S_Punch_1891

158

i Og eftersom Mandemod altid forfrisker,

Da JOHAN k jo b t e s i g en F lø jte

Gaar nu hans Kolleger bag L am pernes R and Forsigtige om blandt hverandre og hvisker: »Du skulde vist inte h a’ fløjtet, Joh an 1« Johan i O rganet har hvæset og raset; Han svor — efter Smaafyres vante Trafik, — At hvæsse sin P en, til H r. R e u m e r t er maset! — Men hvem vil ej takke for d e n Slags K ritik? Den lille Johan maa da kunne begribe, At, trues Hr. Reumert med Baal og med Brand, Vil rolig Johan kun han række en Pibe Og smile galant: » K a n D u f l ø j t e , J o h a n ? « | — B r e v e fra H e lvede . M in egen V ig g o B e n t h e im ! D u m aa, m in Sæl, f o r D jæ vel, som kan hitte M en in g en i det S kridt, og baade Fanden og hans Oldemoder komm er hver D a g m ed In te rp e lla tio n e r i den A n le d n in g og g jø r m ig H elvedet hedt nok, hvad d e r n a tu rlig v is i visse M a a d e r kan have sine Bordele, f o r d i disse Satans B jergvæ rksarbejdere id e lig g jø re S krue og derved d riv e r K u lp ris e rn e f o r ­ bandet højt op i V ejret, saa det kan være h a a rd t nok f o r en stakkels D jæ v e l a t f a a Budgettet l i l a t balancere. N a tu rlig v is h a r B e r g a ltid været en A llerhelvedeskarl, d e r ikke h a r væ ret bange f o r a t f a a selve O c t a v iu s t i l D e fe n s o r f o r H øjesteret, hvad d e r nok v a r en anden E n , d e r ikke turde g jø re ham e fte r; men Fanden s k a l tage m ig, om disse dumme D jæ vle hernede kunde f a a andet u d a f det, end at du m aa være kommen net p a a Potten, siden du m aa tage t il Takke m ed en ordinæ r Rumlepotte. D e rim o d h a r din E e d v a r d vzmdet a lm in ­ delig A nerkjendelse f o r sin Piece » F r a 8 g t i l p i* . D e n e r n em lig g a a e t saa h u rtig a d H elvede til, a t v i allerede h a r fa a e t den som Nyhed, og da v i h a r en djævleblændt god Hukommelse, saa v i ikke h a r glem t, hvad O c t a v iu s sagde om B e r g s Syn, H ø relse, H u ­ kommelse og A andsevner , g jø r det saa Fandens godt a t læse E e d v a r d s D efensión f o r ham , isæ r hvor han tillæ gger sit Forbillede fo r » E n P o l i t i k e r i en •fæno­ m e n a l Viden, aandelig Friskhed, Rigdom p a a gode Id e e r , skarpsindige S am m en stillin g er •, o. s. v. fo , du kan lade dig fo rs k riv e t il B anden p a a , a t je g s k a l tænke p a a E e d v a r d den fø rs te Gang, je g ig jen skulde have B ru g f o r en Advocatus diaboli. M in O ldemoder sagde, at E e d v a r d s F o rs v a r f o r B e r g v a r lige e fte r hendes Kogebog, f o r d i det v a r „det samme p a a en anden M aade«, som O c ta v iu s havde sagt. Desuden h a r a lle Fyrbøderne h e r i A nstalten slaaet s ig sammen f o r at g jø re et stort Fakkeltog t il Æ r e f o r E e d v a r d ; men det s k a l du nu ikke sige l i l hans store B ro d e r G e o r g, f o r d i han v a r i S tand t i l at æ rgre sig sort d ero ver, det Skind, og Fanden selv kan ikke vide, hvad fo r en A rtik e l, han saa vilde g a a hen og begaa. M e n hav det nu godt. Jeg v il a f et æ rligt H je rte ønske baade g am m elt Venskabs S kyld vise m ig den Tjeneste m ed det a lle rfø rs te a t sende m ig den højeste O plysning om, hvem det egentlig er, d e r e r f a r e t i dig, siden du ig jen h a r f o r ­ skrevet d ig t i l B e r g . f e g v il være fo rd øm t, hvis h e r p a a hele E tablissem entet e r nogen

J e g synger - med skyldig Blufærdigheds Blussen — Om lille J o h a n og hans rare Avis; Det Navn, som han fik, var for Resten kun K n u d s e n , Fordi han — desværre — har ikke faaet »R i i s«. H an flot snakker med, naar de Voxne har Ordet, Og pifter i Fingren, det bedste han kan, Saa saare han hører fra Inte-Kontoret E t bydende: »Naa, — k a’ Du fløjte, Johan 1« Men det er en daarlig Bestilling i Længden At spille Mæcen for uvartige Smaa : H vad kan det vel nytte a t pifte, naar Mængden Til sidst ikke længer vil høre derpaa? Saa tog det da ogsaa en sørgelig Vending; De Spædes O rgan stod paa Afgrundens Rand, Og blege og graa af Forfærdelsens Spænding De hylede: »Nu maa Du fløjte, Johan!« Saa fløjted’ Johan efter ny Abonnenter, Der pænt vilde hjælpe den sølle Avis; Han fløjted’ paa Kraft efter Scenens Talenter Og tøm te sin Kasse, sin Pung og sin Gris. Og Klangen løb rundt i tre aldrende H o’eder, Der strax som Reklameskilt fangede an A t virke for Knudsens umyndige Poder Og for hans Avis, — saadan fløjted’ Johan! Men mellem Thalias troskyldige Præster En Viking stod frem og med drabelig Røst Han vækked' til Live de smuldrende Rester Af Stolthed, der slumred’ i Kunstnerens Bryst 1 Naar Smuds bliver rørt, kan med Smuds det kun stænke, Det vidste han g o d t; men han modig holdt S tan d ; H an nøjedes ikke med bare at tænke, Men sa’e det p aaP ren t: »Du gaar fløjten, Johan!« F orstaar sig, den kjække var en af E l i th e n , Af dem, der med Frejdighed vover sit Skind Og bryder sig Pokker om hele Profitten, — Isæ r naar den i » K ø b en h avn « pakkes ind.