S_Punch_1893

Tredobbelt Ansøgning fra Vallensved Præst.

neme lyde saa dirrende sørgmodigt ud mod en skub­ karre, der var stillet op ad plankeværket: „hvad stander vel hist ved den fjældvæg saa brat . . .“ nynnede han til tonerne. i det samme hører han en kvindestemme fra den modsatte side af plankeværket. „den var høj,“ tænkte han, „en ren sopran fra fødslen af“, og han mente at have hørt disse klokke­ toner før, ogsaa her i gaden, men ikke saa klart som nu, da plankeværket fjæmedes. det var sorgens akkor­ der, der bævede bævrende over gaden og op mod den blaa himmel. — han kunde høre ordene: „hvor tindrer nu min stjæme, hvor dølger sig min skat.“ hvad var der dog ikke for en ømhed i denne stemme! som af en, der har siddet længe paa et sted og sørget. han havde rejst sig og stod nu ret op, stift stir­ rende p aa plankeværket, som arbejderne fjæmede, bræt for bræt og pæl for pæl, kun afbrudt engang imellem af en halv pæ’l. og nu . . . nu var de nede i højde med vinduet, bag hvilket den ukendte sangerske maatte sidde, endnu et bræt . . . og saa et til . . . . o g !!! et langt øjeblik rystedes mozart beethoven jensen af overmenneskelig henrykkelse, men saa for han ud paa gaden, satte i ét spring over to brolæggere, tre arbejdsmænd og resten af plankeværket. over dette havde han set josefines skønne hoved, thi hende var det, den ømme sangerske. 10 minutter efter laa de om hinandens hals og græd glædestaarer. han spurgte: „hvor har du dog været i al den lange tid, elskede josefine?“ „her,“ svarede hun, „i denne stue . . . og du?“ „hist ovre — paa den anden side af plankeværket.“ med blanke taarer i blikket udbrød hun, pegende ud mod arbejderne: „og saa skulde dette vidunderlige til, for at vi to kunde finde hinanden! tak, skæbne, dine veje ere uransagelige.“ „ja,“ svarede han, „det maatte bort, dette planke­ værk, dette skrankeværk, der skilte os.“ * * * hvor laa fremtiden dog ikke lys for disse to. hun abonnerede paa „dannebrog“, og han paa „dagens ny­ heder“, bægge havde de løst præmiegaademe, og naar de nu fik sølvtøjet, vilde de gifte sig. med glæde i sindet og haab i hjærtet saa’ de frem­ tiden i møde, og jer, kære læser og læserinde, vil vi raade til at gøre det samme. ende.

Ifjor han fik sig et gratis Bad, Den Badekur gjorde ham rigtig glad, Den skjænked ham Kræfter som en Bjørn, Saa at han iaar kan ta’ nok en Tørn. Derover til det vestlige Fjerne, Til Chikago, han vilde saa frygtelig gjerne, Hvis Staten vil »zahle« blot hvad det koster, Thi ei det orker hans egen Moster. Og hjemkommen vil han derom tale Saa lifligt — hvis Staten blot vil betale. — ! Ja hvad kan dog ei et Bad gi’ Kræfter? Han blev saa stærk, at han skrev derefter En Mængde theologiske Skrifter. Betal og, o Stat, hans Forfatterbedrifter! I gamle Dage hed „Finantshovedkassen“ som bekjenat „Zahlkammeret“. Pastor Zah le skal have andraget om, at det tid­ ligere Navn genoptages, dog med den Modification, at Navnet fremtidigt bliver „Zahles K a sse “.

Tandlægekrlgen. Tandlægerne er et polemisk Folkefærd. De skjære formeligt Tænder i Stridens Hede. Hel­ digvis tør man gaae ud fra, at de Herrer arbeide meest med forlorne Tænder, saa Sagen er vel ikke saa farlig endda. Rød Plakat. ► „Kisten“ havde forleden rød Plakat for etPar af sineSanger­ inder, der ikke saae sig istand til optræde formedelst Hæshed. Undskyldningen synes os iøv- rigt at passe til enhver ordi­ nær Kisteaften. Det gaaer rask med Udsig­ terne til et Monument forChri­ sti an IV. Man er allerede i Gang med at skjændes omPlad­ sen. Saa kan vi muligvis naae frem til Afsløringen saadan ved det Lag midt i næste Aar- hundrede?