S_Punch_1891

54

Danefæ?

Fastelavns-Hymne

Hr. Redaktør! Paa Grøftekanten lige udenfor Idiotanstalten fandt je g forleden Morgen et Manuskript. Ved nærmere Eftersyn opdagede je g til min glade Overraskelse, at det var den manglende Slutning til H e d d a Gab le r , hvori den geniale Forfatter havde nedlagt en saadan Fylde a f Skønhed, at je g maatte vride Hænderne a f Henrykkelse. Je g vilde fø rst kaste det i Kaminen, men da der ingen Kamin var i Nærheden, lod je g være , og sender det nu til Dem. Maaske De v il optage det i Skønhed og saaledes fuldstændiggjore dette saa klare Værk. H er er det! (Heddas Værelse . Dagslyset tilhøjre , hamper med Natlyset tilvenstre. Jørgen Tesman sidder sammen med Fru Elvsted ved Heddas Skrivebord. Assessor Brack gaar op og ned ad Gulvet efter at have rejst sig fra Lænestolen , hvor han har ligget halvt afmægtig.) B r a o k . Ja, jeg gentar — sligt noget gør man da ikke! F r u E l v s t e d (hændervridende). Aa Gud — aa Gud — nu skulde vi ha stellet Papirerne her — og saa gaar Hedda hen og skyder sig. B r a c k (med halvmælt Bøst). E r De fortvilet, Frue ? F r u E l v s t e d (ser forskræmt paa ham). Ogsaa det. B r a c k . H ar De Kløe i Hovedbunden? F r u E l s t v e d (gysende). Ogsaa det. B r a c k . L ider De a f Skæl ? F r u E l v s t e d (knuger Hænderne i Fortvivlelse). E r dette ikke nok? B r a c k . Falder Haaret af? F r u E l v s t e d (sønderknust). E r Maalet ikke fu ld t endnu ? B r a c k . Har De smaa sorte? F r u E l v s t e d . Ikke det — ikke det! A lt i Skønhed. Br a c l i . Maa jeg saa by’ Dem denne ? (rækker hende en kinesisk Pistol). J ø r g e n T e s ma n . End jeg da! Hvorledes skal det gaa med P a ­ pirerne? F r u E l v s t e d (rystet). Det hade jeg ikke tænkt paa (gaar hen og aander paa Tesman). E r De nu beaandet? T e s m a n (sønderknust). Det har jeg ikke fortjent. De skal vide, at det er mig, som har fundet Manuskriptet, H e d d a G a b l e r (i rejser sig op paa Sofaen i Skønhed ). Ikke et Ord, Jørgen! (Hun falder tilbage rigtig død i Skønhed).

I det glade Kjøbenhavn E r der evig Spænd og Løjer, Allermest, naar Fastelavn Gavner og fornøjer. Som for Erempel. naar T a u b e r af Tolden E r inspireret og bider til Bollen: Med det forbavsende Mundheld, han har, Munden dygtig fuld han ta’er. Hver en livsglad Venstrepog, Fuld af Kæmpekraft og Ynde, Katten smukt af Tønden slog Paa en bajersk Tønde, Skjønt hans Parti med det første sig laver Til, li’esom Tønden, at falde i Staver; Løst er saagar fra dets næstsidste Baand Venstres egen „Folkeaand“ . B e n th e im s eget Kompagni Raske Integadedrenge Fik med B e r g et Maskepi Atter bragt, i Gænge. Glemselens Vande har næsten sig lukket Over de Straamænd, hvortil der blev stukket Her, hvor man nys uden synderlig Blu Rumle-Potten slog itu. Morgengnavet kisteglad E r paa F re d e B o jse n s Vegne, Strutter i dets Mælkemad Svømmer alle Vegne, Selv Redaktionen af Sikkerhed strutter, Skjønt det kan frygtes, at H ø rup s Kanutter Trækker i Valbvmaner paa en Studs Halsen af B o rch sen iu s.

Men, trods alskens Bolledejg E r det evig Jammerskade, At en Faktor nærmer sig Venstres Maske-Rade:

Trods Rumleriet og Folkeforblænden Dets Fastelavn har dog Riset i Enden, Og for hver „Fører“ den Trøst er sgu fæl, At han har det, bundet selv.