S_Punch_1880

283

Sange. 3a, jeg ft>æt t>eb ©alig ©jørobafd ©ftet» mæle og »eb ©t. tøolftein og alle Ijanå ^elgenet. $øgebra. 3 C8 man &<* ftrcy■inb i Uboalget og øt>e mine ftunfter paa en anben 27laabe. (£>an blafec i en Spibe, b&øroeb ©iben faaer en anben tyb. 2 >et Snbre af Ubbalget aabnet ftg og man fet ©erg? Æil- ^engete ftaaenbe nteb SftiS i Romberne, ligefom be bare for- »anblebe til Æraer. £eg?bro og Sange gjøre Slffiilfexe til SSenftte.) Jjøritp (3Jfeb en SReøtforøofl i Dtyggen). 9iu ere x>i ba enbelig fommen faa 3eg fjaobe, min Æro, nef Styft at føre ©øren $jcet meb mig, t^i jeg maa libe l)am; §un bar mare to galante Sftaoer og beSuben — 2ften Ijmtb hoffer et bet, jeg feer? $ør Æarle, ere 3 golne? tønab flal faa* bant SHarrerie betgbe ? ¿re 3 fanffee bleone til SSufl* 2Jlennif!er alle fammen? Sang. ©i ere Æraer. t prnp. @g, faa oil jeg felo oære Æra mebl aget 3en? ©uft i J&aanben og ftifler ftg i famme ©ofitur fom be anbte.) l@rrg. 9ld>, himmel, |oab feer jeg fjer! SDltne Ejare og tro ©talb*©røbe ere oeb Ærolbt)om§=$unft foroanblebe til Æraer l 3ld), §øg§&to, §øg§bro, Ijolb bog engang op at forfølge migi ©etanf, at jeg iffe oegrer mig for at fglbeftgjøre bin ©illie af Øforagtog Slolbfinbigbeb eller

af figft til $øgl)eb og ©reåpofler, men alene afÆroffab til mit aUerfietefte program for bet forenebe ©enftre, mob Ijmlfet, førenb jeg flal begaae ringefte Utrojfab, jeg fillere oil baoe cnbnu en ftor©ule nbi ^anben. — 21$, mine fiere ©talb*©røbre, Æfji jeg feer, at min troe Æiener §ørup ogfaa erbleoen altfor grøn. 3*9 »il nu gaae §en og lægge mig; maajle oi bog beroeb fanb finbe paa et Sftibbel at fommepaa ben grønne ®ren igjen. (©aaerbjem og Icegget jig.) 3|øwp. @ibfjanben ftaae tyer langer blanbt biSfe $ierte=Æraer og 2io3*Æraer, jeg er alt trat i mine llrme og ©een. fiab be anbre ©fabbalfe ftaae Ijer lange 3eg og min #erre fan jo rgge og regfe alene. ®len førenb jeg gaaer, oil jeg bog ffiare mit 9laon til $lb* minbelfe i et af bisfc Æraer; bare btéfe £>rb: Chilian Hørup manu mea propria. (©egønber at jfiaete en fereb Slem af en anben? Styg; fcenne jlriger og farer £aniø t Soøøen. Gtfterbaanfcen fare afle Æraerne t ©labene øaa binanben. 3llminbeltg „Qiotbanb- ling" og ©iabfmoreri, og bet Snberfte af Ubbalget jlitttei.)

1)do ffal nu rebbe eber merel

uibt, at ni fnart flal regfe.

not

•Det har man forsin »Villighed»,» sagde K r a b b e , lian blev giort til Kultusminister af D ass- Avisen.

I Knib-Tang drog til Jorde-Færd Den T a n g i stor Klem-Hærke. At F i s c h e r s Ende var ham nær, Han paa sig kunde mærke: • Hold stille ved de Friheds-Trær! Til Fods vi mødes vil — paa Knæri» — De mødtes, som man véd en Gang, At Da v i d mødte Jon a tang. Han løsned’ cj sit Tunge-Baand, Han var saa fuld af Smerte. Det skar ham i hans Folke-Aand Og i hans Folke-Hjærte. Til Sorg for deu bevidste Magt Der intet var, han sku’e ha’e sagt. Han tænkte kun: »Her gik et Skud Af Livs- og Hjærte-Træet ud!» •Han ta’er sig nok en nordisk Lur,» Saa hvisked’ Venstres Klærke; At J e p p e s Vits var paa Retur, Tii sidst man fik at mærke. Og F i s c h e r s Kaabe, J e p p e s Stav Blev lagt i samme »Morgengnav*. Ja Venner lignes ska! en Gang Ved F i s c h e r og hans J e p p e Tan g. At nær ved Rigsdag stander Slot, Det kan sig sagtens føje, Men E s t r u p s Kabinet ej godt En Buskrnand kan fordøje. Dog Danmark saa blandt Rigsdagsmænd Hos F i s c h e r T a n g som Ven hos Ven! — Af «Venner» det et andet Par I B a g g e r og Hin L e d r e har.

Hr. J e p p e stod bag Blaagaards Mur: »Nu græder flinkt, I Svende; Thi Fischer han vil snart faa Fur, Vor Herlighed faar Ende. Forklaret jeg ham meder hist, Naar han er vorden Pensionist!» — Ja prises bør med Ord og Sang Vor F i s c h e r og hans J e p p e Tang .

To Venner. ( F rit e fte r G r u n d t v ig .) (Sluttet.)

Det klang saa hult blandt VenstresMænd Alt fra det dybe Stade:

• Vi miste vil en Folke-Ven, Og det er Jamuier-Skade! Er Fischer gaaet af, saa ti,

Men kommer han igjen, saa bi!» — De vidste ej, man elske kan Som F i s c h e r og en F i s c h e r s Mand. Men T a n g uddrog sin Dyrendal, Da bævede de Svende: •I rejse skal en Piedestal, Som passer for os tvende! Har Brandes jer kanskesens lært, At alt er Tant, som tykkes sært. 1 Kiste-Klæder vil jeg gaa, Naar Fischer sin Pension skal faa!» Og det var Rigens gode Mænd, De ginge med den dede. Og J e p p e mødtes med sin Ven, Saa der blev Venne-Møde. Det var saa underlig en Færd, Da Landets Naade6-Sekretær Her mødtes paa sin KræbseGang Alt med sin kjære J e pp e Tang.

lu frygted’ F i s c h e r Jeppes Mund Og tog sig vel i vare, Og da nu kom hans Tid og Stund Fra E s t r up at bortfare, Et Tegn man paa det Venskab saa, Som Verden aldrig ku’e forstaa. At følges ad i Grav og Død Er ellers intet Leve-Brød.

'