S_Punch_1891

150

B ø n til g o ’e M enn e sk e r! 1 hele Integade og det halve af Badstuestræde kan man ikke finde noget større Exempel paa en lille Mand, der er en stor Mand, end den svenske Digter, A v g u st S trin d b e r g . Om det saa er vor egen S tr a p d b e r g , er han mindst en halv Hjærne mindre og dog en Kjærnekarl. Allerede i sin spæde Vugge skrev han udødelige Mesterværker, og alle havde de denne for Vugger ejen­ dommelige Duft. Og dog har Dumheden og Raaheden endnu aldrig skænket Nordens storste Mand den store Statsunderstøttelse, som Nordens anden, ligesaa storste Mand heller ikke faar. Det kunde endda være ligefedt, dersom den fedtede Højrepresse ikke stadig gav ham sit Fedt, saa at der snart ikke er en Pille Fedt paa ham. I det Hele taget er ingen af Nordens genialeste Aander Fedtekommis- Besiddere. For Sandhedens Skyld vil vi dog meddele, at den geniale J o h a n danner en knudsende Undtagelse fra denne fedtede Regel. Han har nemlig Raad til at kjøbe for 1000 Kroner Abonnenter af forarmede Skue­ spillere. Og saa vejer han 108 Pund; det er meget for et godt Barn. Strindbergs Forlægger kunde tjene en Formue ved at give Strindberg Millioner. Men den dumme Stymper foretrækker at sælge hans Bøger. Ingen Bøger, der dør i Norden, læses som Strindbergs Bøger. Lille H elg e R o d e falder aldrig en Aften i Søvn uden at have hans »Frøken Julie« i Armene, og aldrig tager nogen Barber en Kunde ved Næsen uden at stamme Strindbergs Navn. Hvad vilde Barbererne være, naar ikke »Frøken Julie« havde lært dette Lands fordummede Beboere at bruge Barberkniv? Sagen er den, at man maa være opdragen i de smaa Sortes Skole for at være mavestærk nok til at kunne ligge paa Maven for Strindberg. Derfor læser Ingen hans Bøger. Nu har imidlertid en Kreds af Nordens genialeste Aander forenet sig om at rejse Nordens genialeste Aand en Ærestøtte af Trykpapir. De geniale Aander vil nærmest optræde som Bankeaander, da det er Hensigten at banke Strindbergs Navn ind i dette Lands fordum­ mede Hoveder. Man har til den Ende tænkt sig at give Ærestøtten Form af et Springvand, hvor Vandet le­ veres af saa svimlende Storheder som Gebruderne B r a n d e s (første Sprøjte), G u sta v E sm a n n (Pumpe­ svend: Kmhr. F a lle s e n ) og A m a lie S k ram (der be- sørger Tilsætningen af den fornødne Fusel-Akvavit). Der er endogsaa Haab om, at den store O sc a r M ad­ se n vil levere vild Gaase-Vin fra sin bekendte Vand­ post i Badstuestræde, og at den store S tu c k e n b e r g vil yde en Flis til Støtten. Det er Meningen. — for i alt Grin skal der dog være en Mening, — at disse udsøgte Aander af alle Aldere skal tømme sig ud om alle den store Strind­ bergs uforlignelige Storheder, saa at han paa det kraf­ tigste kan blive oversavlet fra alle Sider. Han skal op­ fattes som D ra m a tik e r , særlig som Chef for afdøde Forsøgstheatre, som R o m a n f o r f a tte r , med aandfuldt Henblik til hans nyeste Novellisering af »Skilsmissens Overraskelser«, som P s y k o lo g , med vedføjet Analyse af hans Værk om brændende Petroleumslampers sinds- forvirrende Indflydelse, naar de kastes i Panden paa en »Fader«, der er i Spændetrøje, og endelig som N a tu r ­ fo rs k e r, med særlig-Anerkjendelse af hans Virksomhed som Undersøger af Tschandale-Møddinger i Lyngby. Bogen forsynes med Portrætter af den store Digters »Kreditorer« og af hans store og lille Hjærne i dens for-

O

n Vise vil jeg kvæde, Saa godt som jeg kan, Om Smaafyres Glæde Og om lille Joh an . Som Goldamme han med Besvær holder Styr Paa alle de søde sraaa »Menneskedyr*, Per kviddrer saa kjælent, de yndige Smaa, Den velkjendte Vise: Johan, jeg maa gaa! En Badstuestræde-Neger Er grulig forfulgt; Naar frommest han leger, Faar han Strambux og Mulkt! saasom hans Mod er i Buxerne gjemt, Han hvisker i Krogene, sky og forstemt: •Ja vent, til Johan ej paa Lommen kan slaa, Saa raaber jeg frejdig: Joh an , jeg maa gaa!« Der var en lille Herre — Men nævn ej hans Navn — Som værre og værre Gjorde Mudder og Gavn; Han drabelig blæste ad Kirke og Præst, Ja, gav selv med Sværte Vorherre sin Rest, Men, da han til Ansvar for Spasen sku’ staa, Saa peb han og hylte: »Johan, lad m ig gaa!« Johan fra sine Blade Snart hoppende sprang, Hvis ikke han ha’de Stakkels afdøde B ang! Saa ofte en Vandgang med Fynd og med Klem Skal modig besørges, — staar Gjenfærdet frem; Med Graahimle truer han ad de smaa Graa Og stønner med Gravrøst: »Johan, je g gaar paa!« Ja, Held Johan — han kjender De Afdødes Færd: Naar Mønten han vender, Svarer S tu c k e n b e rg : »Her!« Og strax laver Mumien syv Alen Vers, Som selv en Johan faar i Halsen paatværs, Men Mumien smiler helt dødningeblaa Og mumler: »Aa Skidt, — Joh an, la’ dem gaa!« Men, hvis de mange Døde Ta’er Livet tilsidst Af Bladet, — han møde Kan sin Skæbne med List: Han gi’er blot en Almisse til en Aktør! Det bli’er en Geschäft, der gi’er Fart og Humør; — Men hvad kan Aktørerne ej hitte paa? De skri’er blot: »Nej, føj da! — Johan , lad os gaa!«