S_Punch_1893

127

han, hun og plankeværket. københavnsk roman i korte træk af jo kum s i v e r t s e n . tre d je a fsn it,

hinanden, men da han søgte hende, var hun væk, og da hun søgte ham, var han ogsaa væk. det lyder for­ underligt. men, kære læserinde og læser, der er meget for­ underligt i livets romaner, eller som shakespeare siger: der er mere mellem himmel og jord, end man kan se fra rundetaarn. (more than we see standing on the round tower, copenhagen. k.) han søgte hende allevegne med mandens kækhed og energi, og hun søgte ham med kvindens fine reserverthed og diskretion, i „københavn“ skrev han billet dukser til: „jo se f..e p e t..se n “, og i „aften- bladet“ rettede hun fine hentydninger til: „moz . . t beeth . . en jen . en“ . men det var som om skæbnen havde svoret ved logos, at han og hun aldrig skulde finde hinanden. de græmmedes og de svandt som et par rekord­ sættende cykler, men uden at den ene kunde have den sorg eller glæde at se det paa den anden. da vi indtil videre ikke kunne følge dem begge, saa lad os følge ham. han fik afsky for sin bolig inde i byen, ti livets travle støj smertede hans oprevne sind og sled i hans forpinte nerver som en matros i en tovende, derfor lejede han sig et værelse ude i en ai forstædernes sidegader, et værelse i stuen, med egen indgang, kaffe om morgenen, sporvognen lige forbi døren og alle be­ kvemmeligheder. det var ret et asyl for et af sorgen nedbøjet menneske, der til sin trøst kun havde den hellige kunst . . . og saa de to roser, en hvid og en rød. dem j osefine havde givet ham hin vidunderlige nat. ak! det gik snart med roserne som med ham selv: de sad kun svagt paa stilkene. ned gennem den lille gade løb plankeværket, mod dette plankeværk lød hans suk i mangen aftenstund, saa ekkoet rungede højt gennem den rolige gade. (sluttes.)

som de gjorde lykke de to! da hun sad ved kla­ veret og lod toneme rulle ud i salen, en hærskare af kælne lyde og bydende raab. toner, snart lokkende og dragende, snart truende, og han stod bagved, med sin stradivarius fra lille kongensgade trykket op under hagen, harpiks paa buen og begejstringens fosfor i blikket. han spandt violinstrængenes smeltende lyde ud og kastede dem som et islæt af silkespind ind i kla- verets brusende sang. der var saa stille i salen, at man ikke kunde høre andet end hendes klaverspil og hans violin, ingen trak vejret, og man vilde ikke have hørt en knappenaal falde til jorden, men damerne brugte forresten alle­ sammen sikkerhedsnaale. hvad han og hun tænkte ? aner det ikke. de svang sig kan hænde paa tonemes vinger ind i drømmens rige. eller deres tanker drog — kan hænde —tilbage til kyllingestegen og grønærterne, hans hvide skjorte­ bryst knitrede og hendes blegrøde bluseliv gik i bølge­ gang, af henholdsvis bevægelse. de rejste sig, og jublen slog dem i møde. men saaledes havde de heller aldrig spillet før, hverken hun eller han. det var da ogsaa første gang de spil­ lede sammen. fje r d e a fsn it, hvorledes var det gaaet til, at han og hun hin skønne nat blev bortrevne fra hinanden!1 hvilken ond aand havde spændt sit næt imellem dem? . . . kan ikke sige det, har aldrig hørt det. de havde aftalt at skulle mødes inden de skulde skilles og komme til hinanden inden de skulde gaa fra

Avertissement.

En Buldug paa 2 A a r er til Salgs. Den æder hvadsomhelst o g holder m eget a f Børn. — Man hen­ vender sig paa — bladets Kontoir.

.

-

Brevkasse.

D r e n g e n s F a d e r :

Ja , hvad skal je g fange an

med den D re n g ?

Har. har jo Set. Veits Dands.

Det

V. S . Kan ikke benyttes. F r k . L . Bidrag m o d t a g e s fra Enhver uden Hen­ syn til Alder, Stand eller Kjøn, men om de b e n y t t e s , er jo et andet Spørgsmaal. —

er frygteligt, saa han vrider sig. G j æ s t e n :

L ad ham uddanne til Virtuos

paa

Piano, saa kan det gaae for Kunstnerflothed.

nafiT’ Med dette Numer følger et illustreret Annonce-Tillæg. " •0