S_Punch_1893

130

A p r i l v i s e .

I

j i % m å å l

Mel.: »Lott’ is’ todt!« D e n fæle Vinter er forbi, Som vi har havt saa længe, Og der er Fred og Harmoni Rundtom i Vang og Vænge. At Frederiksborg blev sat i Brand Et Øieblik kan harme, Men seer man først, det er »en And« Af Herrer, der er »varme«, Man ryster lidt paa Ho’edet, si’er: lad gaae! Men det er dog forskrækkeligt, hvad Vi c t o r finder paa.

Hvorhen man skuer — Sol og Smil Nu, Vint’ren er forsvundet. Naar først man kommer til April,

Saa har man Seiren vundet. En foraarsfrisk Rhabarbergrød

Vi med det Første spiser; Paa Reier er der ingen Nød Saalidt som paa Radiser. Men kan man faae en saadan deilig Mad, Saa var det dog forskrækkeligt, hvis ikke man var glad! At stadigt saa godgjørende Medmennesker man finder. »Samaritanen« ikke mere Fattigfolk bespiser, Men Skuespillere tractere Os med Beneficer. Men naar paa sligt et Tractement man bød, Saa var det dog forskrækkeligt at tale her om Nød. og sang sin sorg ud i toner, der vækkede alle kvar­ terets katte, og urtekræmmerdrengen henne paa hjør­ net gav sig til at synge paa sit tagkammer: „oh! havde jeg vinger.“ hvilket gjeme indbragte ham mindst én vinge fra den i samme værelse boende svend. men som mozart beethoven jensens sorg var paa det højeste, skete der noget, som med dybe spadestik greb ind i hans tilværelse, der kom arbejdere i gaden, og de medførte save, økser, spader og skovle, det var plankeværket, der skulde fjærnes, og arbejderne tog fat fra den tidlige morgenstund, der blev gravet ved foden af stolperne, savet og hugget i brædderne. den unge musiker tog sin violin frem og lod to Og saa er det saa rørende At see, naar Vint’ren svinder,

Se, overalt man hører Sang Og Klang og Foraarstriller; Hr. Ab r a h am s for sidste Gang Hver anden Aften spiller. S ir B o o t h , der kommer langveisfra, Sit »Frelsens Hærværk« gjæster

Og hilses med Halleluja! Og det for fuldt Orchester. Man siger, naar man Fyrens Indtog saae: Det er forskrækkeligt, hvad »Frelsens Hær« kan finde paa!

han, hun og plankeværket. københavnsk roman i korte træk af jo k um s i v e r t s e n .

„hvor er da, min josefine?“ stønnede han, „skal jeg aldrig mere se dit skønne aasyn, aldrig mere lægge min arm om din midje og føle dig gynge som en vidje under den lette dans? sprang du, min lykkes kvint, og skal jeg herefter ene spille paa sorgens mørke strenge?“ saaledes sad han og sendte sin klage ud mod plankeværket, ligesom jøderne for mange aar siden sad og klagede ved jordans bred. saa greb han sin violin