S_Punch_1880

54

B a l l a d e. En Digter, som er Realist, Kan aldrig fattes Penge, Thi F i s c h e r s Magt og F i s c h e r s List Ham skaffer Sylene for vist, Saa ej han sulter længe. Og er Kritiken ej hans Ven Og sætter ham paa Prøve, Han ler, thi han foragter den, Og C h r e s t e n B e r g ham gi’er igjen De Lavrbær, den mon røve. Saa sadler han Pegasen op, Saa tid t hans Hjerte lyster, Og rider til Parnassets T op I Luntetrav øg Sogalop Fra Realismens Kyster. Men træffer paa sin Vej han En, Der hindrer ham i R idtet, E r Realisten aldrig sen, Han slaar ham ned med Stok og Sten Og træder ham i Skidtet.

E t V e n s t r e la n d s k a b .

Hist, hvor Venstre slog en Bogt, •Ligger der et Hos» saa smukt. Førerne lidt spredte staa, Grupperne blev ganske smaa. Chr e s t en synker svært i Knæ, Taube r gøer, det stakkels Kræ, Og, mens S c h e l d e s Lærker kvidre, Had han synker og saa vid’re. I Partiets Aftensol Sidder Hol s t ein i sin Stol, Kammen loer dobbelt rød, B agger har han paa sit Skjød; Barnet, ser man, har det godt, Sikken «Hæse» det har faa't. Se, hvor han i Spøg det banker Paa dets søde, smaa Skavanker. Tang, han staar og krammer Ryg, Er mod Fi scher tam og myg. Hø g s bro fiffig om sig slaar, Berg gjør alt, hvad han formaar, Klapper Skolesagens Kind; Se, hvor sødt den sover ind, Drømmer om Resultater smakke, I sit Udvalgs pæne Vugge.

R o m a n c e . (Kvartet) B o r c h s e n i u s vandrer som helst i Kvæld Saa tankefuld, Hans Hjerte var Vox, hans unge Sjæl Var prøvet Guld. O vogt Dig m it Barn for E d u a r d B r a n d e s ! B o r c h s e n i u s sidder som Redaktør Hos H e n d r i k s e n . Da aabner sig sagte Kontorets Dør Og lukkes igjen. O vogt Dig m it Barn for Eduard Brandes. Skjøn Eduard sig ind ad Døren skjød, Hans Pen den flød A f Galæblesaft, men hans Tale var sød Som usyret Brød. O vogt Dig m it Barn for Eduard Brandes! » B o r c h s e n i u s ! Dit Blad er Oasen, som I ørkenens Sand Gi*er Hvile til alle os, der bom F ra Kanaans Land!* O vogt Dig m it Barn for Eduard Brandes! «Af min store Bro’er har jeg faaet A ttest I Tyd skers Land: Over samme Jerusaleras-Skomager-Læst E r jeg syet som han.» Men vogt Dig m it Barn for Eduard Brandes! — »Og er dig vort Blad til saa stort Behag, Saa kom og bliv! Skjøn Eduard saa skynd dig, saa kom kun og tag Din Pen og skriv!» O vogt Dig m it Barn for Eduard Brandes. Han trak B o r c h s e n i u s i Vandet ned Glad ved sin Svig, Højt skingred hans Latter, men Hendriksen græd Saa bitterlig. O vogt Dig m it Barn for Eduard Brandes.

F is ch e r n e . Efterai den i Punch’s forrige Nummer omtalte alvorligere Del af Fischerfesten i Morgengnavets Kjælder- etage var tilendebragt, samledes, efter en os velvillig tilstillet Meddelelse, en stor Del af Gjæsterne i den Lejlighed, som Bladet altid har ledig i sin øverste Etage. Her tilbragtes Aftenen ved Bollerne i stor folkelig Gemytlighed. Flere glade Digtergagegivere hyldedes i Tale og Sang, og udpaa Aftenen glædede Fremtidsmusik- foreningen «Leonarda» Forsamlingen med Afsyngelsen af den til Aarsdagen for Ikke-Opforelsen af Drach- ma n ns nationale Drama egenlig bestemte Kantate frit efter Eval ds Fiskerne.