S_Punch_1893

162

Helligaandshuset i Randers.

To Skrivelser kom i Byraadets Sal, Og senere fik man at læse. At den Borgmester blev tindrende gal; Den ministerielle Næse Var jo ikke videre hyggelig; Den var reent ud sagt eftertrykkelig. Og Helligaandshuset faaer Lov at staae Trods alle Nedbryderes Nægten. Men det er nu klart for Store og Smaa: For den hellige Aand er Respekten — Vi siger det ei for en Branders Skyld — nok kun liden i Randers! Satyr. Chicago-Brev. Som Du veed, kjære

Randers er der et Helligaandshus, Vel reist af et gammelt Gilde. Det var nu nærved at synke i Grus, Og det var sandeligt ilde.

Punch, reiste jeg over At­ lanterhavet med „Hekla“, og nu, da jeg færdes her paa Udstillingspladsen, er det, som om jeg havde en Skrue las. Er dette mægtige, præg­ tige Trylle-Trolle-Fe-Pano- rama virkelig Sandhed heelt igjennem, eller er detmesten- deels Løgn? Her strækker sig mar­ morhvide og guldglindsende Bygninger udi det uendelige Fjerne, og kun ved Hjælp af et Teleskop, der i Styrke overgaaer Lick-Observato- riets paa Mount Hamilton, kan man fra Terrænets Midte øine Pladsens Yder­ punkter. Eders størte God- sr der hjemme, Grev­ skaberne Frijsenborg, Bre-

Skal det nu restaureres Eller infamt kasseres?

Og hele Byraadet samlet blev, Og man snakked’ i Aar og Dage; Og lærde Folk i Bladene skrev, De skrev baade frem og tilbage. Foreløbigt det endtes Med, at flere Kunstnere skjændtes.

Og Stemningen var saa besynderlig deelt, Og Pengene vare nok knappe. Det ene Parti vilde sløife heelt, Det andet — det vilde lappe. Nogle virked’ i Smug for Et Kjødtorv, de havde Brug for. Skjøndt Rigsdagen decretered’ en Sum Til de historiske Rester, Nedbryderlysten var grumme grum, Og grummest var den Borgmester. Men Be r nha r d Ol sen sig reiste Som »Ritter vom heiligen Geiste.« Og rundt i Landet blev reist en Storm, Og Alles Opmærksomhed fæstes Paa Randersstædigheden enorm, Der truer »det Helliggjæstes.« Hr. Go o s var da ogsaa iblandt dem, Der raabte »Qvousqve tandem—?«

gentved ogHardenberg, vilde ikke fylde meer paa Udstillingspladsen endtre Tiører i en Rodemesters Pengepung. Cnicago-Udstillingen er storartet, glimrende stor­ artet! Her slaaer Yankeemes ophøiede Aand os i Møde, hvorhen man end vender sig! Kjære Punch, Du maa ikke lade Dig vildlede, naar Du i Referater her ovre fra læser noget om, at Indvielseskantaten var skrevet til tydske Toner, at alle Bygninger ere i græsk, italiensk, nederlandsk, gothisk, norsk-arabisk Stil, at Kunstvær­ kerne ere franske, tydske, russiske, skandinaviske, japa- nesiske og siamesiske, og at kun Reklamen er ameri­ kansk. Husk paa, at „Onkel Jonathan“ er Manden med den mægtige Haand, der kan gribe og betale. Husk paa, at Yankeen forstaaer at udnytte en Vrimmel af Ideer, hentede fra Europas gamle Lande. Hvad der navnlig fylder En med Beundring her­ ovre, er det fra Michigan-Søen inddæmmede Vandareal. Det er ikke til at beskrive for bare Deilighed, og paa eengang minder det om de kjøbenhavnske Søer, Kana­ lerne og Nyhavn. Bethelskibet mangler vel, men savnes ikke, og ligesaa, men omvendt, Nødtørfterne. Det er ikke saadan at leve i det Fremmede, naar man er vant til at færdes i Kjøbenhavn.