S_Punch_1891

10 #

/ \

Nye Partier.

Dog foreløbig har den Blod paa Tanden Og spørger ej om Navn, men er beredt Til hver Forhandlingsven at slaa for Panden Og Sammensmelterne at gjøre bête. — Men B a c h sig holder udenfor selvanden, Og B a j e r hævder sin »Nevtralitet«; Han veed, at ingen Bajer kan beskattes, Saasnart en vis Procent af Gejsten fattes. Therese Raquin eller M adamen mekanisk Statue. Bestandig boigerligt Problem- og Forbryder-Melodrama af Madam R a q u in , Moder og Pantomimiker. C a m ille , Ægtemand, Svækling og Idiot. T h e re s e , uvartig Kone. L a u r e n t, Maler, fri Udstiller. T o H u s v e n n e r , I t t j i j t - ii t. j t f Uvedkommende. E n M æ lk e b r ø d s - I n g e n u e , J R e k v i s i t e r : En Stue, en Brudeseng, et Smil i Mundvigen, Giftflasker, to Samvittighedsnag, et apoplektisk Anfald etc. Prolog. Højstærede Publikum ! Dette er en gyselig Dramatise­ ring af en udødelig Roman. Jeg siger det selv, for saa kan Ingen gjøre Vrøvl bagefter. Poesi og den Slags Pjank giver jeg mig ikke af med. Uden at være Ægteskabsbryder og Morder er man intet sandt Menneske ; kun smaatskaarne Sjæle, der er modne til Galejerne, er en Digterpen værdige. For saadan er Livet. A t der skal være Handling i et Skuespil er lutter Overtro. Jeg har derfor gjort Handlingen saa spændende, som muligt. Mine Personer foretager sig kun dagligdags Ting, saasom at lyve, myrde og bedrage; de er enten Dumrianer eller Tugthuskandidater og følgelig psykologiske Problem er, hvis Forfatter fortjener at blive Medlem af Akademiet. Jeg skal endnu kun tilføje, at samtlige Skuespillere, der enten h a r spillet, eller som for Frem tiden s k a l spille i mit Stykke, er Førsterangs Genier. Hermed være mit geniale Drama anbefalet til alle »frie Theatres« Bevaagenhed. Æ rbødigst E m ile Z o la. Første Akt. T h e r e s e elsker L a u r e n t paa det Brødefuldeste. Saadan er L ivet: alle gifte K oner elsker brødefuldt. Naar Scenen er tilstrækkelig fuld af Folk, træffer de Aftale om at myrde Ægtemanden-, i et moderne Drama lader de Til­ stedeværende sig nemlig ikke genere af afsides Repliker, naar Forfatteren ikke vil have det. Ægtemanden fremstiller omhyggelig sig selv i det dummeste Lys, for at et højst­ æret Publikum ikke skal tage sig det nær, naar han bliver ryddet af Vejen. To gamle H u s v e n n e r indfinder sig; men, da de ikke kommer Komedien ved, sætter de sig til at spille Domino. M ellem akt. T h e r e s e og L a u r e n t helder Ægtemanden i Seinen og drukner ham som en K attekilling, medens det letsindige Publikum nyder en Bajer. Anden Akt. De to H u s v e n n e r har siddet i et helt A ar og spillet Domino, da de stadig ikke kommer Komedien ved. T h e r e s e og L a u r e n t har Samvittighedsnag og ser Spøgelser, der alle har Ægtemandens Smil i Mundvigen. M a d am R a q u in er nedbøjet af Sorg over Sønnen. Men, E m ile Z o la. P e r s o n e r n e :

Endt er Sessionen. I vor Rigsdag lukker Man Døren efter ai den Øldebat Og Talen om Petroleum og Sukker, Der jævnlig vared ved til ud paa Nat. Vort Folkething staar øde og forladt, Og ingen Ændringsforslagsstiller mukker Derinde, hvor den travle Paaskehøjtid Nu bliver afløst af et halvt Aars sløj Tid. Men, er der tyst og stille paa Kasernen, Er der til Gjengjæld desto mere Støj I sammes Garnison paa venstre Fløj, Hvor Enhedsmærket har forsamlet Kjærnen A f Legionen og med stort Halløj I »Venstrebladet« hejst Signallanternen, Der varsler Sammenstød paa hele Linien Og maser hver en Rest af Disciplin i ’en. Den brave C h r e s t e n B e r g , som er begavet Med stort og umiskjendeligt Geni Til Søndersprængning af ethvert Parti, Som i sit Ansigts Sved han selv har lavet, Har heller ikke her sit Pund begravet, Men omskabt »Samarbejd« til Klammeri Med en Mistænksomhed å la T i b e r i u s Og med en Virkelyst lig S a n k t S p o l e r i u s . — Det værste ved den ny Partigruppering, Han efter Splittelsen har bragt i Havn, Er dog, at det vil knibe med et Navn, Som svare kan til Gruppens Kursnotering; Skal E e d v a r d og hans Venner gjøre Gavn Som »Logospræster« under B e r g s Regering Og HøRurs Garde blandt hans Undersaatter Som »ext raord inær e Ruml epot ter«? Eller monstro skal i Partiet alle Kong C h r e s t e n s gode, gamle, fuldtro Mænd Sig »Luskepeterkompagni et « kalde? For saadan kaldte B e r g nok den og den. Skal »Evropæernavnet« rent bortfalde, Og skal »d et dan ske V enst re« gaa igjen ? Eller skal ved et Kompromis den ganske Fraktion benævnes »Evrop æredan ske«?