S_Punch_1893

94

Ved blot til J ohn B ull at bemærke som saa: »Kan han inte la’e Folkses Skibe gaa?« Men den vilde E strup dog inte gaa paa, Og »Nej Tak!« han hørtes at svare, Skjønt B luhme jo sa’e selv, at det var de smaa, Som skulde de Freds-Ærter klare, Og midt i Changeringen saa han med Skræk, At Krudtet var spildt, saasom E strup var væk. Hvad hjalp det, at B ajer fik redebon bragt Sit Offer paa Fredssagens Alter? Endskjønt vore Søforter var det hans Agt At gjøre til Badeanstalter, Han fik dem dog ikke beskyttede som En nevtraliseret Privatejendom. Dog, vanked’ her ikke et Søfredsdekret, Bevirked Debatten blandt andet, At Søen blev B luhmes nevtrale Gebet, Hvor B ajer og han gik i Vandet, Og »F redssagen « sejler sin egen Sø, Mens B luhme tør hoste og B ajer kan gø.

i alle dig elske, livsalige F red - ‘ rik B ajer , der bragte paa Tale,

At, kommer der Nogen og gjør os Fortræd, Saa skal vi os holde nevtrale Og spare vort Krudt med samt vore Skud, Men sende blot efter en Fredsdommer Bud. Derfor har det frydet hver god Demokrat Og knust vore Militarister, At B luhme har meldt sig som brav Kammerat Og Malle til F rederiks Klister. Mens B ajer os Fred garanterer til Lands, Saa paata’er sig B luhme det samme til Vands. I Thinget han oplod betænksom sin Røst, Idet han gik E strup paa Klingen Og spurgte, om inte han skulde ha’e Lyst At ta’e sig en Aktie i Tingen

Lige til Forbudet nedlægges den i. April, averterer jeg mine Lodder paa Forsiden. Og i Annoncerne fremhæves det, at vore Spillere kan belave sig paa en udsøgt Overraskelse. Jeg siger ikke andet end: Bum ! C a r s te n s e n : Saa siger jeg: Bummelum! Men hvad mener De egentlig med det Bum, Kære? Det foresvæver mig, jeg læste en Antydning af, at De vilde over­ raske Deres Spillere med en Victoriapresse å la Royal. S e c h e r: Det var kun en mild Spøg, kære Kollega. Deres royale Tombola er den eneste Victoriapresse, som det er værd at tale om. Saa stort et Apparat behøver vi ikke at sætte i Gang tor at trykke de 11,000 tro-lovede Flagduge. Nej, Over­ raskelsen skal simpelt og snedigt bestaa i, at Spillerne i Stedet for Sølvtøjet ingen Ting faar. Det vil sige, én faar et Papir, hvorefter han af Hensyn til sin Familie snarest mulig bør brække Halsen, og de andre faar hver et Eksemplar af det Papir, som har bevirket, at Makulatur er sunken to Øre i Pris. Paa den Maade faar alligevel hver Lodseddel Gevinst baade her og i »Fremtiden«. Desuden kan jeg jo ikke gjøre for, at Justitsen siger: denne Vej med Sølvtøjet. C a r s te n s e n : Nej, vi er uden al Skyld i denne beklagelige Begivenhed. Og hvad skal vi gjø're med alt det indkjøbte Sølvtøj ? Og Deres Lænestol, kjære Kollega? S e c h e r: Lænesolen stiller jeg til Disposition for J e n s B usk. Den, han nu har siddet i saa længe, maa snart være opslidt. Sølvsagerne bør vi rettelig lade sælge ved en Fællesauktion og for det indkomne Beløb oprette en Livspolice for forulykkede Lotterikollektørers Efterladte. Vil De støtte mig i denne Sag? C a r s te n s e n : Paa Tro og Love! S e c h e r : Victoria!

Før Hjulet gaar i Staa. (Personerne : De to private Lotteri-Kollektøret. Scenen: Hotel Royal. Tiden: Kvartalsskiftet.

Extraordinairt! Som Kvindesind Er Veir og Vind I disse Foraarsdage; Thi Solens Smil Og Sneens 11. De skifter om saa tage, Og Ingen trygt beregne kan Den næste Barometerstand. Nej, Ingen veed Bestemt Besked, Hvorhen det monne bære; Man være maa Belavet paa Det Extraordinaire. Man lokkes ud af Solens Glans Og drives hjemafSneens Dans. I Thingene Ret springende Og svingende man taler; De Menige Uenige Man ser med Generaler, Og Ingen har bestemt Idé, iHvad extraordinairt vil ske. Imidlertid Med kaustisk Vid E. B randes excellerer; Men ham til Trods A lb e r ti os Med „Logos“ imponerer — Han har af Kontraparten lært. Hvad vel er extraordinairt. Men faa vi her En ordinair Finanslov nu med Tiden, '

S e c h e r (kommer ; indsmigrende) : Kære Kollega, under den Krisis, Avislotteriet i disse Dage gjennemgaar, har jeg anset det for rigtigt at lade Konkurrencen sove en Dag og gaa lige op til Dem for at drøfte Udsigterne for to r fælles Livssag. Ca r s te n se n (velvillig) : Det var net af Dem .a t komme. Skade kun, at An­ ledningen er saa sørgelig for os begge. Nu skal vi jo forbydes. S e c h e r: Desværre ja. Det gjør mig især ondt for O tto . Han stod lige paa Nippet til at adoptere Stamnavnet L o tto med Tilladelse til at bære samme. Det vilde have paatrykt vore Lodder et Stabilitetens Stempel, de længe har savnet. C a r s te n s e n . Ogsaa hos mig bæres Stempelafgiften af Lotteriet. Men sig mig, kære Kollega, hvad agter De at gjøre ved Abonnenterne? S e c h e r: Dem skal jeg sagtens tumle. Jeg lader mine Spillere blive i den Tro, at rækningen foregaar som sædvanlig.

Hvad alle Mand Vi mindes kan, Er meget længe siden,

„Den Ordinaire“ nok saa sært Bli’er noget E x trao rd in a irt.