S_Punch_1893

123

Punch drømmer. I. Flatødrømmen. (Sluttet.) Men i samme Øieblik som Unicumet med et v e ­ modigt Blik op til Punch er i B egreb med at synke til Bunds, viser der sig en grimmig Hai, der er bevæ get a f en saa levende Interesse for den oldnordiske S a g a ­ litteratur, at den griber Unicum’et med sine gebommer- lige Tæ nder o g sluger det i een Mundfuld. Rædsel- slagen raab er Punch paa D ansk: » Sk yd mig den Hai strax!« Men B ro d er Jonathan forstaaer ikke Dansk o g stirrer uden Forstaaelse paa ham. Punch indseer, at han maa sprække Engelsk, men hvad hedder en Hai paa Engelsk ? Han veed det ikke, men gode R aad ere dyre, og Faren giver ham Aandsnæ rvæ relse. Han gaaer ned i K a ­ hytten for at hente Larsens dansk-engelske o g slaae Ordet »Hai« efter i denne ypperlige lille B o g. Han kommer op igjen, bladende i Bogen, men han ryster saa vold­ somt paa Fingrene, at han ikke kan finde Stedet. V an­ vittig a f Sk ræ k over at tænke sig, hvorledes det vil gaae ham, naar han atter kommer hjem o g stedes for Overbibliothekarens Øine uden at medhave Flatø’eren, kaster han Larsens lille i Vandet. Haien boltrer sig endnu bestandigt om Skibet, i E t væ k grinende op til den ved Rælingen forsamlede Menneskemasse o g tænkende ved sig selv: » Ja vist! I bilder Je r ind, at je g skal give den fra m ig igjen? Jo , lur m ig! — Nei, lille Børn, je g er sgu ’nte født igaar.« D yret viser nu, at det er et m eget alsidigt o g med omfattende litterær Sands begavet D yr, thi da Larsens lille kommer susende gjennem Luften ned til det, sluger det Larsens lille med. »This — hay — this — animal — æh — must be shot,« raaber Punch i den yderste Sjæ leangst. Nu forstaaer Jonathan. To Matroser gaae i en Baad, en tredie firer en stor Kasse Peber ned til dem, og denne hive de i Øinene paa Havets glubske Konge. Han, der ikke er vant til den Tobak, nyser forfæ rdeligt og faaer tilsidst a f Anstrængel- sen Krampe i Bugmusklerne, hvorved saavel Flatøbogen som Larsens lille atter komme for Dagens L y s. Punch jubler som en gal Mand. De to Matroser række alle ti Fingre ad Haien, der bliver umaadelig flau o g fo r­ svinder med Halen mellem Benene. —

Men hvorlænge var Abrahams i Paris ? Matroserne ere saa klodsede, at de ved at tage Flatø’eren ud af G abet paa D yret, atter tabe den i Vandet, o g da den nu, ved hvad den alt har gjennemgaaet, er bleven heelt gjennem trængt a f Vand, synker den øieblikkelig tilbunds. — Naar Drømmen har naaet det Forfæ rdeliges T o p ­ punkt, vaagner den Drømmende. Dette Punkt er nu naaet. Flatøbogen var druknet i Atlanterhavet. Ud­ sigten til de 12000 Dollars for det ansvarsfulde H verv ved Tilsynet med B ogen paa den farefulde Expedition var tabt; maaskee kunde man ovenikjøbet risquere, at der gjordes Erstatningskrav gjældende for Tab et af det uvurdeerlige litterære Klenodie. Kunde man o ver­ hovedet komme hjem efter en saa betydelig Prostitu­ tion? V ar det ikke bedre at lade sig landsætte paa Azorerne o g forsøge at skabe sig en Existents som R edacteur a f the Azorical Times end at gaae tilbage til Kjøbenhavn og blive modtaget a f det kongelige Biblio- theks, Cultusministeriets o g hele den arkæologiske o g islandske Verdens M isfornøielse? Disse Spørgsm aal stormede gjennem Punchs Hjerne i Løbet af en ubetydelig Brøkdeel a f J g Secund, o g — saa vaagnede han. — O, hvilken F ry d ! D et var L ø gn Altsammen! Flatøbogen o g Overbibliothekarens Hat o g Larsens lille var altsammen i Behold, o g Punch var heldigvis ikke Assistent ved det kgl. Bibliothek o g ikke udnævnt til Inspecteur over B ogen ved dens Transport til og Frem ­ læ ggelse paa Udstillingen. Thi Risikoen ved at o ver­ sende den dyrebare B o g har viist sig i en saa for­ fæ rdelig Skikkelse for dem, der havde fattet denne dumdristige Beslutning, at det nu er bestemt, at de gode Chicagoianere skulle spises a f med en fotografisk Gjengivelse. Mon Yankee doodle vil finde sig i sin Skjæ bne? Mon vi tør gjøre Regning paa, at vi ikke, i Anledning a f denne skjæbnesvangre Skuifelse for Amerikanerne, løbe F a re for at blive indviklede i en haardnakket og langvarig K rig med Amerika, en K rig, hvis Udfald, trods vort anerkjendte og ofte prøvede for­ træffelige Krigsberedskab, dog i hvert Fald maatte blive tvivlsomt? — Vi ville haabe det!

E l l e n :

V ar det Din Ven, Du fulgtes med igaar?

I d a :

N aada!

Næ , det var re ’nok min For-

laavede.