S_Punch_1892

383

bredbarmede Datter til en bredhoftet, perlemorsfingret Grev­ inde; Røgteren og hans Svin til en fordrukken Konge, der er saa uvidende, at han kan citere Petrarca; og Møddingen til selve Pavens Palads, hvor Skamdrups blegfede Præster taler italiensk og kaldes Kardinaler. Men Ornen bliver en arabisk Hingst, og Poeten selv bliver en rødhaaret Junker, der lærer hele sit Konversationsleksikon udenad og tilsidst bliver saa storhedsgal, at han dør af Farvetinter og Portvin. Det er ganske vist, for han har selv fortalt det paa 400 bredbugede Sider, som ikke et eneste Menneske i hele Danmark og Italien kan holde ud at læse! Klaps-Finale. Underlige Jørgensen! . . . Hvide Rode! . . . Stemninger! . . . Blomster! . .. Gravstemninger, Ligblomster! . .. Symbol­ ske Suk farer hen over Skamdrup, som en Dødshymne af Savo- narola. Møddingens Dampe hyller sig i sortbrunsmudsede Tin­ ter, og Svinene vælter sig i Grøften for at blive sørgeklædte, . . . hvor er nu deres Poet? Og Sukkene farer hen over Kon­ certpalæets hvidgraa Duge, hvor nu den mest fordummede Gump kan hvælve sig i Fred, som en Relief af Ghiberti eller Donatello; . . . . hvor er nu den mund- og klovstærke Junker? Borte er han, . . . gaaet til Bunds i det gamle Italiens Farve- potter! Kun hans Konversationsleksikon med al hans uhyre Lærdom er tilbage, saa at enhver ærgj errig Seminarist maa blive bleggul af Misundelse. Og dermed er Farvepotten ude.

hvor han havde hængt for længe og derfor temmelig ublidt blev skaaren ned, skjønt han ikke havde bedt om det, ligesom han ejheller havde anmodet Vælgerne om de blodige Strimer, han fik paa sin — naa, paa sin Ryg. Men vi vender os fra det tilspidsede Hjørne igjen til det skarpe. Her mødes alle Veje paa Gravens bratte Rand, og Graven er et Hjørne der i Nærheden, hvor Danmarks Haab er stedet til Hvile under Medarbejdernes Antivelsignelser og Abonnenternes hæse Raab paa Bonus, hvor ingen Bonus er, og hvor ingen kunde være, efter at Kassereren havde erklæret sig K asse mat. De Veje, der krydses paa merbemeldte Hjørne, er den egentlige Brostens og Asfaltens. Makadamiseringen var Old- ttden, Stenbrolægningen Middelalderen og Asfalten Nu­ tiden. Og nu er det, vi kommer til Helvede igjen. Asfalten er glat som en sleben Tunge og slibrig som en Oversættelse af O scar Madsen, og vore Asfaltiers er nogle Fandens Karle, for hvem Asfalten er den bedste af alle Veje, medens Magi­ straten, hvad Asfalt anbelanger, endnu har mange smalle Steder. Hvorefter jeg har den Ære at anbefale mig, mine Herrer og Damer.

T il O verve je lse .

A D en O m stæ ndighed er klar, S aa m an stra x den fatter, A t i K jø b en h av n m an h a r A ltfor lid t af S k atter. 01 og V and og K ogegas, , „ . S tem p let K jød og H oldeplads ( Y Og sa a v id ’re g jæ ld er K u n for B agateller. G anske til E n h v ers B ehag A f v o r M a g istrat g i’es T il K om m unen N a t og D ag L u f t e n g ansk e gratis, Saa v i h a r e n dybtfølt T ran g T il a t faa v o r B y en G ang , M ed en S k a t b eæ ret

P a a Fo re læ sn ing .

Mine Herrer og Damer! Atter i Dag indtager jeg den hæderfulde Plads ved Siden af Vandglasset og Karaflen. Sidst havde jeg den Ære at tale for Dem hen i Vejr og Vind, men mit Æmne i Dag er hentet fra de forholdsvis faste Regioner, og jeg skal i strængeste Forstandholde mig til Jorden, idet jeg nemlig taler om Bro lægning. Den ældste Brolæg­ ning, man kjender, gik i

SKAF

M

_

P a a — a t t r æ k k e V e j r e t . L uften, som m ed T ilb eh ø r 'F r i t m an la ’er os nyde, Sj æ ldes er i snavs K ulør Selv i Slippens Gyde, Og ved P u ste rv ig isæ r E r den m an ge P en g e v æ rd ; B ed st m an sk jøn ner p a a ’en Dog v ed L a ’egaardsaaen. A t m an f r i t i h v e r en G aard H a r et sa a d a n t Gode, V il je g tilstaa, a t je g faar A ldrig i m it H o’ede, Saasorn L u ften ligefrem E r en N ødtørft for h v e rt H jem , Sagtens v il d et P u b lik um F ald e stæ rk t for B ry ste t; M en B u d g e tte ts tomm e B um V il sig føle trø stet. Og, n a a r S k attea først v i h ar, E r for B o r u p d e t saag ar M uligvis b e sk æ re t F r i t a t træ k k e V ejret. Som m aa ald rig f a tte s , M en bør højlig sk a tte s t

IfW

Ordets inderligste Bemærkelse og med Deres Tilladelse ad Hel­ vede til, idet Vejen til Helvede allerede i Oldtiden var brolagt med gode Forsætter, medens den nu til Dags er brolagt med Asfalt, hvorom siden; her skal jeg ikke brede mig ved at komme længere ind paa den brede Vej. Jeg slaar hellere over paa de kommunale Veje. Der er f. Ex. Colbjørnsensgade og dens Nabogader. De repræsenterer Makadamiseringens primi­ tive Kulturtilstand og er lige saa knudrede at komme igjen- nem som et Rigsdagsstød af det stad ilsk e Taagehom eller en Betænkning over P aten t id io ti o ven. Ved Brolægningen af den tilstødende Vesterbrogade mærker man allerede, at mere humane Tanker har gjort sig gjældende; der- er taget større Hensyn til Folks Ligtjøme end i Skærvernes Periode, hvor frem­ elskning af Knyster var det gaaende Motiv. Brolægningens Hovedmasse udgjøres her af forhenværende Rullesten, der er gjort lige saa firkantede som et demokratisk Folkethingshovede i sidste Stadium af vaklende Mandat. Men lad os, mine højtærede Tilhørere, nu følge Vester­ brogade, ikke i dens Forlængelse, men ind forbi Magistratens Kælderudgravninger. Vi træder paa de samme firkaruede 0- veder, lige til vi naar del mærkbare Hjørne paa Hjørnet ar Amagertorv, Kjøbmagergade og Østergade. Det kaldes e skarpe Hjørne, men maa for Guds Skyld ikke forvexles me e tilspidset Hjørne højere oppe, der, fordi det inte er nogen Gade, henleder Opmærksomheden paa sig ved at være møikt som Hørups Sind, da han som en forholdvis temmelig; aidød Torsk kom hjem fra Kampagnen i Kjøge og omliggende bogne,

n i

m

&

!

ta® " M ed dette N um e r fø lg er et illustreret A n n o n c e - T i ll æ g .