S_Punch_1893

146

Ved William Blochs Afgang. (Frit efter Ewald).

S i «¿¿¡y

>££. f y i ]

Du Esmann, og Du, Drachmann! I hørte dog den Snak, man Har længe ført om Sceneinstructeurer Og deres minutieuse Interieurer. Hvi tav I da saa længe Til disse Domme strenge? Man skulde troe, at Sceneinstructeuren I vilde gjerne først ha’e sat paa Døren. Mon de for Alvor gjælder De Taarer, som I fælder? Som over søndret Legetøi smaa Børn, I græder over Sceneinstructeuren.

Hold, Taare, op at trille Og Du, min Cither, stille! Theatrets Støtte, Sceneinstructeuren, Hr. William Bl och, gaaer sindigt ud af Døren.

Mens han iblandt os virked, Man stadigt ved ham lirked*;

Men næppe vil han os forlade, førend Han synes uundværlig, Instructeuren. Et tungt Farvel man qvæder; Selv lille Herman græder Og sukker dybt, saa Alle maa sig korse — I »Graaveir« har han altid havt sin Force.

Naar Manden først er vippet, Saa kommer hele Knippet;

Og der ér mange Flere, Som høilydt lamentere,

Med tørre Taarer de som Tøk da græder, Og- deres Baldur de et Drapa qvæder! Sat yr . Almindelighed foretrække at vente med vore opsigt­ vækkende Afsløringer, til de andre Blade allerede have bragt dem, da er det kun, fordi vi ville see, hvorlænge disse kunne være om at gjøre de Opdagelser, vi forlængst have gjort. Forskj ellige Blade bringe idag hoverende en Meddelelse om, at hvad vi med- deelte igaar, har viist sig at være urigtigt. Naturlig­ vis vidste vi, at det var urigtigt, og vi vrider os i Latterkrampe ved Tanken om, at de nævnte høitagtede Organer ikke have formaaet at gjennemskue vor List. Naturligvis vilde vi blot see, om de vilde gaae paa Lim­ pinden. Det mystiske Punkt, som vi har fortiet, kunne vi nu, da allerede andre Blade have meddeelt det, aabenbare uden Fare for for tidlig Indiscretion; men vi spare os Uleiligheden, da det allerede maa antages for ad anden Yei at være tilstrækkeligt bekjendtgjort. Imidlertid veed vi naturligvis langt mere, der, om vi vilde offentliggjøre det, kunde drage uberegnelige Conseqventser efter sig, d. v. s. naturligvis ikke uberegnelige for cs, der fuldtud seer alle mulige og

Imens vi Andre spørge lidt forundrede: Hvi støtted I ei før den, I beundrede? Vi vidste det.

Det mystiske Punkt i — sagen opklaret. Naturligvis vidste vi det. „Punch“ veed Alt og lidt til. Vi med vort uovertrufne Reportersystein, der fuldstændig distancerer ethvert andet Hovedstadshlads Forsøg; vi, uden hvis mægtige Støtte Opdagelsespolitiet vilde staae saagodt- som hjælpeløst. Vi har sat os til Opgave at holde vore Læsere k jour med Begivenhederne, rigtignok først, efterat de ere skete, en Opgave, vi smigre os med at have løst til Dato paa den meest glimrende Maade. Men vi veed Alt før alle Andre. Ogsaa dette vidste vi, bedre endog end „K ø b en h a vn “ . Vi vidste* at Hovedpersonen i Sagen var straffet tidligere, vi vidste, hvad der maatte blive de uundgaaelige Conse- qventser af Forholdene, og naar vi ikke har talt i Tide, er det, fordi vi derved kim vilde have risqueret at blive stemplede som Løgnere og Æreskjændere; men nu er det skeet, hvad vi forudsaae, og nu nyder vi vor Triumf. Nu seer hele Verden, at vi havde Ret. Og naar vi i