S_Punch_1891

26

Han en Bevilling hertil vil votere, Saa dette Hoved kommer næppe mere Til Syne, hvor i Fjor det havde Plads. — Ja, kald nu T a u b e r troløs eller blakket! Men, hvor T u t e i n har maattet sige Pas, Har som vor J o l a o s han gjort i Lakket.

Heroisk?

Ha, ogsaa jeg er Virtuos.

De maa undskylde, ærede Hr. H u n s, at jeg retter en Anmodning til Dem; men ser De, jeg er vel Matros a f Profession og er vant til at gaa til Vejrs; hvad Kant saa Vinden blæser fr a ; men jeg synes lige godt, at jeg et' skabt til noget højere, fo r jeg er egentlig Musikker a f Be­

Hvis Ungdomsdyder og hvis Manddomsværk man Besang og illustrered’ fjernt og nær; Trods Tidens Tand det ikke helt kan skjules. Han ved sin Styrke blev saa populær, A t man endog har kaldt ham for Hr. K u l e s . Man veed, hvordan han kløede efter Noder Den fæle Hy d r a med de mange Ho’der, Skjønt de kom frem igjen, og Kampen trak I Langdrag, til Hr. J o l a o s som Vennen I Nøden strøg en Tændstik og kom Lak Paa Saarene, — saa lakked’ det ad Enden. — Hvor Vælgerfolkets Gudesønner raade, Fik vi det samme paa en anden Maade. Der var T u t e i n fo r n y lig H e r k u l e s Og stred mod Provisoriets fæle Slange; Men han var ikke rigtig i sit Es* Fordi dens Hoveder var saare mange. Det var et rigtigt Herkulesarbeide, Og uden Ende syntes denne Fejde, Thi, hver Gang han et Hoved kappet fik, Strax voxed’ der et andet frem a f Saaret, Saa Visne- og Forhandlings-Politik Til Dato kun har een Slags Frugter baaret. Det nytted’ ikke noget, han fik slettet En Hoben Poster ud paa Krigsbudgettet Og tappert strøg Gendarmerne med mer; Hvert Hoved voxed’ ud igjen paa Dragen, Og til April et splinternyt man ser, Som er de andre ligt i — Hovedsagen. — Men saa tog T a u b e r næsten Vejret fra os Som J o l a o s og sagde pænt: »Jo, la’ os Forsøge paa et nyt Experiment! Nedtordne vil jeg ikke som en G r a c c h u s »Frilageret«, men vil ha’e Saaret brændt Smukt sammen med det salig Ki e l e r - Pakhus ! «

gavelse. Jeg spiller nemlig paa Harmonikka, og jeg har gjærne mit Instrument med til Søs fo r at give gratis Koncerter, naar jeg har Frivagt. Jeg har tidt sadt i Kabyssen og spillet fo r Kokken, saa hans Æ rter blev ganske rytmiske a f at høre paa det, og da jeg sidst var paa Farten og sad i Lukafet og trakterede Harmonikkaen, saa kommer Styrmanden ned til mig og siger: „Hør Ole", siger han, „Du skulde den Onde lyne mig, se at fa a en Ansættelse ved disse Filharmonikakoncerter, eller osse fa a en P lads som Organist ved Kirken paa Toldbodvejen, der hvor de ringer med Flasker og G las; f o r nu sidder Kaptajnen i Kahytten og svømmer i Taarer over dit Spil, saa Kahytsdrengen maa bære den ene Pøs Vand op efter den anden, og der er ikke en tør Trævl paa Storsejlet, fo r det har jeg maattet bruge til at tørre mine Øjne med, da mine Lommetørklæder slap op“. Ser De, Hr. P u n s , han forstod sig nu paa de Grejer, fo r han har selv pillet meget i sine Dage, skjønt det meste nok har vaaren Sjavs. Men, se nu har jeg tænkt paa, da jeg fo r Tiden ligger indefrossen i Strandgade, at jeg maaske kunde fa a Hyre ved en a f Kirkerne som Organist. Jeg tror nok, at jeg kan magte den Bestilling, fo r jeg kan spille paa min Harmonikka alle de Salmer, som man bruger i „Frelsens Hæ r“, og saa var jeg en Gang med til en Begravelse imellem „de sidste D a­ ges Hellige“, og der gav vi den Salme, der begynder med „Gaa vtu hen og grav min Grav“, paa Melodonten: „Frisk skænker i til Glassets Rand“, og den gjorde saadan en Lykke,