S_Punch_1893

106

I Raadets bøie Hal Sees en Borgmester sidde, Han opsummerer Tal Og mumler i sin Qvide: „Godnat, Godnat! Nu drømmer jeg om min Skat!“

Qvad om Husleieskatten.

Punch drømmer. I. Flatedrømmen. Naar man i Fantasien har oplevet noget Skrække­ ligt, og oplevet det saa levende, at man i Øieblikket er fuldt overbevist om, at det' virkelig er hændet En, hvor er det da velgjørende at blive revet ud af sine Forestillinger og føle, at det Skrækkelige er svundet, og at man er det borgerlige Menneske, man har kjendt saa godt i en lang Aarrække, og som, om man end aldrig har faaet noget af sine Ønsker opfyldt, naar de gik ud paa større Værdier end høist x/2 Krones Penge, dog heller ikke er en mere plaget Mand end absolut nødvendigt for ikke at blive storsnudet af Lykkens Begunstigelser! Saaledes havde Punch forleden Nat en skrækkelig Drøm. Han drømte, at han stod alene i en stor Sal fyldt Tned mange Reoler, der alle vare fulde af gamle Bøger, nogle med Svinelæders-Ryg og nogle uden Bind, blot med en Sammensyning i Ryggen af Bladene og en diskret Seddel paa Ryggen med Angivelse af Titelen. Det var det kgl. Bibliotheks Bogsal for gamle Manuscripter, oldnordiske Sagner etc. Punch var Assistent ved Bibliotheket og yar ifølge Indstilling til Cultusministeriet udnævnt til Overopsynsmand over Flatøbogen paa dennes Reise til og fra Udstillingen i Chicago saavelsom undr i selve Udstillingen. Det var et hædrende Hverv, ganske vist, og P. var ogsaa umanerlig vigtig deraf, ligesom han ogsaa var meer end tilfreds med det ham tiltænkte Honorar for det ansvarsfulde Hverv, et Honorar, som Amerikanerne selvfølgelig betalte, og som med nyengelsk Flothed var sat til i o Gange saa mange Dollars, som han oppebar aarligt i Kroner som Bibliothekassistent. — Han stod og stirrede paa en høist uanselig Bog oppe paa den allerøverste Hylde tilvenstre. Det var Flatøbogen. »Herregud!« tænkte han, »er det virkelig Flatøbogen? — Det gamle Skind! Det havde den nok aldrig tænkt, at den saadan skulde komme ud og føite paa sine gamle Dage. Ja, Skjæbnens Veie er uransagelige! Det maa da være en smal Sag at passe paa saadan en lille Bog. Gud, hvor Folk dog i Grunden er be­ synderlige! Sikk’en ldee, at invitere saadan en Bog ud i Selskabslivet! Naa, ja, hvorfor ikke? Det skal saamænd være mig en Fornøielse at tjene alle de mange Penge, for at den kan komme ud og muntre det gamle Cadaver.« — Drømmen skifter. Med Et er Scenen ude paa Toldboden. Overhofmarskallen, denamerikanske Gesandt, Kjøbenhavns Overtoldinspecteur samtHavnecapitainen ere

: »Ja, hvis i Skovens Hal«.

I Magistratens Hal, Som ogsaa hist paa Thinge, De vilde lave Bal, Og Ballet skulde bringe

En Skat, En Skat En deilig Husleieskat.

Men Borgerskabets Mænd Fra Øst til Yest og Nørre Sa’ alle: „væk med den, Hvad skal vi, maa vi spørre,

Med Skat, Den Skat, Den ækle Husleieskat!“

Og da mod Valg det randt, Hver Kandidat sit Ho’ed F ik lagt i Blød og fandt Paa noget andet No’ed

I Skat, I Skat Istedetfor Husleieskat.

Klavér og Cykleskat Hvem veed vel, bvor det ender? Tournure, Silkehat, Lorgnet, forlorne Tænder I Skat! I Skat!! Istedetfor Husleieskat!!! Men gaaer den ei iaar Med Skatter paa Beboelsen, Engang vi den vist faar Trods Salomon og Olsen, Den Skat, Den Skat Den — hu — ha! — Husleieskat!