S_Punch_1891

1 2 3

saa det dirrer i mine og W illiam taaler det! han at instruere! Og — Aa, jo da — kom det trøstigt. — D et er F øde­ landssang for haabløse Slægter, just det. Saa lakkede J o h a n op Vinduet, og Liget stirrede ud i det store Tomme og kjendte Foraarspustet i de afdøde Lungerne sine. — Du J o h a n — kom det igjen — er der længe til det fri T heater nu? Saa biir dér Penge at tjene. — D et biir der nok, — J o h a n vendte sig bort i det Samme og tørrede Øjnene i Pengepungen; det var ikke væ rdt, at L iget saa, at Johan mente det modsatte. — Saa faar jeg bli Sceneinstruktør, naar P ie tr o og J u l i u s og W i l l i a m og de andre Umulighederne er dyppede ihjel i mit Blækhus' — ikke sandt? vedblev den anden forhaabningsfuldt. — Jo da, svarede J o h a n og saa fortvivlet udover. Men L iget mærkede intet. H an havde slæbt sig den lange V inter gjennem Gadebladets Spalter, — aa, saa dræbende kjedelig. H an kunde b lit vanvittig af Tungsind. Han havde grædt med Hodet, boret ned i Blækhuset, og tygget de magre Fingre af til K noerne af bare Tungsind. Men siden — da Foraaret kom og alle forpinte Mennesker løb Aprilsnar, var han begyndt at fatte Haab. Jeg vil strax bli Sceneinstruktør! — sa han. — Du faar gi mig en Pen, jeg kan jage i Livet paa de andre Stymperne. W illia m , — hvad kan W illiam ? B e t ty R o s e n b e r g , vor store Meiningers Rosenberg fra Jern ­ banegade, kan h a n instruere? — Aa, saa ynkelig! — H ar nogensinde M a r t i n i u s ’ R yg bragt mig Bud fra Rosenbergs Personlighed? — Og de andre? — A a, for Pinsel! — Hvem kan spille Komedie, hvem kan se Komedie, hvem kan lave K o m e d ie ...............uden H e rm a n , den store, den eneste, den forlængst afdøde H e rm a n ! J o h a n saa sørgmodig ned ad den hjælpeløse lille Skabning, som laa der sammenfalden og slap i Papirskurven. Men L iget rejste sig, og L iget fortalte om sin svimlende Storhed, og L iget skrev A rtikler, den ene umuligere end den anden. Saa m aatte J o h a n bringe ham Livkjolen med bare A rm ene fra Ungdomsdagene hans. Og L iget smøg ind i K jolen, og Vellystgysninger fra svundne Ungdomshaab fo’r gjennem hans forpinte H jærne, saa at han vendte det Sorte ud under Øjnene af Lyksalighed. H an drøm te sig ind i det. Han saa sig som Sceneinstruktør ved alle den ganske By’s T heatre. Og han lærte de usle A c ieu rs at bli K unstnere — slig som han selv. Han viste dem sit Spejl, og de skreg, — som Kunsten skriger. H an lærte dem at tale det ubegribelige Sproget hans, — og de stak alle Fingrene i Munden og talte Hermansk. H an lærte dem at glemme sig selv, — og alle blev de saa store og. saæ affekterte, — aa, saa affekterte. F or F ryd det var'! — Hvad skal jeg-gi fcrr Spalten? — kom det sukkende fra J o h a n . Saa var Drømmen forsvunden. L iget gravede sitrende efter Hjærnen, men der var kun en Anelse til­ bage, slig havde den raslet sig i Stykker. Og han hulkede elendig og sank sammen. J o h a n bøjede sigover Liget- Vandet sivede fra Gadebladets Spalter og boblede stinkende om L iget, som det laa der — kvalt i Parfumen af sin egen Selvros. Men derude i den vilde Vin trippede O s c a r omkring, Foraarsluften suste gjennem Nattekafeerne og slog Røgen af C a r l E w a ld s Damers Cigaretter, Justitssagerne summede om H uset. Og ude fra Strædet lød Sangen fra umyndige Barnestemmer og skingrende Pigestruber: »Riise har aabent fra 12 til 2! R iise har aabent fra 12 til 2!« spiller Kom edie — aa, saa dejlig, afdøde Lig-Torne, naar jeg ser det, — H an taaler det! — det kalder

H u r r a for v o r frie U dstilling, som F o rag ter C en su rens foræ ldede Dom, Vi m aler stort, og vi m aler sm aat, Og m aler sgu A lting lige flot. H er i K l e i s t ’s Sale

E r vi lige gale, Ræ dsom t geniale E r vi til a t m ale.

H vad b ry d er vi os om C harlotten b org Slot, F ru S l o t - M ø l l e r s Slot e r sgu lig esaa godt, F orgy ld te R am m er gjør ingen F ortræ d , Men h er forgylder vi B illedet m ed. F olk er bindegale, De skal skam b etale, H vad vi geniale Folk fa ar L yst a t m ale. H er W il lu m s e n gjør, hvad d er v ist e r svæ rt: At glemm e a l Ting, hvad h a n h a r læ rt, F o r R esten sa a v a r det nok ikke stort, Og d erfor gik det, som d et v a r sm urt. G jør vi b lo t S kandale, E r d er ikke T ale Om, at E r vi eller H er h a r v i K r ø y e r og E n g e l s t e d , Og H a m m e r s h ø j — h an gjør sgu ingen F ortræ d , H an m aler ud a f sin Ind iv idu alitet, Men, h v ad d et skal væ re, h a r Ingen set; P h i l i p s e n k an m ale H øveder m ed H ale, M er end geniale — Gale. V æ rs’artig, h e r se r De foruden C en su r Det Z a h r t m a n n s k e Jam m ersm in d es T ortur, Det sam m e k an De p aa C harlottenborg se, Men h e r er n atu rlig vis billigst E ntrée.

Vi e r F an d en s K a’le, A lting k an vi m ale, Blot De vil b etale, S er De os som gale.