S_Punch_1893

103

Nu vilde B a je r til at tale om Fredssagen, men det blev for meget for Forsamlingen. Der opstod et infernalsk Spek­ takel, og der hørtes Opfordringer til at smide saavel Taleren som Liget ud. Paa een Gang saa P u n c h sig om og opdagede, at han var til Direktør H ein s Borgermøde i »Fønix«,. men alle de Tilstedeværende var Medlemmer af Ligbrændingsforeningen, og Meningen maatte altsaa være, at P u n c h skulde brændes. Men som en Røg skiftede Billedet. Han var ikke mere i »Fønix«, han var selv den Fugl »Fønix«. Brændingen var forbi, og han hævede sig forynget op af sin egen Aske. Men nede paa Jorden stod de Efterlevende og sagde: Saa Du Røgen ? W as th u t1

Det var en mild Graavejrsdag. Paa Boulevarderne laa den Sne, der faldt ifjor, og Kammerherren havde undtagelses­ vis ikke rød Plakat. Alt det Fejeskarn, som Magistraten om- hyggelig havde samlet sammen til bedre Tider i smaa Bunker, blev flydende og drev henad Gaden, hvor tankeløse Fod­ gængere gik og traadte i det, saa de fik deres Galoscher fulde af de stakkels vise Fædres opsparede Rigdom. Det saa ud, som om Naturen havde Snue. Men Sagen var den, at den græd, fordi P u n c h var død og skulde be­ graves. Foran Kisten gik P u n c h ’ s mest hengivendes Elev E jnar Jø rren sen og blæste en Sørgemarsch i Fingrene. Bagefter samme fulgte en udsøgt Skare med begge Rigsdagens For- mænd i Spidsen. Begravelsen skulde paa Grund af Kirkenøden foregaa fra Kammerherrens Gravkapel, der i Dagens Anledning var sunket endnu dybere end selve Operaen, hvilken Foranstalt­ ning var truffet af den af Kultusministeriet nedsatte Theater- kommission. Fru Juliane P etersen havde naturligvis skaffet sig et Adgangskort til Kapellet, og Fru Schrøder havde været der fra om Morgenstunden for at holde Plads til hende. Smaa Sorte fungerede som Sørgemarskaller, O ctaviusH ansen lagde sin Sorg for Dagen ved at tale endnu mere Sort end sædvanlig, og Mads Jo rd e mod er m and‘havde drukket Sorte ligefra Morgenstunden. Ja om det saa var Secher, havde han rent glemt, at han nogensinde havde været rød, og om Morgenen havde han udsat en Hagelskadeforsikrings-Præ- mie paa 4 Millioner Kroner for de indenbys Abonnenter, der kunde gjætte, hvem »Politiken«’s Portræt af Frøken Anna Hude egentlig forestillede. Bagermester Jacob Marstrand havde sendt baade Kranse og Kringler, og Brygger'J ac o fa­ se n havde leveret Gravøl fra Fad. Mærkeligt nok var P u n c h selv med til Begravelsen og gik efter Kisten omgivet af alle sine Paarørende. Der var ingen af dem, der var bedrøvet. Paa en Maade var det baade P u n c h og ikke P u n c h . Han var den samme som altid, men det var, som om han var bleven noget yngre. Først kunde han slet ikke forklare sig denne psykologisk interessante Kjends- gjerning, men saa gik det op for ham, at han vist maatte være blevet et Søndagsbarn, og at det hele maatte være en Vision. Det blev en løjerlig Begravelse. Henning Jensen holdt først en Tale, som bagefter blev trykt for Liniebetaling i »Po- litiken«, skjønt det slet ikke var nogen Liniebegravelse. Da det var besørget, skulde et Kor afsynge et Farvel, men der var Ingen, der vilde begynde, saa den lille Gust av Esman n maattte staa op med et vældigt Vækkeur i Haanden og sige, at hvis de Tilstedeværende ikke vilde gjøre Kortjeneste inden to Minutter, kunde de gaa deres Vej, og han vilde ikke se dem mere for sine Øjne. Dette havde ogsaa til Følge, at en Mand af Forsamlingen gik, men han kom strax efter tilbage ad en anden Dør, og saa puttede Gustav Uret i Lommen med den Bemærk­ ning, at han ikke behøvede det mere, da han nok vidste, hvad Klokken var slaaet. Paa dette Tidspunkt ringede Liebe og udbad sig Til­ ladelse til at sige nogle Mindeord om den Afdøde. Han be­ klagede, at han saa tidt havde gaaet sine egne Veje, men han var vis paa, at de Tilstedeværende altid med Glæde -havde set ham i deres Midte. Medlemmerne vilde slutte sig til denne Udtalelse ved at rejse sig, men da i det samme en af de Kongelige forlod Lokalet, maatte Liebe op og bukke, og saa bukkede Medlemmerne ogsaa som paa Kommando.

t$ î1/ / H vad gjør Tysken ej for Penge? E r et godt og gammelt Ord, Som har existeret længe Og som følgelig man troer. Men, naar de til Penge trænge, Man med noksom Undren ser: Hvad de gjør for in g e n Penge, Det er meget, meget mer. En Flok »Gjæster« vil hertil Og h a’e hoch-germanisch Stempel Sat paa dansk Komediespil, E r dem som en ækel Gêne A l Slags Bytten-Mønt forhadt, Saasom selv lidt Sølv at tjene Eller at gi’e Fattigskat. Derfor de med Fryd tournere V il hos os med deres Kunst. Thi de aldrig kan riskere Her at vinde Guld og Gunst; Midt i Salen, tom som Graven, Ses til Frau Germanias Pris Kun B o r c h s e n i u s paa M aven Mylre langs Professor R i i s. Fo r at skaffe to saa store A ander lidt Lyksalighed, E r det klart, at con am ore V i m aa med paa Maven ned! Stadens Fædre i en fattig Tid faar aldrig nok a f Skat, — Tænk Dem saa hvor nobelt, at de Kan gi’e Tyskerne R abat! Men hvad sa a ? — N aar deres Næring Man for A lvo r skærme vil, Bør man gi’e dem Kost og Tæring Er De m e d ?

Hvis, for Exempel,

Og en Drikkeskilling til! — Vælt saa »Dagmar« i Ruiner,

A t det helt forvandles kan Til en Kunst-Kultur-Berliner- Agentur-Sam aritan ! OSET- Med dette Numer følger et illustreret Annonce-Tillæg. "V©