S_Punch_1891

31

denne anden Kat skuide op i „Røverne“, sagde Mons paa Familieskabets Vegne sin Kontrakt op. Nu gaar Mons arbejdsløs om paa Torvet, og saa lister han saadan omkring til de forskjellige Theatre, mjaver med Venner og Bekjendte og spørger Nyt;. Politiken er bleven misundelig, fordi Spiegelberg er bleven spillet som Jøde. Den Slags Roller, mente Poli- tikcn,\. at den selv havde Patent paa. Nu kan R iis - K n udsen da vente sig igjen. F o ra t formilde de vrede Guder maatte han sidst spille„En Forlovelse“ . Hvad mon nu Brandes paalægger ham som Bodsøvelse denne Gang? Hvis Riis ikke kysser Riset, gaar „Politiken“ til Kasino — til de krænkedes Theater, og saa maa Riis raabe Ak og Wiehe! W ieh e rn e er krænkede, fordi de tog Carl Moor og Moren i Venedig fra Vilhelm, og derfor skal Kasino nu være deres Moorskabstheater. Frøken A lb re c h t er krænket, fordi hun er forlovet med Jacques, C e tt i er krænket, fordi Riis-Knudsen ikke har gjort ham til Direktør, B re d stru p er kræn­ ket, fordi Kasino har spillet Studeprangeren, F ra R iis - K n u d sen er krænket, fordi hendes Broder er krænket, Sophu s N eum ann er krænket, fordi han altid er krænket, og ogsaa ved de andre Theatre er de kræn­ kede. A b rah am s er krænket, fordi Z in c k bliver ved at spille Komedie, ogZinck er krænket, fordi han ikke mere maa spille Komedie, Fru H en n in g s er krænket, fordi hun skal spille Hedda Gabler, og samt­ lige herværende andre Skuespillerinder er krænkede^ fordi de ikke maa spille den, W att er krænket, fordi F e rd in an d S chm id t gjorde Fiasko i Galehuset, og Ferdinand er krænket, fordi „I Galehus“ gjorde Lykke paa Kasino, og fordi der ikke er nogetsomhelst, der gjør Lykke hos ham. Ø s te rg a a rd er ikke krænket, men gaar alligevel gjeme til Kasino. Saadan mener Mons, at alle de, der er bievne , «.er har Privilegium paa Dagmartheatret, gaar til Kasino med Østergaard og Cetti som Direktører, W att, der har Privilegium paa Folketheatret, gaar til Tivoli med K je ld sk o v og T hr ane som Direktører, A b rah am s spiller paa Watts Privilegium og R iis - K n u d s e n paa Landmandsbankens. F e rd in a n d Schm id t, der har Privilegium paa National, gaar bag af Dansen, mens D rachm ann bliver Direktør, og i Cirkus giver S chum ann Forestillinger paa B u se n s Privilegium. Men midti al Tidernes Omskiftelighed bliver vores egen gode gamle affable Kammerherre —og jeg. spille „I Galehus“, gter i Vester og irektør. Ander-

Theaterkatten spinder.

Je g er ikke rigtig i mit Es i denne Tid. Je g kan ikke lide A l ad din. Der er for ,/£ megen Uro og Spektakel i det Stykke for en ældre pæn Kat som mig, og jeg maa sige, jeg er ganske enig med J a g d : at opføre den Slags Udstyrsstykker, det er det samme som at give sine Abonn —eller hvad j eg vilde sige: Kreaturer — Kraft- foder. Je g kan ikke forstaa, at Kammerherren overhove­

det har antaget det, han har jo dog ellers saadan en pæn, dannet Smag, og jeg synes nok, at denne Hr. Oehlen- s lå g e r kunde nøjes med at sidde udenfor hos os og saa blive spillet paa Dagmartheatret. Vi trænger ikke til ham, vi har jo G u s ta v E sm ann til at skrive de nye Stykker, vi behøver. Min eneste Trøst er Operaen. Frøken G er s dor ff skulde jo have debuteret i Søndags otte Dage, saa maaske vi kan glæde os til at faa hende at høre endnu i denne Sæson. Og i alt Eald er det mig en Trøst, at Fru G u ld b ran d sen , født Norgreen, er vendt tilbage. A f Hensyn til hende er der nemlig travl Virksomhed med Prøverne paa Je a n n a , hvori Frøken Dons jo har Hovedpaitiet, og naar Fru Guldbrandsen er rejst igjen, kan vi maaske faa baade „Aida“ og „Lohengrin“ at høre. Men som sagt: jeg ærgrer mig over Skuespillet, og jeg har derfor ikke været paa Scenen, siden jeg var oppe at se M an tz iu s spille Jeronimus i „Pernilles korte Frøkenstand“. Han var bleven ti Aar yngre end han plejer at være, naar haa spiller ung, og jeg synes bare, at han var noget for ung til Fru H ilm er, som trækker af med ham tilsidst. Han kunde have passet meget bedre til Fru H enn ings. Naa — hver sin chacun — jeg sidder nu hver Aften nede i Kjælderen og ærgrer mig, og min Tilværelse oplives kun en Gang imellem af min Ven Mons. Naar han kommer hen til mig, saa sidder vi og laber en Mælketoddy sammen og mjaver gammelt. Mons er en af Privattheatrenes mest frem­ ragende Katte. Han var egentlig engageret til D a g ­ m ar i denne Sæson, men saa var der en nær Slægt­ ning af ham — jeg troer et Næstsøskendebarn — som blev behandlet hensynsløst af Direktøren, fordi han ikke vilde spinde sammen med en anden Kat, og da

Saa gav han sig i Fæfd med Blot ved et venligt Smil Og med en Kniv i Ærmet At narre Højre April. Men av, det gav et Skaar I J e n s e n s Martyrkaar; Nu blev han den største K lo k k e r Blandt Venstres Klokkefaar. Men, da i Jubelaaret «Enhver s it » heden foer Og blev til Graven baaret Og lagt i sorten Jord, Da løb ved Gravens Rand Af Øjet Strømme af Vand, Skjønt han som O v e r g r a v e r Trak hos J e n s B u sk i Land. Til Stutning gi’er han Møde glad Mod Lov om Jordefærd, Som Integades Jødeblad Begejstret har især, Skjønt han Farvel har sagt Endog den gamle Pagt Og ender som U n d e r g r a v e r Af alle Slags Præsters Magt.

Fo ran d r in g fryder.

Men hvordan Tiet gik og ikke gik, Dog Hø-rup med Tilbehør En skjøn Dag H e n n in g J e n s e n fik I Politikens Kløer. Gik E e d v a rd over Stregen, Var der ingen Ting i Vejen

L n G angvarH enning Jen sen P ræ st, Og for sin Menighed Han præked’, som han kunde bedst, Og sagde den ren Besked;

Der udgik fra hans Gab Som Raad mod Sjæletab Det Ord, at Politiken Var det pure Djævelskab.

For Jensen at sige Amen .Som • Politikens* Degn.

Hermed følger et illustreret Annonce-Tillæg.