S_Punch_1893

110

han, hun og plankeværket. københavnsk roman i korte træk. af* jokum sivertsen. fø rste a fsn it,

han blandede den søde berusende drik, der funk­ lede rød-gul-gyldent i de krystalfunklende glas. og i facetterne laa udenpaa den varmtglødende drik som et svøb af regnbuefarver, samlet op i glassets klædning,

de glemte alt i verden, kun ikke sig selv. „jeg hører harper i luften!“ sukkede hun.

„jawohl!“ svarede han . . . han havde spillet med peter fischer i berlin . . . „der himmel hängt voller geigen“ . . . es ist eine alte geschichte!“ i det samme lød det inde fra den store sal: hvor har vi dog kunstens udøvere? frk. josefine petersen! hr. mozart! kom dog endelig frem og lados nyde godt af deres selskab. to henkastede servietter, to henkastede drue­ klaser, to henkastede blik . . . og de gik. ind til de andre, ikke en mine forraadte, at to hjerter, der nys havde banket mod hinanden, brat var skilte, han trak vesten ned, hun skød brystet op, og ind traadte de i den store sal. (plankeværket optræder senere.)

hun hed josefine, efternavn petersen. var musik­ lærerinde. uden elever, men med et mørkt nøddetræs klaver og et lyst blik paa fremtiden, hun var 63l/a tommer i højden, 18 om livet, blond, smuk, 20 aar og ukjendt med denne verden, smaa sorte fødder — i strømper — og store blaa øjne. mozart beethoven jensen hed han« violinist, gnist af geni. spillede primoviolin til 4 kroner pr. nat. til baller, paa glade steder de to førte skjæbnen sammen ved et af disse pudsige indfald, den kan have. snurrigt, men det skete, paa et afdansningsbal -hos danselærer svend- sen i antoniestræde. hun havde været der den hele aften, han kom først, da morgengryet nærmede sig os og vor stad fra de fjerne lande ude over østerbro og langelinje, han var 67 tommer høj. mørk, af stort haar og lille overskæg, kæk, lidt flabet op­ træden, men certosa. holdt skræder paa østergade, men havde ikke boxer i landmandsbanken, var i et og alt et rart barn af den kære familje. lian og hun mødtes paa ballet, og de dansede, som det er at danse, arm i arm og bryst mod vest. de dansede saa de sansede at de kransede livets lykke i lette svingende sving til tonernes klingende klang, og efter dansen satte de sig pustende, paa bænken. and et a fs n it, efter dansen mødtes de senere hen mod morgen­ stunden . i et kabinet, hvor han bød hende kylling med grønært. ti galant var han, mozart beethoven jensen, lige til neglerødderne, og de spiste, som to glade børn kan spise, lidt vin til maden fik de da ogsaa, og noget knas derefter* i al tarvelighed, men fornøjeligt. om de kyssedes? véd det ikke, tror det ikke. hun var saa uberørt og saa mimosafin, at tanken viger skælvende tilbage for den tanke. . . . de sad blot med hinanden om livet og spiste konfekt, pludrede glade dertil og rev en knallert af engang imellem, saa barnlig uskyldigt. det er slige lykkelige stunder, der rejser det store lyse livets paulun over os menneskebørn, saa der lægger sig roser over al grimhed. og vi hører har­ per i luften. „skal det saa være en lille halv historie?“ spurgte han. hun svarede: „aaja, men lav du den . . . . hører du . . . , lav den . . . . du . . . . min brygmester!“

Slet lønnet Tjenstiver.

E n Mand med ganske god Forstand Engang kom op til Jyders Land Som Birkedommer, hvor han byder Lidt grov Konfekt de brave Jyder. I Hovedstaden i hans Rige — Byfoged var han jo tillige — Man baade dobled’,. og man drak, Og der blev koplet — mange Tak! Og der var glade Pigebørn, Og Bedsteborgerne, de trak Ret ofte med en ærlig Bjørn — Alt det i Øiet var en Tjørn, Om ikke just paa deres Præster, Der tidt var Gildets muntre Gjæster, Saa desto meer paa den Borgmester. Der herskede Uteerlighed Reentud til Umaneerlighed.