S_Punch_1891

294

Fra ganske upaalidelig Kilde. — Dr. G. B r a n d e s arbejder i denne Tid paa et større »originalt« Værk, hvori der ikke skal forekomme saa meget som et eneste Citat af H ein e eller B ø r ne osv, eller være glemt et eneste Anførselstegn. — Expastor H en n in g J e n s e n agter fra først­ kommende Oktober Kvartal at udgive et periodisk Tids­ skrift for Fremtidens Theologer. Det skal hedde »Knivs­ bladet« og anvendes til at sætte Nutidens intolerante Kleresi Kniven paa Struben, som et Surrogat for den Kniv, Hs. Højærværdighed ikke kan faa ud af Ærmet. — Dr. E e d . B r a n d e s aflagde sidste Sabbath »et Besøg« hos den nye Kultusminister. Hs. Excellense følte sig højlig smigret herover og lovede ved første Lejlighed at udnævne Doktoren til Direktør ved National- theatret i Gosen. — Forfatteren til »Kjærlighed«, N. B. ikke »uden Strømper« er af Kammerherre F a l l e sen bleven enga­ geret til at optræde som T r is t a n i »Kong René’s Datter«. I den Anledning skal der for Theatrets Regning anskaffes ham et Sæt nye Ben, da hans gamle er aldeles ubrugelige. — Redaktionen af » Politiken « har i disse Dage anskaffet sig aldeles brandfrie Protokoller for at imøde- komme vore Forhørsdommeres til visse Tider saare brændende Ønsker.

.L/æ r m ig , G y ld e n k je r n e , At synge grovt og gjerne,

Selv om B e n t h e im paa sin V ei Kalder det »en Slyngelstreg«, Læ r mig, Gyldenkjerne! Læ r mig, Folke-Dommer, At gjøre Vrøvl hver Sommer, Men mig høist medgjørlig te I R igsdagstidens Yintersne. Læ r mig, Folke-Dommer! Læ r mig, golde F r e d e »Forhandlingen« at lede, Nøjet med saa fattig Trøst, A t hver Reform har sine Brøst. Læ r m ig, golde F red e ! Læ r mig, Venstre-Munde E t Omslag at begrunde, N aar je g faar et nyt Parti, Fo rd i det gamle er forbi. — Lær mig, Venstre-Munde! Ved en Hovedstrømnings Bred, Hvor man v e d L o g o s fromt gjør E d . — Læ r mig, Evropæere! Læ r mig, Radikale, Den Kunst med Glans at dale, N aar det kniber for de smaa, Og selv de store Aander faa Slemt paa deres H ale! Læ r mig, Evropæere, Min Hvidløg at fortære

F ru Juliane Petersen: God Dag, søde Fru Schrøder, ja jeg skal bare sidde ned et lille Øjeblik, for jeg skal saa mange andre Steder, hvor jeg vist slet ikke faar Tid til at komme, men jeg kunde dog ikke gaa Deres Dør forbi, og desuden var jeg saa bange for, at De skulde blive fornærmet, hvis jeg ikke saa herop, for jeg er nemlig ude at samle ind til Guldbryllupet, nemlig de Kongeliges, som jo skal være til næste Aar, og De ved jo, at jeg har tænkt paa, om ikke Petersen kunde blive Etatsraad eller Ridder ved samme Lejlighed, og, havde nu salig Schrøder levet, saa kunde han maaske være bleven Kammerraad eller Dannebrogsmand, men det skulde jo nu ikke saadan være, han maatte jo nøjes med Erindringsmedaille, og Herre Gud, Fuglekonge blev han jo og kom jo ogsaa pænt i Jorden, og De kan da ikke gjøre for, at De ikke havde Raad til mere end et simpelt Trækors over ham, og saadan har jo Enhver sit Kors at bære paa, men De vil vel nok give Deres