S_Punch_1892

403

$ 0 /

2den Akt. (Et andet Hjørne af Kammerset. — B y gm e ste r H o l­ g er steller med en liden Flaske, fyldt med Kolerabaciller. Har. synger Viser for dem, saa de alle dør af Forskræk­ kelse). . . Saa ung jeg er! Men cave canem, . . . . Han jeg kan S aa liker jeg Sangeren H o lg e r . Hu h e j! vilde ikke, B ryggeren, bide. jeg! E d it h (kommer nedover), m in ! H o lg e r . Ja da! . . . Jeg h a r det nu saa, a t bare jeg v i l, sa a vil jeg! — Jeg ropte p aa H jælpen og T je­ nern e, og altid saa kom de. Jeg ropte fra Satory-Slet- ten, og stra x b a r alle R ødhuerne m ig p a a Hænderne. Jeg ropte derovre fra G rænsen, stra x kom R idderkorsene flyvende. Jeg ropte bag Spisestuedøren, da L ucifer spiste Fakkelm aden sin. og stra x gav han m ig L ille­ fingeren at kysse . . . Men jeg er sa a ræ d jeg, a t den ikke gaar i Læ ngden! E d i t h (giver ham en Pakke). Saa fa ar du ta dette da. Det er m in ro buste Sam vittighed! . . . den fa a r du nu slide m ed Lyst, Gutten m in. H o lg e r . H u rra ! . . . S aa F a ’n ivold m ed Hjem for S yn g ep ig er! . . . Ingen h ry ’r sig om dem h e lle r! . . . Jeg vil bygge m ig en Svend T røstens Bolig i Integade, . . . m ed V andtaarne paa. . . . og du skal faa V ariété- L okal opp i T aarnet, du ! . . . Hu, bej! saa ung je g e r ! E d i t h (begejstret). Og du vil ligge paa Fløjen og sp ytte Snobberne i Ho’ederne! H o lg e r (betænkelig). Hm, . . . j a ! faa en anden Lyd. fo rsta ar sig; . . liden Sprække i Piben, du, firti Aar, . . . E d it h . Æh, . . . du tø r ikke! H o lg e r . T ø r ik k e? . . . (slaar Saltomortale). F a ’n hakke mig, nu g aar jeg paa Fløjen, jeg! E d it h (stille henrykt med tilsløret Blik). . . . for­ fæ rdelig spæ ndende! 3die Akt. (Svend Trøstens Bolig med Vandtaarnet. — Snobber og Evropæere mylrer forventningsfulde om Taarnet.— B y g ­ m e ste r H o lg e r kommer fremover, bleg men fattet. Han har Laurbærkransen sin i Haanden). E d i t h (puffer ham). Gaa nu p aa T aarn et m ed K ran- . . Piben skal m en der er en jeg er jo sex og jeg h a r L ucifer i mig, jeg ! . . . Men du faar si’ til S nobberne, at det e r ikke den store Holger, der gaar paa T aarn et. . . . det er b are Svend Trøst. E d i t h . S aa gaa inkognito d a; m en gjør det! . . . gjør det Umulige om igjen. H o lg e r. Det Umulige? — (flytter sin Hat, som han vil) — Godt! . . . jeg skal gjøre mig umulig! (Han stiger opad Taarnet — A andeløs Stilhed — Han stiger højere, helt op til Fløjen, sætter sin Krans paa Ho­ vedet og spytter). E d it h (stille). Nu sang h a n ! (Der høres 'et Rædselsskrig. En Hat, en Bringe og to Ben farer igjennem Luften). S te m m e r . Den faldt h a n af p aa! . . . Han er færdig! E d it h (i forvildet Triumf). Men han spyttede paa S nobberne! . . . Og jeg hørte_ unge Viser gjennem L uften! . . . (skriger) M in , — m in D irektør! sen din! H o lg e r (rystende), ung. sa a ung . . . Og Hm. . . . ja ! . . . Jeg er saa saa h a r jeg T roldet i mig, . . .

P a a B u kk eb en .

Ir. F a lle sen søger at lindre hvert Savn, Som Publikums Røst proklamerer; I Frøken Dinorali’s bedagede Favn Hans Opera-Længsler har fundet en Havn, Hvori han med Glans varierer Et Thema, hvis Klang er os velkjendt og kjær: »Mine Gedebukke, mine Gedebukke Bider Barken af Træer«. De andre Theatre selvfølgelig maa — I Kraft af vor Tids Konkurrence — Forsøge, om ej de en Buk sig kan faa; Thi, selv om ej Horn eller Skæg den har paa, Saa er det jo altid en Chance. Kasinos »Kolumbus« dog hurtig slog klik: Trods et Skib paa Bukke, trods et Skib paa Bukke, Han i Regn-Vandet gik. Hr. A b rah am s vil nu som snild General Slaa ind i en splinterny Gænge: Saa saare han giver sit »Sportsmands«-Signal Vil Folkesagns-Skjalde i Højfolkets Sal Slaa løs paa romantiske Strenge. Kun E e d v a rd og P e r, medens Højen gaar rundt, Leger Blindebukke, leger Blindebukke Og faar skrækkelig ondt. Professor R iis-K n u d se n er Idealist, Om end han er slemt skramm eret; Bli’er Kassebudgettet end aldrig saa trist, Har aldrig paa Scenen som Godtkjøbs-Artist Han levende Dyr præsenteret. Jo pyt, nej mod Musernes tragiske Hjem Kun med Gothe-Bukke, kun med Gothe-Bukke Vil han stange sig frem. Og saaledes ruster sig alle til Fest. Paa Mandag skal blot De se Løjer! Saa be’er Direktørerne pænt os til Gjæst Og kappes om, hvem der kan gjøre det bedst, Mens vi os taknemlig fornøj er. Thi lukt i et Juledags-Publikum — aa! — Selv de værste Bukke, rene Julebukke, Li’som Boller kan gaa!