S_Punch_1892

Kursus med en af Brudepigerne, det er jo naturligvis meget fordringsfuldt af mig at bede Dem om det, men Brylluppet er først Klokken fire, og der bliver vist ikke videre Kø, saa naar De er der henad tre, saa er det saamænd mere end. tidsnok, og det kan jo godt være, at der kan falde en Plads af til Dem selv ved samme Lejlighed, saa De ogsaa kan faa det at se, men for Resten bryder Nød jo alle Love, og jeg kan virke­ lig ikke selv overkomme det, saa meget jeg har havt at gaa efter, og jeg vilde dog nødig have, at det skulde gaa mig som ved H o stru p s Begravelse, hvor jeg blev vist bort, fordi der ikke var Plads, uagtet jeg havde staaet ogr ventet i næsten tre Kvarter^ i det mest øsendeste Regnvejr ude paa Gaden, og saa havde jeg oven i Kjøbet- den Tort at se. en hel Mænge Stu­ denter ganske rolig gaa ind i Kirken, hvad der dog ved Gud ikke er videre nobelt af saadan nogle unge Mennesker, naar de ser, at der er en Dame udenfor, og navnlig overfor mig, der altid har holdt saa meget af Hostrup og gaaet og set alle hans Tomedier, baade »Gjenhoerne« og »Soldaterløjer« og »Aprilsnarrene«, men alligevel har jeg ikke baaret Nag, hvad der jo naturligvis heller ikke vilde have været rigtigt, men været til Mindefest for ham baade i Folketheatret og i det Kongelige, skjønt jeg jo har knap Tid dertil i denne Tid, da jeg jo maa tænke paa Julegaver, og hvad der næsten er mig det allervanskeligste, det er at faa lavet en Julegave til Peter­ sen, som jeg bliver nødt til, for forleden Dag, da jeg kom til ham og bad om Penge til at kjøbe en eller anden Gjenstand for til ham, saa sagde han, at han saa meget hellere, at jeg selv lavede noget Haandarbejde til ham, og hver Gang han saa saa paa det, saa vilde han tænke paa, hvor mange mødige Sting det havde kostet hans lille Kone, og nu har jeg tænkt mig, at han skal have en Toiletpude, som jeg ved Gud længe har trængt til, men det er mig rigtig nok næsten umuligt at overkomme det, og hvis De vilde være meget sød, lille Fru Schrøder, saa tog De og satte Dem hen og lavede den for mig, De har jo en god Smag, saa De vil nok selv kjøbe ind, hvad der skal til, og saa sende mig Regningen. Ja, De aner virkelig ikke, hvad jeg har at bestille i denne Tid. Nu er det rent tilfældigt, at jeg i Dag har faaet lidt Tid tilovers til at gaa ud om Julegaver i de forskjellige Forretninger, ellers var der nu fiileharmonisk Koncert med Fru O ldermoren og nu Hostrupfesterne, og naar det er Skøjteføre maa jeg ud og passe paa Ambrosius og Nora, da de jo ellers baade kan falde paa Isen og slaa sig og falde paa at forlove sig, og forleden Dag faldt jeg selv derude og slog baade mig selv og Isen, som dog mest gik ud over den sidste, der revnede, hvad jeg, Gud ske Lov ikke gjorde, men alligevel slog jeg mig, saa jegmaatte holde mig i Ro i flere Dage, og det satte mig jo en hel Del til­ bage, men saa benyttede jeg Tiden til at læse Fru H eib ergs Liv, som ikke er helt færdigt endnu, men som man maa have læst, og nu maa jeg jo ogsaa hver Dag læse de Protester, som staar i Bladene baade fra A. C. L arsen og Falkmann og alle de andre Personer fra den Tid, der er skildrede i Bo­ gen, men hvad der dog interesserede mig mest, det var dog det med W ieh e, for der kan man rigtig se, at der maa være noget ved ham, som støder Damerne, for Ju lle Hansen kunde han jo heller ikke forliges med i sin Tid, og jeg kan nu ikke torstaa det, for jeg synes virkelig, han er dejlig i »Kolumbus«, og P e trin e , som var med derude, blev saa begejstret over ham, at hun absolut vilde skrive et Forsvar for ham mod Fru Heiberg i »Nationaltidende«, og det har saa meget mere at sige, som Petrine var meget imod at gaa ud og se Stykket, fordi det ikke var literært, og først lod sig bevæge til det, da Frits Grønbæk fortalte hende, at det var P e te r Nansen, der havde bearbejdet det, han var nemlig hendes Yndlingsforfatter den Gang, men nu er han for Resten falden i Unaade, for hun kjøbte jo hans sidste Bog »Fra Rusaaret«, fordi hun havde hørt, at der skulde være saadan et dejlig pikant Sted i den, da den stod i »Politiken«, og saa da hun faar den, opdager hun, at det er udeladt i Bogen, saa at hun formelig har kastet sine Penge ud af Vinduet. Ja, nu vil jeg ikke opholde Dem længer, da jeg kan tænke, at De snart maa gjøre Dem i Stand til at gaa hen til Brylluppet i runde Kirke. Farvel, søde Fru Schrøder, Tak for Kaffe og god Fornøjelse.

S jæ le e fie r B ø d e a

M a n tø r gjøre S præ l, J a , selv slaa sin N æ ste m o ralsk ihjel, S aalæ nge m an fæ rdes i M ennesk ers Bolig, M en e r m an fø rst død, Og ly k k elig h a v n e t i A b rah am s Skjød, „S aa sk a l m an, m in S ’æl, v æ re stille og ro lig .“ D en sid ste S en ten s S ig sk riv e r fra H e i b e r g s In te llig e n s : I „Kjøge Suskors “ k a n G odtfolk den finde; M en disse h a n s O rd B ev iser, T ru H e i b e r g h a r R e t, n a a r h u n tro r, A t d e r er g jo rt U re t m od H e i b e r g s M inde. A t h o lde sin T an d F o r T u n g en k u n d a arlig den L ev e n d e kan. M en ogsaa den D øde h a r sv æ rt v e d a t tie ; T h i salig F ru H e i ­ b e r g ta g e r endnu, som m an læ ser, paa Vej Mod C h r i s t e n s e n , H ø e d t og M i c h a e l W ie h e . H u n fik m ed sin P e n E n afdød K onflikt til a t g a a igjen, J u s t som m an, den tro ed e b e g ra v e t for stedse. Og G ravfred en s R o F o rs ty rre s af B lad en es contra og p ro ; T h i G jenfæ rd et spøg er lid t g ro v t i v o r P resse. A. C. L a r s e n h a r strø e t L id t P alm elø v p a a M i c h a e l W i e h e og H ø e d t ; M en J ø r g e n s e n k n ap d eres Manes forsoner, D esu d en m an se r E t In d læ g i stram ev ro pæ isk M aner F r a en a f de B en th eim sk e kloge C o h n e r .

I saad an n e Spor F o rsø g er a t red d e d et sid ste O rd D e strid ig e, salig h en farn e Sjæ le; F ru H e i b e r g isæ r

H a r no k g jo rt d et tem m elig k la rt for E n h v er, H v a d d er k a n fo rstaas v e d et E fter-M æ le.

¡©SF* M e d d e tte N u m e r fø lg e r e t illustreret Annonce-Tillæg. "' 3 W 5