S_Punch_1880

418

Kehraus.

Saa kom den lystige April Med Regn og Solskin, Graad og Smil, O g N ordenskj O ld her t o g e t Hvil, Han havde jo sejlet saa mange Mil; Ja «V eg a s » Stjerne straalede, Og Hurra paa Hurra vi skraalede; Paa Børsen de skjænked o g skaalede, Men H eym ann og E rslev blev aalede. Oh Kammerherre F a l l e s e n ! Du alle skjønne Musers Ven I Tak, at Du drog til Frankrig hen Og kom saa med S arah hjem igjenl I D ' A n g l e t e r r e hun soldede Og stakkels M agnus fortroldede, O g C a en og L -0 som Fjollede I Droschke den hele Dag jollede. Saa blev det Høst: — Vort F olket ing Med E t fik « e v r o p æ i s k » Sving, Da Doktor E ed vard med et Spring T o g Plads i den vadmelsklædte «Ring»; Da K rabbe var bidsk og hadelig, For han er jo «Ridder» og adelig, Han mente, Eden var skadelig, Men E ed v a rd han afla’e den gladelig. Den kjedsom Vinter gaar sin Gang, Men ej den ledsom H erman B a n g , Hvis «haabløs» falske Zola-Sang Bedaarer den F erslevske Skjønhedstrang: Han mærker slet ikke Fadæserne, Men lader haant kun om Kræserne, Saa H erman trækker ved Næserne Baade rundt med ham og med Læserne.

Farvel da gamle Firs! Farvel! Os bragte Lykke Du og Held: Du gjorde Spænd, Du gjorde Spræl, Og derfor staa vi til D ig i Gjæld; Du gav os mangen en god Dessing, Den allerbedste det var dog den, A t klæde os selv lidt mer e f i n - f i n Og møde til Nytaar paa t y k t V e lin!

Q Den 13 de i Maaneden M ir, Aar 1 25 0 efter J e z d e g e r d . 6 ¥ en ogBroder! Maatte din Skygge aldrig aftage! I disse vantros Land er et Hundeklima. M ashallah! Din Faders Sen h ar i Forsomm eren gaaet indhyllet i tallose K aftaner og dog skjælvet af Kuld som en Slave for en blinkende Yatagan. Og derpaa begyndte pludselig den velsignede O rmudz’s gyldne Øje at bestraale Hunde af Kafirers By med en Kraft, saa den fuidbarm ede Guzles ferstefedte sad i sit Harem og pustede som syv Befier. Allah A kbar, din Faders Sen laa som en to rstig Hund i sit Pavlun, uden T urban, og fra hans Sider nedrandt Floder, og han og hele hans Hus stonnede saare, og der var en Lyd som af mange Blæsebælge. Inshallah! Men hvad skete da? Ved Muhameds Skjæg, h ar ikke Ormudz's straalende Aasyn skjult sig bag tykke Skyr, til Sorg og Drevelse for Guzles Lænders F ru g t? Og Ahrimans kolde Åande farer hen over L an d et, og fule Dews hælde isnende Vand i Strømme ned fra Skyerne, og Pro- | fetens Slave svøber sit Legeme i syv K aftaner, og Kanrernes Bvs Gader og Torve ere dækkede med alendybt Skarn ; og Mudder, og din Faders Søns Sandaler ere bievne stikkende i Snavset, og en rettroende Muselmands Fingre stivne af j Kulde. Allah er stor! F ra ham kominer Alt, baade godt og ondt. De alm indeligste Vædsker i dette vantro Hundes Land ere Vand, Vin, 01 og Blæk, som udskænkes i dertil indrettede Huse, de saakaldte Vand-, Vin-, 01 - og Blækhuse. V a n d sender Allah i Strømme fra Him len, men Nydelsen i>ehm , Musas Sen, Profetens Slave H ilsen! .. 0 „ . . o m i