S_Punch_1892

242

Og endelig den Tanke kan forsøde V o r H ø g s b r o , at den runde Sum, han fik, V a r større selv end liden E e d v a r d s Bøde F o r den »Balance«, D ø n n e r g a a r d begik. H ø g sb r o har vist, at man kan skumme Fløde Ved Hjælp af hans Forhandlings-Politik, Imens hos H ø r u p knap en Pris Tobak man S ig redder —- iberegnet H o l g e r D r a c hm a n n .

O ffen tlig P a a sk jøn n e lse .

F r a det andet H jø rn e a f K irk e g a a rd en . K o m is k , l i t e r æ r R o m a n i m a n g e a a b n e B r e v e .

[Fortsæ ttelse.]

T il m in u h y rlig u n g e Y en, H o l g e r D r a . . b e l i g !

H a lv a s ie n , i J u li 1892. T a k H olger, m in egen U n g e! D u, som e r m ig kjæ r, og h v em jeg , d a jeg , som b u n d e r i g am le M inder, sid st g jæ sted e den store, lite ræ re K irk e g a a rd , i h v ilk e n alt, h v a d d e r dø r i N orden, lig g e r b e g rav e t, fordi d e t v a r m ig en N ødtørft a t v ise d en sto re In te-P ro fesso r, som je g sk u ld e v æ re t, og som v i sørgend e ste d te til H v ile for b e stan d ig , h v a d m an i d e tte P ræ s te la n d k a ld e r „den sid ste Æ r e “, try k k e d e i H a an d e n ! L a d m ig i d e t eleg an te, u k u n stled e Sprog, i h v ilk e t je g e r en M ester, give D ig en A n v isn ing . D u skulde, m in H o l­ ger, lad e n e d sk riv e d it L evnedsløb , som jo er re n t ud. fortræ ffeligt, og som v il v in d e D ig H j æ rte r ho s alle D an n ed e, d e r h a r sy sle t m ed S tu d ie t a f P rin c ip e rn e for e t o p h æ n g t P e n d u ls B e v æ g else sh a stig h ed , de saa- k a ld te k o h n i s k e S vin g n in g er. J e g g a ra n te re r D ig en v illig F o rlæ g g e r og fem S p a lte r L o b h u d lin g i d e tte L a n d s en este læ ste In te-B lad , som je g selv sk a l forfatte. M ed denn e U d s ig t til e t F o rsk u d p a a d e t e v en tu elle H o n o ra r b e tra g te r je g din sid ste S k riv else til m ig som p rom p te og p ro p e rt b e ta lt, og fo rv en te r je g p r. Om - g a ae n d e din K v itte rin g . Y i m ød tes p a a K irk e g a a rd e n , og D u h a r v illet, a t m ed P ro fe sso rh a a b e t sk a l for b e sta n d ig K ra b a sk e n v æ re b e g rav e t. D a je g fejrede m in e g en h æ n d ig e U d ­ n æ v n else til Lucifer v e d en F a k k e l- og F æ llessp isn in g i K o n c ertp a læ e t, sto d D u sa a p æ n t b a g D ø ren og p eb a f R ø relse o v er al den dejlige M ad, som D u ik k e fik. D e t v ild e v æ re Jam m e rsy n d a t lad e D ig n o k en G an g pibe forgjæ ves. J e g e r sa a v id u n d erlig b esk ed en ! J e g k a n sle t ik k e lide, a t O ffentligheden fa a r sin N æ se i, h v o rd a n je g h v e rv e r m ine F o lk øg sæ tte r dem i A rbejde. K a n D u h usk e, d a D u sid st stille d e til K lø h o s m ig, je g foreslog D ig en lille G em ytlig hed, v e d h v ilk e n v i k u n d e g jo rt lid t u sk y ld ig G rin m ed d e tte L a n d s fo rdum m ede L æ se re. D u sk u ld e sk jæ ld t m ig u d p a a P re n t, og je g sk u ld e ik k e sv a re e t O rd, for d e t g jø r je g a ld rig ; je g b liv e r b a re M arty r, d e t e r a lt det, je g h a r a t lev e af. M en D u v ild e ik k e og fik m ere K lø. Nu, D u ra a b e r „A v“, sk a l D u dog erfare, a t je g e r ik ke sto rsn u . . . sto rp ro filet a f m ig. D e t e r en a f d e tte L a n d s F o r-

lVlens stakkels V ig g o B e n t h e im og Konsorter Hensynker mørkt i Haabløshedens Favn Paa Grund a f de fatale »skudfrie« Forter, Som B a h n so n bygger rundt om Kjøbenhavn T il H ø r u p s K v a l og Forsvarssagens Gavn, Paa Glæde det til Gjengjæld ikke skorter Hos dem, der slutted’ Følgeskab med F r e d e : De har paa Klinten nylig høstet Hvede. Ja , medens Integade kun har Graad Og Tænders Gnidsel, takket dens Bétise, Blev hist holdt Vennemøde for at prise Den fromme H ø g sb r o for hans Raad o g Daad, Fordi, som her saa kjønt stod i en Vise, Han altid hittede den r ø d e Traad I Venstres V æ v , mens Andre var af Lave, Og holed’ derved sig en Folkegave. Nu er det sørgeligt, men ganske sandt, A t dette Kjendetegn paa, hvad man skyldte Den vise Fører, udmaalt i Kontant, V a r ikke nær saa flot som hine S ylte­ glas, der til salig C h r e s t e n s Pris blev fyldte Og til hans Kreditorers Gavn forsvandt; Men, saa bør man naturligvis erindre, A t H ø g sb r o s Korpus ogsaa selv er mindre. Desuden bør man ogsaa mindes her, A t H ø g sb r o — hvad ved Festen blev bemærket — V a r altid højst beskeden i sin Færd, Selv naar vort Stenografkorps han forstærked’, Saa den famøse B e r g med Sejerværket I denne skjønne D yd ham knap kom nær; Det passed’ derfor til Beskedenheden, A t Folkegaven blev l i d t mer beskeden.