S_Punch_1893

115

Paa den lange Søreise, der, Modvinden fraregnet, iøvrigt foregaaer i Magsveir, saa at Arbeidet ombord lader Mandskabet megen Tid tilovers, see Matroserne sig snart om efter lidt Extraadspredelse, og det varer ikke længe, inden de beslutte at holde Punch for Trekant efter en større Maalestok. De vælge en Ordfører, der skal forsøge at formaae ham til at vise dem den mær­ kelige Bog, og da han for ingen Pris tør indlade sig herpaa, fjerne de sig tilsyneladende dybt bedrøvede, men om Eftermiddagen møder atter en Deputation for at bede ham idetmindste at forevise Nøglerne til Jern­ skabet. Da han heller ikke vil dette, gaae de omkring med mørke Miner og raadslaae i forskjellige Grupper, der discutere Sagen med ivrige Gebærder og af og til gjørende Tegn hen imod ham. Han tvivler nu ikke om, at man tragter ham efter Livet. Hvad skal han gribe til? Med sine 12 Gefreidere kan han jo ikke gjøre noget mod 50 Marinesoldater og 186 Matroser, der alle kunne optræde bevæbnede med Øiebliks Var­ sel. Efter en skrækkelig Nat, tilbragt paa en Stol opad Jernskabet i frugtesløse Overveielser angaaende, hvor­ ledes han skal redde sig ud af denne Knibe, begiver han sig i Fortvivlelse næste Morgen op paa Dækket. Efter at have brugt en halv Tønde Vand til at bade sine af Graad opsvulmede Øine, for at man ikke skal see, i hvilken Grad han er til Rotterne, vil han begive sig tilbage til Kahytten, men møder Overbaadsmanden, der med et skummelt Grin spørger til bans Befindende og derpaa, uden at vente paa hans Svar, piber hele Mandskabet op paa Dækket. To haandfaste Matroser

Redactionen af „Ranch“ ! Maa jeg tillade mig at spørge, om Redactionen af „Punch“ ikke er enig med mig i, at det bør være enhver communal Styrelses Sag at gjøre Opholdet i en Commune saa behageligt og tiltalende som muligt for Beboerne? Ubehageligheder bør saa vidt muligt holdes borte. Je g sigter til de syv nye Rodemestre, og jeg spørger enhver af mine Medborgere, om det er nye Rodemestre, vi her i Byen trænger til? Skal de bidrage til at gjøre os Opholdet behageligere, forskjønne Byen eller deslige? E r en Rodemester egentlig et smukt Menneske? Je g mener nei. Selv om han var skjøn- nere end Adonis, — naar man blot har seet ham to Gange med Skatteqvitteringen, er han, som ved Trold­ dom, strax forvandlet til en complet Grimrianus. Ikke en Mo’rs Sjæl andre end maaskee Rode­ mesterens Kone og Børn holder af at see ham. Naar vi seer en Rodemester staae i voi Gadedør, saa lister vi op ad Kjøkkentrappen, og dersom han ringer paa Entréklokken, lokker vi vore smaa, uskyldige Børn til at sige, at F a ’r ikke er hjemme før om fjorten Dage, eller at han træffes bedst mellem 4 og 6 omMorgenen. Kan det da forsvares, at ansætte hele syv? Kunde det tidligere Antal ikke nok have besørget det fornødne Roderi paa forsvarlig Maade? Ærbødigst

gribe Punch i Buxelinningen, medens en tredie be- mægtiger sig Nøgleknippet, som han leverer til eri fjerde, der gaaer ned i Kahytten og lidt efter kommer op med Flatøbogen, hvilken han giver til en femte, der i et Anfald af dithyrambisk Overstadighed — hiver den ud over Rælingen. Unicum’et falder i Vandet med et uhyggeligt Pjask, der bringer Punch til at sittre over alle Lemmer accurat som den gamle Geronte i Sækken, mens Scapin prygler ham. (Fortdrømmes).

M ommesén, Næringsdrivende.