S_Punch_1891

366

Eller er Knuden den, at Moralen er Hos Ho l g e r ikke saa ganske klar, Men til at maale den op han har To højst forskjellige Alener?

D i g t e r l u n e r .

Fru Juliane Petersen: God Dag søde Fru Schrøder, ja De kan sagtens, De kan saamænd være glad ved, at salig Schrøder gik hen og laa sig i sin Grav, mens det endnu var Tid og ikke blev fordærvet og blev Oftedøler og gav sig til at kysse Pigerne, for det bliver ved Gud snart saadan, at man aldrig kan være sikker paa noget Mandfolk mere, og jeg har nu for en Sikkerheds Skyld bestemt, at Petprsen ikke mere maa læse Noget af, hvad der kommer i Læsetasken, før j e g har set det igjennem, for man har dog et Ansvar, og havde salig Schrøder levet, saa var det saamændgaaetrentgaltm edham , for han var jo rentud sagt lidt løs paa Traaden og gik i Kisten og læste Amalie Skram, hvis hun da var til den Gang, h a n levede, hvad jeg ikke husker. Og jeg takker saa­ mænd min. Gud, at Petersen ikke er nogen Nordmand, for der skal det nu være rent galt oppe med disse Kaniner, som nok skal være noget lignende som København hos os og som er saa lidt rene, at de ikke en Gang kan taale et rent Flag og det er da ved Gud ogsaa be­ tegnende, at de danske Forfattere, der skriver de værste Bøger, de er altid Nordmænd, og saa mangler de jo en anstændig Presse som »Berlingske« og »Politiken«, der ordentlig har læst denne væmmelige Oftedal Texten, fordi han har kysset en Pige, og det er kanske nok lidt strengt af Peter N a n s e n eller hvem der nu harskrevet det, men det kan vi dog alligevel let blive enige om, at det er væmmeligt, naar en ældre pæn Mand faar den Vane, og navnlig naar han bliver ved med flere Aar igjennem at gaa om og kysse Pigerne, men det er jo alligevel saa nydeligt, at han saa bagefter staar frem og bekjender det for hele Menigheden, og hvis der bare kunde blive Noget her i Byen af den Slags, saa skulde jeg rigtignok i Kirke den Søndag, for jeg synes, at det maa være næsten endnu mere højtideligt end Bryllup eller Konfirmation eller Begravelse, og jeg har sagt til Petersen, at hvis han en Gang skulde komme i en lig­ nende Situation, saa skal han hen i Helliggejstes og be- kjende, for der er jo saa længe til, at vi skal have Sølvbryllup, saa jeg synes, at vi trænger til saadan en lille Festlighed, med mindre Petrine skulde gaa hen og gifte sig, som nu er bleven indrem issionsk og gaar og sværmer i Stilhed for en Kandidat, der kunde have været Præst, hvis han ikke var falden igjennem til Ex- amen, men som hun nok tror er frafalden, fordi Stue­ pigen mener, at hun har set ham danse ude i Figaro, saa at han altsaa er noget ganske lignende som Ofte­ dal, og saa har jeg jo tænkt mig, at det kunde gaa til paa den Maade, at Petersen først træder frem i Kordøren og bekjender, og saa træder jeg bagefter frem og tilgiver ham, og saa holder Præsten en kort Tale, og vi vil naturligvis udstede Adgangskort til Kirken, og De skal nok faa et med, søde Fru Schrøder, hvis De har Lyst, og saa giver vi naturligvis en lille Middag hjemme og vi tager naturligvis ogsaa mod, hvad Folk sender os af

Det gjorde Parn el 1 dog alligevel ikke; Hin Repræsentant for »en varmblodig 0 « Blev gift, og saa lagde han sig til at de. I Skuffelsen maatte Ho l g e r sig skikke; Men heldigvis fandt vor frimodige Sanger En Fører af lignende Bolledejg, Der dyrket som Afgud blev paa sin Vej Og, skjønt han tillige var Præst i Stavanger, Dog over det 6te Bud slog en Streg. Da Ho l g e r erfared’, at her beroede En Rem af Pa rn e l l s lidt vovede Hud, Han satte sig ned og digted’ en Ode; Men, — hvo kan r.ansage H o 1 gers Spor? — Den tordned’ mod Hykleri og Hoer Og mangled’ rent de bevingede Ord: Hold ud, Oftedal! Hold ud! Hvorfor skal den Synder nu røfles ihjel Og ikke besynges å la Parne ll ? Han var dog en Fører, hvis Magt maatte dale, Skjønt han blev tilbedt af sit Parti; Han havde saa godt af lidt trøstende Tale, Og Hykleri er dog Hykleri, Hvad enten det skriver sig fra en Pave Med Møllestenskrave Eller en storpolitisk Despot, Der fordrer at blive lystret og troet. Og, enten sig Hykleriet kan flaske Bag Troens eller bag Venskabets Maske, Hvor kan det dog være, At hist gaar det an, hvad der her var en Skam?

Og hvorfor kan ikke Ho l g e r skære Dem begge over den selvsamme Kam? Er det en »indre Mission«, der driver Ham ved Skandaler af den Natur Til at begejstres af pludselig Iver Som Sandhedens egen Troubadur? Og er mon Sandhedens hellige Sag En i Gaar og en anden i Dag, Som godt kan lade sig værne hist Af en ægte Kjødets Evangelist, Medens den fromt kan forsvares her Af en frivillig Midnatsmissionær?