S_Punch_1891
91
de om deres Ungdom. »Da vi var grønne*, sagde de, *da var vi rigtig pa^. den grønne Gren. Vi kunde baade saare og skræmme, alle de smaa Bohemer maatte fortælle os modige Historier, og vi slikkede Solskin i Theaterkommis- sionen. Men saa kom Brændehuggeren, det var den for dummede Højrepresse, og huggede os i Smaastumper. | Stamherren blev pakket i ‘Berliner Tageblatt* og satte selv sit Navn i Historien, men vi Andre maa lave den højeste Oplysning for den nedrige Mængde. Derfor kommer vi fornemme F o lk baade i Badstuestræde og i Rømersgade.« "Ja> )eg har det nu paa en anden Maade«, sagde Rum lepotten; *jeg har baade været blødkogt og ligget paa Blegdam. Det er mig, der holder Rumlen gaaende, og derior er jeg den Første i Huset. Min eneste Glæde er at tale om Ulykkesforsikringen med en Socialøkonom, saa at jeg kan bilde Bønder ind, at Ideerne er mine egne; men, naar jeg undtager Vandspanden fra lntegade, der en Gang imellem drikker Dus med mig, rumler jeg helst udenfor Partiet. • »Nu snakker Du for meget«, sagde Fyrtøjet og gnistrede rø dt; for den havde lysende Strimer paa Ryggen Og brændte Tran fra døde Torsk. »Lad os nu more os. Skal vi brænde Protokoller?« »Nej, lad os tale om, hvem der er mest fornemme!« sagde Svovlstikkerne. •Jeg holder ikke af at tale om mig selv«, sagde Rum lepotten; »lad os gaa i Udvalg og holde Aftenunder holdning. Jeg begynder: Der var en Gang en aaben Pande — — — * •Dejlig! Dejlig!» sagde Tallerkenrækken, for den vidste, at Rum lepotten var vant til at faa paa sin Tallerken, naar han talte. Men Støvekosten, som var den første Dramaturg i Norden og kunde feje alle de Komedier ud, som han ikke selv havde gjort, bandt en Visnekrans om Rum lepotten. »Bekranser jeg ham i Dag», tænkte Støve kosten, »saa giver han min scbtore Bro’er Statsunderstøttelse imorgen!« »Nu vil jeg danse i Livsbegæret!« sagde Ildklemmen paa sit Norsk; og saa stod den paa eet Ben i Skjønhed med Vinløv om Haaret og skjød Pistoler af. »Maa jeg saa blive bekranset,» sagde Ildklemmen, og det blev den; men det var en Gravkrans. »Jeg ærgrer mig kun,» brummede Tørvekurven fra Rømersgade. »Jeg ægrer mig altid. Skal vi ikke hellere sætte Huset paa den anden Ende? Saa styrer jeg hele Kodillen!» »Ja, ja! vi vil gjøre Mudder«, raabte Alle. Men i det Samme kom den fordummede Højrepresse ind til dem og strøg alle Svovlstikkerne af. »Nu kan da Enhver se, at. vi er de Eneste, der dør i Norden», tænkte de! »sikke Lys, vi er!« — og saa var de brændt u d . — Det var Prinsessens H istorie; nu skulde hun have Bryllup med Theaterdirektøren og give ham Kassestykket i Medgift. Han satte sig i den flyvende Kuffert og fløj højt op i Luften af Glæde. Saa tændte han elektriske Lys, saa at Dekorationerne straalede, hans Pigebørn dansede, og hans Spillemænd spillede den lifligste Musik. Det var rigtig nok Stads ! Børnene klappede i Hænderne, og Forældrene smilte af Fornøjelse. Men, da T heaterdirektøren bagefter saae til sin Kuffert, — saa var den røget i Lyset. Det var hans egne Venner, der havde brændt den. »Tager Du den Slags Gutter om Bord», sagde de, »saa skal Stadsen futtes af!« Og saa futtede de den af. Hvis Kufferten nu ikke alligevel kan flyve, for det er jo en Troldkuffert, — ja, saa sidder den dejlige Prinsesse og stirrer efter sin D irektør; men han gaar rundt i Amalie- gade og fortæller Eventyr til »Faders Kone».
Paa Karthagos Ruiner! D e t gaar i denne Tid med Damp I Fredericiagade, Og der er daglig heftig Kamp Imellem Kæmper glade. Selv gamle Venner kom paa K ant; Knap Mindet er tilbage Om Baand.der bandt — desvandt! desvandt, De løfterige Dage! Ja, gamle Venner skilles ad Paa Grund af 01 og Sukker; R et intet Sejrens Lavrbærblad Den gamle C h r e s te n plukker. Endskjønt han som i fordums Tid Med H ø r u p og med B ra n d e s I Svinefylking gaar i Strid, I R et ingen Sejre vandtes. Hvert Forslag, som han bringer frem I disse Dage triste, Det bliver ligestrax vist hjem, Lagt udi sorten Kiste. Man svigter C h r e s t e n s Fanestang — Det er der noget Ondt i! Han synger paa sin Svanesang — Sic transit glo ria m undil Aa! det er næstendels en Skam, En væmmelig Kabale! Man næppe nok vil høre ham, Naar han vil til at tale. Afslutning! er det fæle Ord Fra hele Størsteparten, Der lyder som et samlet K or Og stopper ham i Farten. Vil han et Udvalg have sat For Sagen at belyse, E t kraftigt Nei! der lyder brat, Som selv en B e rg kan kyse. Den gamle Førers Herskerstav Er brudt og lagt i Støvet. Nu sidder paa sin egen Grav H r. C h r e s te n , sært bedrøvet. Se, det er ikke just saa sært, A t slig Terrorisering, Som man af C h r e s te n selv har lært I mangen en Turnering, Den faar han selv at føle nu Og kan det ej forhindre; Men C h r e s te n , han er gram i Hu Og H ø r u p ikke mindre. Og det er Edder og Forgift, Som deres Blade sprude — Det er jo ogsaa noget stift A t blive lukket ude; Naar man har været første Mand Ved Truget hele Tiden, Man let forstaar, det smerte kan A t blive sparket siden. Naar man som ægte Sandheds Tolk Igjennem Byens Gader En Gang er trukken af sit Folk Og hædret som en Fader, Saa maa det gjøre dobbelt ondt, Naar Gubben bliver gammel, A t se, at Folket render rundt Med En som gammelt Skrammel!
t . . . uj
Made with FlippingBook