S_Punch_1880

78

V III. D o g mens det unge Rus l ands Radikale Paa sand Banditvis deres Ry erhverver, Snigmyrde deres Fjender og til Skjærver Forvaudle Kejserborges Marmorsale, Har deres Fæller her i Danmarks Dale Lidt mindre Mod og knap saa stærke Nerver; Den «Dumhed# kun, som deres Sag fordærver, Skal «Haas»; saa led jo deres Vismands Tale. Som Ruslands Nihilister helst ved Miner Og Baghold slaas, men grumme nødig triner Til aabne Angreb modig frem for Fronten, Har «voreses» ogsaa Miner gjort mod «Fjenderne» I Meyers Lexikon, ja selv blandt Finnerne, Men heldigvis — saa har vi lugtet Lunten.

Fra L itera tu r en s O v e rd r ev .

V II. O g hvad er saa »den frie Tankes# Øjemed? At fere Krig mod Haabet og mod Drømmene, Til Dåden Stat og Kirke «forud dømmende*; Frihed til alt den lader sig kun nøje med. Dog kritisk Frihed har endnu den Møje med At hævde som Princip i Hovedstrømmene; Thi hvis man Br a n d e s efterser i Sømmene, Ja, saa bifer han skam ikke til at spøge med! — «Det nittende Aarhundreds* Frihedsflamme Blev kun hos os til bare Røg og Gnister ; Partiet er bestandig dog det 3 amme. Det hænger sammen som det bare Klister Og bli’er vel samlet sat i Glas og Ramme Som Danmarks literære Ni hi l i s t e r . „L y k k e n s K a lo sk e r .“ Vexl ende Udf l ugt er . III. •Et Dukkehjem* - E h i . ers — Ringbjerge — Magi- ftratsmaanefkin — Biplaneter — Lygteiændere — Kom- munalbeftyrelfen Fuldmaane — Stjærneikud — Spejlæg — Borgmeftermave — P r. L eviso n — Morgengnavet — Bærmefabrik — Jærnstænger — Dagbladet — Tilløb — Seng — H erm an L arang . — A l t u d s o l g t ! ! ! ! Naturligvis! Det var “Et Dukkehjem*, der gik. — Fore­ stillingen var forbi, og Mændene skyndte sig at faa deres Koner i Omnibusserne, — saa lob de da ikke for det Ferste. — Studenten havde ogsaa været i Teatret og faaet Kaloskerne forbyttede-, en ældre Herre gik, uden at vide det, over Torvet med Lykkens Kalosker. Denne Herre var Borgemester E h 1e r s. Han saa fra de søvnige Gaslygter op paa Maanen, misundte den sin straalende Belysning og enskede sig derop. Og saa stod han paa et af de mange Ringbjerge. Den Belysning var han ikke vant til ; Borgmestre taaler tidt ikke at belyses. Og han tænkte:

Som jeg ikke fører i denne Tid; Formedelst Petersen er daarlig og ligger i Sengen, Af et Tilfælde; Som han fik forleden Aften nemlig i Krumkagen ved at læse Fæ­ drelandet. Fordi han læste om, at vores Skuespil var det bare Pojt og vores Opera; Brillant. Som var mere end han kunde bære ; Nemlig at de vilde have vi skulde give bar Operaer og en Gang imellem Resiterendes. Og Pe­ tersen faldt ned af Stolen og i en hæftig Feber. Som han fantaserede i, og trode han sad ganske alene i The- atret med fem musikalske Jøder og en døv Mand. Der var gaaet fejl og trode han var kommen paa Pantominetheater, og saa gik Tæppet op og saa gav de •Gid jeg havde mit eget Gaslys (=0,003 Spermacetlys) fra Jorden her; det er saa sundt for ©jnene!» At det ikke altid er ligesaa 6undt for Benene, tænkte han ikke paa. Han saa sig om, og nu var det det dejligste Magistrats- maaneskin, han kunde ønske sig. Men dette Mørke frem­ kaldte Forfærdelse paa Maanen, hvis Beboere ere Ild- og Lysvæsener, der kun leve af og ved Maaneskinnet. Som vi sige, at En dør, siges der, at « E n g a a r u d » , som et Lys. Og adskillige Maanebeboere gik ud ved det pludselige Mørke. Der telegraferedes strax til det store Gasværk, •Solen *, om mere Belysning, men det varede noget, inden denne bragtes p r. Udtog ad den med Maaneskinner belagte til Solen gaaende Luftvej. Maanens Biplaneter stak imidlertid adskillige velgjørende Brandere ud. Endelig kom Belysningen igjen, og Ehlers havde Skmnet imod sig. Han saa sig omgiven af Tusinder af lysende Legemer, der dansede om ham som Lygtetænderne om «Hesten*. Og til Maanebeboemes Rædsel saa de Ehlers’ uoplyste Person som en mørk Gaade stirre dem i Møde. Ehlers glemte at ønske sin forrige Belysning tilbage, han blev ganske maanesyg-, han var ikke vant til i Kommunal­ bestyrelsen at se saa mange Lys om sig. Men nu var han