S_Punch_1893

158

Riis falder til Jorden med Udraabet: „Aa, Du min Gud og Skaber! — Skal han nu ogsaa være Professor?“ Severin stikker den høire Haand ind paa Brystet og tilkaster Forskrækkelsen et Marquis-Blik. Gustav leder efter et rigtigt ondskabsfuldt bon-mot. Ferdinand og de andre IJdenbyes tale om at slaae op i Veiviseren for at see, hvem den V ilh e lm M øli er egentlig er. De har aldrig hørt Havnet før. F o r s k ræ k k e ls e n gaaer ned forhi Fronten og siger til Afsked: „Nu anlægges der en æsthetisk Maalestok, og, som sagt, Maalestokken hedder V ilh e lm M ø ller. A lle T h e a t e r d ir e c t e u r e r n e (kaste sig paa Knæ): Men, bedste, kjære Forskrækkelse, kan der da ikke gjøres Noget? E r der slet ingen Pardon? Ju s t it s m in is t e r ie t s B e k je n d t g jø r e ls e a f29 . A p r il (træder frem): Ikke Spor! T-r-r-r-æd af!“

For Mandens Kundskab og Forstand — Den Mand, der hedder Henning. Henning Jensen hedder han, den sammeMand. Men den, der frem i Kampen treen Og stod i Stridens Brænding, Han veed, at Buler giver Meen, Og det veed ogsaa Henning. — Henning Jensen fik af Buler meerend een!

Veileder paa Charlottenborg. K o r t fa t t e t fo r fa t t e t af P rofessor Plukfisch.

Vort Løfte til Læserne tro, gjennemvandrede vi atter forleden Charlottenborgs Sale med vore kritiske Briller paa Næsen, vort Censorblyant i Haanden og vort vel­ villige Smil i Øiet. Hist og her sende vi vore gamle Bekj endte paa Væggen gjenkjendende Nik. „De tre Brødre“ syntes at see endnu mere gnavne ud end sidst; de vare muligen bievne stødte paa Manchetterne, fordi vi ikke havde anseet dem for at være ubetingede Acquisitioner for deres supponerede Søster. Xøvrigt var vor Opmærksomhed naturligvis nær­ mest henvendt paa de nys ophængte Billeder, af hvilke,, én stor Deel kan henregnes mider den Kategori, som vor systematiserende Natur har kaldet den bibelhisto­ riske: Altertavler, Susanner, der gaae i Vandet, og Kirkehøitideligheder. V a ld em a r K o rn e ru p s „Susanne“ have vi alt omtalt; nu har Kunstneren faaet et nyt, om man vil, kirkehistorisk Billede hængt op, der tiltaler os ulige mere end hans skjævbenede Pigebarn. Det er „Bryllup i vor Frelsers Kirke paa Christianshavn“ (Nr. 651).

Qvad om Hr. Henning.

(Mel.: »Jeg er redet ud imod saa væn en Mø«.)

Hvem er den gjæve Vikingsmand, Der aldrig savner Kjending

Af theologisk Strandhugstland? — Jo, Manden hedder Henning; Henning Jensen hedder han, den gjæve Mand.

Hvem er den pennesnare Helt, Der i en snever Vending

Vielsen er lige foregaaet; Præsten har forladt Al­ teret, hvor en ældre Herre er ifærd med at træde i en ung Dames lange Silkeslæb, hvad der bevirker en øie- blikkelig Standsning i den høitidelige Handling, som der ellers er god Fart i. Brudeparret kiler ned ad Kirkegulvet til den ventende Kareth. Glück auf! O lsen V en te g o d t har malet en bibelsk „Susanne“ (Nr. 698), der er ifærd med at gaae i Bad paa et Sted, der ellers er lumsk udsat for nyfigne Blikke. Høie Huse sees i ikke lang Afstand; blandt Andet kan man. seeHovedbrandstationens Slangetaam anbragt i Mellem­ grunden tilvenstre, og derfra vil man uden Kikkert kunne see lige ind i Badekammeret. Mærkeligt nok er der ikke, som ellers ved Susanner, anbragt et Par gamle, næsvise Jøder, der ville kigge,

Gjør Sort til Hvidt paa samme Felt? — Den Helt han kaldes Henning; Henning Jensen kaldes han, den snare Helt. Hvem væver Troens Kjortel ind Med en elastisk Rending Og Islet efter eget Sind? — Jo, det gjør netop Henning; Henning Jensen væver baade ud og ind.

Hvad siger Buhi om samme Mand? At ei han gi’er en Penning