S_Punch_1893

166

Svend med en Hanefjer i Hatten og under Gebriider Brandes’ Protektorat. Midt paa Bordet tog E r ik S k ram Plads — imellem Georg Brandes og Amalie Skram — og holdt Festtalen, som fandt sin Conclusion i det glædelige Factum, at den farende Digter, der havde færdedes meget i Vandet og været paa aarlange Alveie, atter var laret tilbage til Lucifers Hige og havde opnaaet- last Ansættelse som Overtrompetermand ved Lucifers Hof. J u b ila r e n takkede i vingede Ord og fremhævede sit høibaarne, springske Digternaturel, cler var hans egen og Nationens Stolthed. Saa satte han sin Falde- hat paa og bar den, som han vilde. Derefter fremmødte en Hundredmandsforening, be- staaende af de Halvtreds, der duer i Norden, plus de Halvtreds, der bærer Danmark. Hvert Medlem over- rakte en elegant oratorisk Buket til den feirede Digter, Lars Kruses Skjald, Koleraens Betvinger og den udøde­ lige Ungdommeligheds bestandig evig forsorne Repræ­ sentant. Da reiste Digterkongen sig i Vælde og bød de Herrer og Damer i Aandernes Rige til Bords med Løfte om, at de alle skulde faae Leilighed til at svømme i Bourgogne ovenpaa Bordet. Hvorpaa han staaende afsang følgende af ham selv componerede S p is e s e d d e l: (Mel.: Vi er et morsomt Folkefærd.)

Veileder paa Charlottenborg. K o r t fa t t e t fo r fa t t e t af Professor Plukfisch.

Det er Billedhuggerkunsten, der allerførst gjør Honneur for den Besøgende, der kommer ind paa Ud­ stillingen, men det første Indtryk er igrunden noget bedrøveligt — det er nemlig et Par franske Gravmonu­ menter over afdøde Kunstnere og en tydsk, saaret Achilles af kolossale Dimensioner, E r n s t H e rte l (Nr. 593.) Achilles seer meget gnaven ud, hvad man nu ikke kan fortænke ham i, for det er unægteligt en meget harmelig Maade, han er saaret paa i Hælen. Hans Modstander maa aabenbart have sigtet paa ham oppe fra Luften for at kunne træffe ham paa den Vis i Hælen, ifald Achilles da, hvad der er sandsynligt, har staaet opreist i Kampen. Eller ogsaa er det et stærkt plongerende Skud, men saaledes skydes der jo ikke med Pile. Man kan derfor saa godt forstaae, at han er meget misfornøiet, thi „Je g er den vrede Achilles, vrede Achilles, vrede Achilles, Ret en Heltesjæl, ja, ret en Heltesjæl! Brav er jeg, men, naar jeg drilles, ja, naar jeg drilles, ja, naar jeg drilles, B li’er jeg ond og fæl, ja, bli’er jeg ond og fæl!“ A x e l H an sen har en „Christus, der velsigner de smaa Børn“ (Nr. 325), hvor Christus er iført en Slags Friseurkappe og forresten seer rædsomt kjedelig ud. Naar vi nu kommer op ad Trappen paa første Sal, imponeres vi af en kolossal Statue af den afdøde Enke­ dronning Grin . . . Caroline Amalie, der er udført af V. B is s e n paa Bestilling af Asylforeningen (Nr. 506). Den er meget lignende, men den kolossale Nederdeel forekommer os ikke ret at tage sig ud i plastisk Be­ handling. Under alle Omstændigheder vil Statuens Anbringelse med Tiden sikkert give nok saa megen Anledning til Dissens og Diskussion som Forskjønnelses- committeens Fontaine.

Nu ovenpaa min Hamburgstur Har jeg faa’t ti Mands Styrke, Je g støder i min Ungdoms Lur Med Storhavstoner mørke Men ogsaa unge Viser faaes, Serveret med Routine :: Og med Ostende-Briigge-Sauce, :: :: Og Saucen er det Fine. :: Derpaa lidt Saltmad spises bør Fra Havets kolde Kjøkken, Lidt Tunge med Baciller, før I gaaer paa Svineryggen. Lidt Is for dem, der har det hedt, Vil havkold Kjøling skaffe. :: Je g flyver vidt, jeg maler bredt — :. Nu skal I strax faae Kaffe, Nu skal I strax faae lyrisk Kaffe. Ja , min forskregne Sangfugl fløiter: En Snaps til Kaffen. Moral.' (Declamation): Naar man er stadig ung som jeg, Man viser andre Unger Vei Til Livets fede Spiser. Mit Sprichwort er: Wein, Weib, Gesang, For dem jeg gaaer min skjæve Gang Og synger unge V is e r .

Statuen egner sig ikke for nogen offentlig Plads, og i Asyllokalerne er der neppe nogen Plads — hvor skal den da have Plads? — Ja , Pladsen tillader ikke, at vi indlader os videre paa Pladsen. S in d in g s „To Mennesker“ (Nr. 547) ere nu ud­ førte i Marmor, men derfor tiltale disse to torslugne, sammenfiltrede Menneskekroppe i deres sugende Sam- menklistring os ikke i høiere Grad end tidligere i Gips. Dette kalipyge Vue lige op i Øinene er slet ikke lifligt.

Efter Bordet oplyses Palaiets Vinneverrer af et rødligt Flammeskjæi. Det er Fiskerne og Studenterne, der kommer med Fakler for at hylde det, der duer i Norden, det, der bærer Danmark, og Halløiforsangeren for hele Historien, den skumomsprøitede unge Sanger, som aldrig bliver ældre, end han selv har Lyst til, og hvis Sange et langt L iv er beskaaret i Nordens Aqvarier og Nordtydsklands Vinkneiper. Hele Selskabet træder ud og tager Opstilling paa Balkonen, rødmende og straalende i den bindegale Be­ lysning. Men Digteren selv citerer nedladende ‘en Strofe af en underlegen Aand, han længst har for­ dunklet : „ J e g tro e r, der er sk jø n n e s t i D anm a rk “ — „Heida, Manne, Burgunder!“