S_Punch_1893

98

©Tan ffulbc tænfc faft, at flig ^ortreb og 3<*Ttmter <£r nolbt af Nemesis, fom Punch mcb (Øjengjælb rammer, ^ormebelft at fyan fyeelt fatyriff nar, ben Hab, X)a „bet ^orenebe", btsnærre, fftltes ab; han gierne frybeb’ ftg, naar Penftre fif en Henne; Ztu fommer beren ©ib, fynor faabant nil fig fyænne; Punch feer meb Pemob i fin fnart forløfte Sjel, Kt ben er renet ub og rennet fyos barn feln. ©en ^ierte fyar fom Sten, fynis ©ine iffe rinbe, Xiaar ret ijan tænferpaaben£ob, <£nsKropfanfinbe, Kt ben, forinben man fyar opnaaet Stonets Kar, ©Taa fjfltle ftne Been paa Penftre Kirfegaarb! ©ænf, om at gaae igen fyan nil, Fanb ffe, forføge, Bnor i fin Cenetib fyan pleieb nan at fpøge, ©g berfor faa ben Pæl i Cinct rammet ret, Som Penftre nilbe fjant i proniforiet! — ©og, om bet enb er tungt at ffilles ab i ©Ttbten Kf ben faa frybefulbt begynbte Kargang \9, €n anben Bolig bog for os berebet bifer, ©er norber for nor Siel en enig Sielefnir. ©erfor bet er en ©roft, at, naar ben ijer er rennet, fjift fees ni i et nyt, om muligt, bebre £enneb, Saa, naar i benne Stunb jeg bybtrørt Kfffeb ta’er, 3eg bog fanb føie til et glab: a revo ir. og en kondolerende Taare nikkede Chefen til Punch , medens Bukken gav et Underskud fra sig af For­ skrækkelse over at opdage en Tilhører. „De maa gaa a’, Højstærede,“ sagde Chefen. „Saa skal vi altsaa dog alle den Vej! . . . Je g havde aldrig tænkt mig det muligt, at noget Menneske kunde gaa a’ !“ Og sukkende istemte han et stabal pater i Anledning af den be­ klagelige Begivenhed. „Tfllader De, at jeg refererer?“ peb en Faarekyl- ling, der sad oppe i Lysekronen, for den havde ikke Lov at komme andre Steder. Men det var den netop vigtig af; den sad jo midt i den højeste Oplysning, og det saa den oven i Kjøbet kunde brænde sig. Højere kan en moderne Journalist ikke drive det. Kammer­ chefen kiggede derop og hukkede saa dybt, som om han kunde være selve Dagmar-Professoren i egen høje Person, . . . i det samme var han Dagmar-Proiessoren. Baade han og Punch løb i fuld Fart ned ad Strøget. Professoren løb forrest; en fordægtig ung Dame. der hed A gn e te havde nemlig taget ham ved Næsen og halede af Sted med ham Ira Jernbanegade tillntegade. Punrh løb hare til for at hjælpe ham. — „Gaa væk!“ skreg Professoren, „ser De ikke, at jeg kæmper for en Idé?“ — „Hm!“ svarede Punch ; „bare den Idé ikke har altfor fæle S k ram m e r!“ — „Ingenlunde! De veed maaske ikke, at Vimmelskaftet oprindelig hed T y sk - m an n eg ad e ? E r jeg saa ikke paa min rette Bold­ gade? . . . Je g gaar aldrig paa Akkord med Ideen, om jeg saa risikerede 56 Processer!“ 5H Processer! — Aa, Herre Gud! — Gamle E r­ indringer trillede som rørte Taarer ned ad Punch'1 s Kinder. Han saae dem atter de kjære, kjendte Skik­ kelser; som Skygger kom de svævende og kredsede omkring ham, ligesom om han kunde være midt ude i en Skov. Dér kom E ed v a rd , som han saa ofte havde villet glæde ved at „saare og. skræmme“ ham, men som, mærkelig nok, aldrig havde sagt Tak; dér kom

Jeg , fom i nitten Kar flog mine giabe Strenge, 3 ©a$ af ffiellig ©>rurtb meb £)or>ebet maa isenge, Saafom og efterfom €ns ganbffe Siel og Sinb (Dm feje Stunber gaaer ub af fit gobe Sfinb. f}r>ab Sftæbnctt fyar beffjært, Fanb ingenSielunbrige; barnet jeg berfor maa mit gamle £egem ftge, (Dg, feparerer ferft man Kroppen fra bens Siel, <£r bet en ©flergang, fom gobt fan falbes fæl; Sær fjos et blibt (Øemyt ml berfor f}iertet bløbe Peb ©anfen paa bet Kiøb, fom norber ©rmeføbe, ©g paa bet ©ieblif, ba Publifum erfoer, Kt Cegemet fyos os nar ogfaa ffabt af ^ovb.

„Punch“ drømmer.

„Du er en gammel Mand, Hr. Punch ! . . . Nitten Aar er en høj I Alder, naar man har r /il Farve i Blodkarrene, Spaltefyld til Indvolde og kolorerede Tato- Æ// veringer haade ud-

p.Xk"JMjpW' j

/-<

^ j fj/fl

/ l ■gWjCMK ^ ss/\3 fr" t-ilii

^

dom.“ — Saadansagde 'ty p itm i v \ il E U il ' 1 Punch forgangen, da LiiLo, ' , ry Aar sagt Folk Sandheder, at han for en Gangs Skyld vilde sige sig selv Sandheden. Men Sandheden er ilde hørt; derfor blev han ogsaa fornærmet og knyt­ tede Næve ad sig selv i Spejlet. J a men han slog ikke; han saa kun med lysende Øjne paa sin løftede Næve. — „F au st, suhst. femin. pluralis: Fauste. Ja , der har vi det. Je g er en F a u s t! — Endelig har jeg løst mit Livs store Præmiegaade, . . . det skulde jeg egentlig ha’ en Sølv­ ske for! — Nu sætter jeg mig i Lænestolen, hvor min liflige Snorken har forlystet saa mange Gange elleve tusinde Læsere, og naar jeg vaagner, er jeg atter ung og dejlig!“ — — Og saa satte han sig. Men han drømte slet ikke, at han var en Faust. Han var bare paa Koncert-Matinée. Der var kun een „Plade“ ude; men det var Matinéen selv, for det v a r Eftermiddag. Punch sad ganske alene i Salen, da hans trofaste Ven Kammerchefen kom ridende ned mod Lamperækken paa en af sine Bukke. Med dulgt Glæde han ikke havde nogen at tale med. H an la r nemlig i saa mange