S_Punch_1893

126

Bojsen fortalte mat og myg, At hnn havde været kyssesyg; Alen Lansthinget koldt havde sagt: „ Nei , Jøsses Bevares vel for med ham at kysses!“ Over hele Linien prækes der Krig, Skjøndt ganske sikkert et magert Forlig E r bedre langt end en fed Proces. — Ifald Du ellers vil spørge mig ad, Hvad Der foruden Striden E r oppe i Tiden. Hvilke Gaader man søger at løse, E r Svaret vel rettest: den religiøse! Det er nu svært taget til med Aarene, Alissionairerne brøler i Gaardene Og skiller Bukkene ud fra Faarene Aled en Svada, der ikke er heelt bedaarende; For Studenter og Studentinderne Vilhelm Beck Præker i Foreningen, Saa at Taarerne Triller af Latter dem nedad Kinderne. Katholikerne, stadigt beilende Til den store Alængdes Gunst, Atter har jaaet Vind i Seilene — Det er Folk, der forstaaer deres Kunst. De agiterer i alle Retninger, Som nu forleden med Fødders Tvætninger. Biskoppen vadskede Oldingebeen, Tørred dem af hver evige En; Der kunde man sige: Den er reen! Og mens Indremissionairerne Tordned’ og buldrede, Pa ter Lange gjør, fint besnærende, Halvdelen af vore Damer kulrede. Aledens Min gjør angst og bange Alle de Alange, Der stadigt skjælvede For det Vilhelm Beck’ske Helvede, Pa ter Lange, saa snild som en Slange, Paradishimmelen over dem hvælvede. Ingen Forundring derfor det vækker, At den, der har Valget mellem at troe Paa disse Alternativer to, Foretrækker Paradiset, der ikke forskrækker; Og ikke kommer det uformodet, At Folk bliver heelt katholske i Heldet. — Se nu, min kjære, elskværdige Jens, Ja, nu er jeg læns. Imens Jeg haaber, Du er tilfreds med mit Brev. Til Slut jeg da skriver, som før jeg skrev: Farvel, min Jens! Hold fr i Dig for al Slags Pestilens! Og vær forresten glad ved din Vens Pens Her credentsede Punchessens!

R i m b r e v til min Vtn Jens paa Landet. r-y— ■ ' /.

iin.m 11 /( 11 11»11rfhrrfn»ini*iirnr ,ii* ii Hi fif M in * •■►•«g | •••• ii \ \ m iipuiuiiHnnnaRHimprfif i .

E i skværdige Jens! en lang Vacance Var der i denne vor Correspondance. Iionny soit qui mal y pense! — Atter tager jeg Pennen fat Og skriver til Vennen om Dit og Dat I Haabet, at Jeg findel' den gamle Assistance I en modtagelig Aand Og Haand I harmonisk Balance. — Det har været en meget bevæget Tid Aled Slæb og Slid Paa alle Kanter; Særligt de Borgerrepræsentanter Vakte her en betydelig Strid. Alle de gamle bleve vippede; Aluligt var de vel ogsaa lidt sippede. Alodet overfor K ay s e r ’ en glippede,

Hver Gang det ret alvorligt kom an paa At vise Selvstændighed og Forstand paa Sagerne — Derfra Klagerne, Og derfor gik L ichtenberg tabt for Bagerne; Og ikke bedre Gik det de øvrige vise Fædre. Skal man nu dømme fra alle Fagterne, Kommer vel næste Gang Touren til Slagterne. Neppe troer jeg, at deres Older­ mand J u u l til næste Paaske holder Og i Baad- og Domhuset slaaer sine Folder. I Pigsdagen gik det i Hui og Hast; B o j sen og D ine sen kjørte fast, Og Forliget brast!