S_Punch_1893

155

Fandens Overmand. Den norske Nordmand er en Gut, Hvad tidt vi har erfaret; Med Pen og Blæk, med Staal og Krudt Han har det aabenbaret. Vi har saavel i Stort som Smaat Ret ofte maattet sande, Hvad Nordmænd har, er dobbelt godt Imod i andre Lande. Paa første Plads han altid kom, Først saa var han fornøiet; Selv i den rene Daarligdom — De mindes Væggetøiet? Han traf det hos sin danske Bro’r, Men turde hurtigt borge For, at det stod i større Flor, Det samme Tøi, i Norge.

Den nye Censor.

„En Forskrækkelse “ kommer frem foran „Hotel Royal“ og raaber: „Riis! Severin! Gustav! Ferdinand! Vilhelm og Du derude fra Alléen! Træd an!“ Theaterdirecteurerne parere Ordre og stille sig op i Geled. Der er en med Tveskjæg, en med Fipskjæg, en med Mundskjæg og et Par Stykker med Bart. F o rs k ræ k k e ls e n :. „Ret! Giv Agt! Je g skal sige Je r noget. I skal have en Censor . . . Der mukkes i Geledet, Og en svag Stemme høres: „Mig er en Prokurator beskikket.“ F o rs k ræ k k e ls e n : „Stille! Ingen Mukken! Disse Prokuratorer skal afskaffes. Hvad Pokker forstaaer de sig paa Dramatik . . . ?“ E n Stemm e fra F o rs ta d e n : „Det er jo ogsaa bare Uartighederne . . . .“ En Stemm e fra A llé e n : „Ja, og saa Personlighederne . . . .“ F o r s k ræ k k e ls e n : „Silentium, siger jeg! I skal stilles under en Kjod- kontrol ! I skal have en fælles Censor, der kan passe paa Je r allesammen!“ Riis’s Øine mødes i stille Undren med Ferdinands, og der gaaer en Gysen gjennem hans Krop. „Saa til . . . Wuthhom!“ sukker han. Men Ferdi­ nand nynner ganske sagte: „Frederik, er du oppe?“ Severin spekulerer paa, om han skal give Censoren en Benefice, og Gustav siger til sig selv: „Det er godt, at „Magdalene“ er gaaet.“ F o rs k ræ k k e ls e n spadserer frem og tilbage med Falkmann under Armen og udbryder pludselig: „Kunde I lide at høre, hvem der skal være Jeres Censor?“ De slaae Hælene sammen og lytte med spændt Opmærksomhed. F o r s k ræ k k e ls e n : „Saa hør da: I skal have V ilh e lm M ø ller til Censor!“

Om Præsterne ei altid her Vi heelt ærbødigt taler. Man mindes baade her og der Adskillige Skandaler, Og Dydens Mønstre uden Pral Var Allesammen ikke; Men norske Normands Oftedal, Ham kan de ikke stikke. Vi havde her i Kana’ns Land Et Børnehjem saa længe; Det var nu engang bragt istand Ved Hjælp af mange Penge. For Alle blev det klart med Et, At det var ei saa herligt; Bestyrerinden tog det lidt, Ja, ganske lidt, for kjærligt. Nu har hun løbet Linen ud — Hun var dog stiv i Skriften — Men vidt om Lande gik der Bud Desværre om Bedriften; Til Norge naaede Rygtet frem, Ærgjerrigheden vaagner; Flux faae de sig et Børnehjem Og saa en Frøken Fougne r !