malernes Beskrivelser af Modellerne. Dette Skue gjorde mig gal. De lignede Pungrotter eller Kænguruer, men havde Manke og kun fire ufuldkomne Halehvirvler. De kløede sig tungsindigt med Forbenene, og deres Bryster sad mærkværdigvis paa Brystet, ikke, som hos de fleste Pattedyr, paa Ryggen. De smukke Dyr hoppede rundt og aad af den blide, tungsindige Spinat. Men først snusede de til Spinat- hovedet som en Hund til en Kalvesteg; saa vrinskede de og saa aad de, mens de viftede yndefuldt med de fire Ufuldkomne. Deres grønne Miner var tungsindigt fornøiede, og de gnaskede med Goplesjæles vage Lidefiskab i den blide, saligt fortvivlede Spinat. Je g gad røre ved de smukke Dyr. Je g raabte og piftede i den grønneste Tone. Men de var ikke tossede. De aad væk. Saa blev jeg bister, rasende endogsaa. Je g gav mig til at slaae med Steen, men ramte skidt, skjøndt jeg sigtede godt. Men derind vilde jeg. Over den sørgelige Tjørnehæk, som sørgede over sin Skjæbne, kunde jeg ikke komme uden at rive mine nye Buxer istykker, men over Gitteret kom jeg og faldt ned paa den anden Side, som en Klat vaad, blid, tungsindig Jord. Yed denne blaa List kom jeg i Nærheden af en lille sortsmudset Een, der gik paa Spinat for sig selv. Je g greb hende rosenrødt i Benene og slængte hende over mine Skuldre som en Ræv, der bisser med en Gaas. Je g klattrede tilbage igjen under en indvendig Temperatur af 41,9. Og saa løb jeg som en gal, for­ rykt, tungsindig Idiot med min skjønne Byrde, som jamrede sagte, men hengav sig i Skjæbnen med en besynderlig, grøn Ligegyldighed. Hvad der skete i det nødtørftige Hus, jeg havde bygget mig ved Stranden, kommer ikke den blide Hi­ storie ved. Det er nok, at jeg lagde mit Ran paa Gulvet, kyssede dets Manke og gloede det ind i dets

spinatgrønne Øine, der vare grønne som den blide, tungsindige Spinat og dybe som en melankolsk Cisterne i den dødslystige Saharaørken, fyldte af grøn og gul, ubarmhjertig Barmhjertighed. Saa blev jeg fuld og rimeligvis gal. Og nu er det mig, som beherskes af Spinatdyret, der har reist sig paa Bagbenene og begyndt at kradse med Neglene. Og jeg er nu Dyret, som græsser i Salatfadet, æder den blide, dengrønne, tungsindigeSpinat. Men Hundyret derinde i det nødtørftige Hus har sat min Svigermoder til at være Røgter. Og Sviger­ moder har flettet et Ris, et sørgeligt Ris af den be­ drøvede Tjørnehæk. Min Ryg er grøn som Spinaten og øm som det smukke Dyrs første røde Suk.

Og ingen civiliseret Qvægdriver kommer med hvide Vinger og jager Svigermoder ud og prygler min Kone. Ak, ingen grøn, blid og tungsindig Qvægdriver kommer og frelser mig uhjælpelige Idiot! Vers.

Hvor var den delikat og sød, Den blidt-smækfede Risengrød, Hvorpaa Du os forleden bød, Som selv Du havde lavet, Johs. J., — Geniale Johs. J . ! Den kildrede mig i min Sjæl, Ja fra min Isse til min Hæl, Ved den Du knyttet har Dig selv Til mig for hele Livet, Johs. J., — Lyriske Johs. J! Dit Foraar er vel knapt i Gry, Dog slige Digte, splinterny Og tanketunge som af Bly Du allerede laver, Johs. J., — Store Johs. J . ! Du aldrig hæved Dig saa høit! At kravle paa Parnas er drøit, Men Dig det kosted ei en Døit, Eet Spring Dig førte strax til Toppen Med hele Kroppen.