S_Punch_1892

98

I Examenstiden. Tænk Dem noget, der med utænkelig Part skyder gjennem Tid og Rum. Tænk Dem f. Ex. en ny ind­ studering paa det kgl. Theater, hvor en halv Snes Stykker paa een Gang signaliseres i Blochposten, for at man desto hurtigere kan undgaa at faa noget af dem færdige. Eller tænk Dem en O c ta v iu s H a li­ sen s k Tale, der er bleven m islieb ig i Landsthin- get, før den er holdt, og som med en saadan Eart slynges ud i Integade, at den som en flad K lat bliver hængende i „Politikéns4' Spalter. De vil da kunne danne Dem et svagt Begreb om Deres Ven Punch , da han forleden stormede Byen rundt for at finde en Censor. Der skulde nemlig være Examen. Det vil sige en Slags Prøve-Examen; den rigtige kommer først bag­ efter. Skoleaaret var ude. Bygningen ude i Bredgade skulde snart staa tom og vente paa det nye Hold. Det var derfor baade humant og hensynsfuldt at lade de afgaaende holde Generalprøve, inden de skulde staa Skoleret for Vælgerne. Inspektøren, Hr. H øg s- b ro , havde dybt bevæget takket Punch for den humane Idée; han er nemlig bleven svært godmodig, siden han har paadraget sig en Svagelighed ved at rejse rundt til afdankede Venstreføreres Begravelser Man siger endogsaa, atRepræsentations-Anstrængelserne ved disse Lejligheder er falden ham sa a slemt for Brystet, at han jævnlig maa ty til „Klokken“, naar han taber Vejret under Forhandlingerne. Men nu gjaldt det om at finde en Censor, der vel- villigst vilde kontrollere Overhørelsen. Punch var hos samtlige Redaktører; men de var alle mer eller mindre ansatte som Pedeller ved Anstalten og havde hver sin Elev at passe; han skulde naturligvis have ug og hver af de andre mdl., saa det vilde ikke blive nogen egentlig upartisk Bedømmelse. Derefter løb Punch om­ kring til Theaterdirektørerne, men de erklærede alle, at de ikke længere havde Forstand paa at bedømme Farce-Præstationer; det var en Kunstart, der paa alle rigtige Theatre var gaaet af Mode, sagde de. Det hjalp ikke en Gang, da Punch forsikrede dem, at Far­ cerne ude i Bredgade for det meste var bedrøvelige. Naa, og alle de private Folk, som Punch forsøgte paa at overtale, vægrede sig energisk ved at optræde som Censur morum for Politikere; de paastod ligefrem, at det var Folk, der endnu ikke havde lært mores , og det kunde der jo være Noget i. Med sædvanlig Snarraadighed greb Punch saa til den praktiske Udvej at engagere et Bybud i Timevis. Manden fik Professorklæder paa og annonceredes som Førsterangs-Censor i alle Byens Musikhandeler. Der var Methoden nemlig kjendt og skattet fra tidligere Virksomheder, naar det gjaldt om at levere Første­ rangs-Virtuoser til filharmoniske eller andre Over­ raskelseskoncerter.

Ved Hjemsendelsenc

O e r er et gammelt, sandt profetisk Ord, Som lærer os, at hver en Fryd, vi kjende Paa denne højst omskiftelige Jord, Vil, tidlig eller sent, en Gang faa Ende. Den højeste Oplysnings Blus i Nord Vil ogsaa een Gang høre op at brænde; Om nok saa ivrig Tiden ud man haler, Faar Ende s e lv T u t e in s o g H ø r u p s Taler! Ja, det er højst bedrøveligt, men sandt, A t Folkethingets Timer ere talte; Dets ordentlige Samlings Tid forsvandt, Snart slutter »Tidenden« sin sidste Spalte, Og de Diæter, Thingets Lemmer vandt, Snart vandes skal med Vemodstaarer salte; Thi det er ikke vist, at de, som drage Med Byttet hjemad, kommer mer tilbage. Det lader sig des værre ikke skjule, A t i det Valg, som snarest forestaar, Vil mer end een af Venstres løse Fugle Med Galgenhumor faa sit Banesaar; Og for Enhver, der har en lille Smule Medlidenhed med Næstens trange Kaar, Bh* Grund til at bejamre den Menage, Der opstaar ved en tabt Revisor-Gage. Dog, hjem til deres Vælgerfolk de dampe, Og i et halvt Aars Tid er her man fri For Anfald af den slemme Latterkrampe, Man faar saa let ved deres Kjævleri, Især naar Gammensord som »Hundetampe«, »Spidsborgerskab«, »forraadt Demokrati« Og mer af samme Slags for Dagen lægger Det Frisind, som har Plads i Venstres Rækker. — Men det, som Folkethingets Dagværk kroner Og fryder hver en trofast Demokrat, Er de » h a l v t r e d s i n d s t y v e Mi l l i one r « I »Ove r skud« , det skaffed’ Folk og Stat! — Pas p a a , e n d o g s a a H ø r u p d e t forsoner, A t den, der holer h a n s Revisorat, Hvor meget han end herpaa sig beflitter, D en Regskabspost dog he l l e r i kke hitter.