S_Punch_1892

235

S k a a le r for G re v in d er og F a n ø -V æ rte r eller sk riv er osende G u ld b ry llu p s-R im e rie r til de K ongelige, — et L a n d for T a n te r og B ryg gere, d er ikke en G ang h a r en h a lv Snes M illioner a t ofre p a a en sto r D ig ters S ynge­ p ig e r ! S kal v i sm ide dem u d ? — V el! — de e r sm idt ud, H e le L a n d e t er k u n en sto r L ig k iste m ed in g en T in g i. M en d e t h a r a ltid v æ re t m it Ø nske a t væ re D irek tø r i K iste n . V i er — h ø jt re g n e t — e t h a lv t h u n d re d O v e rm en n e sk e r om a t b æ re : n a a r D u g jæ lder for tyve, P e r A n d en og Ig n o tu s for en halv, og je g for R esten, b liv e r d e t a k k u ra t e t h a lv t H u ndred. D e t er e t for­ sk ræ k k e lig t Slid. E n G ang im ellem m aa L ig bæ rern e derfo r o g saa stræ k k e A rm ene, — sa a løber v i u d i den vid e V e rd en og til H am b o rg m ed hele D anm ark p a a R y g g en . S a a d an tra f je g en G an g en T ysker. H a n vilde spille S k a k m e d m ig. „D et k a n je g ik ke,“ sv ared e jeg, „jeg kan k u n b liv e m at. D e se r jo, a t je g h a r tre F jerd ed ele af D a nm ark a t slæ be paa. A aerne og de m in dre V andløb lig g e r hjem m e p a a R y g g e n af In te-P ro fésso ren .“ „Ach s o !“ sv a red e h a n : „der ln te -P o fe sso r ist ergo ein D ån e!“ — V il D u b a re tæ n k e D ig, d et ku n d e h a n stra x gæ tte. S a a b e røm t e r Du. M en sa a d a n sk al d e t væ re. D u og je g og je g og D u, v i e r d e tte L a n d og d e tte Sprog og denne A sfalt og disse S porv ogn e og disse N ødtørftshuse og a lt d ette

h er, som v i elsker, — n etop fordi m an k u n k a n elske d e t L a n d og d e t S prog og sa a videre, h v o r m an h a r u d g iv et den første E dit[h]ion a f sine K j æ rligh ed sb rev e. N u sk al v i o rd e n tlig m ule dem . H ykleri, F o rd um ­ m else, H u n d etam p e, S nobberi .. . æ h, bæ h! K a n D u h ø re: jeg kan en d n u hele R am sen til ug! V æ r n u skikkelig og laa n m ig K ra b a s k e n ; sa a slipper je g selv for a t føle den sa a læ nge, og D u skal faa a t se, a t je g k a n b ru g e den. M en D u an b efaler m ig v e l n ok til fn te-O rg a n e t som en h a b il og b illig P ry g le -P e d e l. J e g g a ran tere r, a t K løene sk al bliv e p rom pte afleverede, — d e t e r jo D ig selv, d er er K lø-Pm den. F o r fire A a r siden v a r je g m ange A a r gamm el. N u er je g k u n fire A ar. J e g h a r a ld rig v æ re t y n g re. F ø r je g blev født, for ty v e A a r siden, v a r jeg en gamm el V iking — (hils v o r V en S p o rts-A p o th ek eren og sig ham , a t alle F lo v se r om „V ik in g ern e“ frem tid ig frabedes), — n u h a r je g ta g e t H y re aom Skibsdreng. M en L ogos h e n te m ig, om ikk e In te-M en ig h ed en sk al faa F o rnø jelse a f m ig, n a a r den n æ ste Gang sam les til B ordbøn i K o n certp alæ et. J e g s ta a r i Gæ ld til Je r. S tore A a n d er b læ ser a d en Sm ule Gæ ld. D e t h a r jeg altid gjort.

J e g sk al a ld rig gjøre d e t m ere! L ev e K iste n ! L ev e L ig b æ re rn e!

D in Holger Drabelig.

Den store Forvandlingskunstner i C irku s B rand e s .

5. Satorysletten saa ham hist At fare op som Socialist; 6. Men her paa Garderhøjen atter Han daled’ ned som Selvbeskatter. 7. Han for den frie Kjærlighed Hos Hr. Parnel som Løve stred, 8. Men slog lidt mindre liberal /~s Som Dydsdragon til Oft edal./ /

13. Snart saa han sig med Kongekronen Staa ved Trefoldighedskanonen, 14. Og snart som Kistedirektør For »ædle Kvinder, skjønne Møer«. 15. Som A tlas mellem Evropæere Kan han paa Skuldren Danmark bære, 16. Til Lærred han igjen beklatter Paa Elben som dens Vandes Fatter.

1. Som Maler, hvor han saa sit Snit, Optraadte han »med Kul og Kridt«. 2. Paa Danskens Vej til Magt og Ros Gav han Partiet som Matros. 3. »Derovre fra« som Skorstensfejer Han revsed Tyskens Rævestreger. 4. Ved Skagen klemte han sin Muse Som en Kollega til Lars Kruse. C l

. Paa Hallandsaas en Gang han set er Som Kammerherrens Stabstrompeter, , Skjønt siden efter han sig viste Som Pind til Kammerherrens Kiste. 11. Mod Brandes stod paa Scenen han Som første Elsker — af sit Land; 12. Men, ein, zwei, drei, nu gaar han hen Og bliver atter Georgs Ven.