S_Punch_1880

275

ft, ft. 3 ere

Sauber. $ i ere „Ubtraabte" ftaliil! 0$,

©pate*Äa3fe, eder jeg gi’er jer ^otfefcanfeijcfb og ©anbje= Äager i ©tebet. @re i „Ubtraabte", faa maa bette jo ocere jer bebfte Sttab. (®it»cr bem brçgtigt af ®vo»-tftic«.) Ubtraabte (reifer fig paa Sagbeitene). ©aa fanbt üi ere oerfige, fïal $ fomme til at betale o§ for ©nie og ©merte, min go’e füftonftcur §ørup ! @r bet iffe uforfïammet at forbceroe bele ©ffetten faalebeå. (ßober ub.) {Çortfœtteë).

SlabLÄaTe, er bet oift, at

3|0rup.

„Ubtraabte" ?

Sauber. 0b/ A ft, 0b! $0ruji. Sftaar 3 ere Ubtraabte, faa rnaa ^ ogfaa baue groo Sonfect. ^ort, ceber mig op benne ©pare* Äa3fe, fom ber Iigger! Sauber. 3 eg er inte fulten ^ailil! 0b, $0rup. ffort, ftger jeg, ceber mig op benne

ft, ft.

To Venner. (Frit efter G r u n d t v ig .)

Det ringed’ efter gammel Skik Til Kros en Sommermorgen, Og J e p p e ind i Kroen gik, Men gik derind med Sorgen. O Ve, en Byrde, tung og fæl, Nedbøjed’ svart hans ædle Sjæl. Sort saa det ud i Dannevang Med F i s c h e r og hans Jo na tang.

De Højreblade ginge ind Paa ham med dragen Sværte; Men J e p p e T a n g veg ej et Trin, Han var ej at forfærde. Thi Hof- og Stadrets Englekor Tog vare paa de Herrers Ord. T a n g brugte baade Mund og Pen Imod sin faldne Hjertens-Ven. Alt som en Stotte, stiv og kold. Ved Kancelliets Porte, Hin Drot for Kirkens Faarefold Slet ikke tog til Orde. Han tænkte ved sig selv som saa: «Hans Venskab ikke tabes maa.« Saa drog ban hjem, kun lidet glad, Og tog sig saa et Styrtebad! T a n g drager rundt, i Landets Kror Sit Litani han kvæder, Mens F i s c h e r paa den sorte Jord Staar udenfor og græder. Han skjalv for Tang , thi han var vred, Og skrifted’ for hans Hellighed; Og naar der skriftes saa paa Jord, Saa vorder Venstres Glæde stor. •Du Angerstaarer har udøst,» Saa monne J e p p e tale, »Af Venstres Band du est udløst Jeg dig skal anbefale 1» Saa tog han Vennen i sin Favn, Og man holdt Jul og Fastelavn; Men der var Sommer, frisk og skær, Blandt J e p p e s immer grønne Trær. Nu F i s c h e r gjorde Skrifte-Maal Med folkelig Gebærde; Han gjorde paa Stipendier Kaal Til læge Mand og lærde. Han Venstre gav saa rig en Bod Af Digtergagers Overflod; Men ved det Skrifte-Maal i Nord De Skjalde sang et Gammens-Kor (Sluttes).

i

_&>

Der var en Plet paa F i s c h e r s Hud, Den var saa let at skue,

Fra Stade ns Kirkebøger ud Den saas til Bondens Stue;

Thi lavet var der trindt omkring Af F i s c h e r mange fæle Ting, Vel sørge maatte F i s c h e r s Ven; Skjøndt mange syntes, det var Spænd. Hr. F i s c h e r axlede sit Skind; Det var saa grant at kjende, Til Skolesagen stod hans Sind, Ret hastig den at ende. Fra Landet led en sælsom Sang Om Nyt-Aars-Tid i Danne-Yang. De merke Talers sære Flod Den sorte Skole lidt forstod. Sig F i s c h e r gav kun føje Stand: Brat vilde alt ban klare; Men der stod T a n g ved Svendborg-Sund Alt med en «opvakt» Skare. Sin gode Asenskjæft han tog Og løs paa F i s c h e r s Rygte slog; Ja, J e p p e s Kærlighed er sær: Han tugter mest, hvem han har kjær! »Hvad vil du Ulv i Faareflok?« Saa mæled’ B l a a g a a r d s Hyrde. — »Fikst du af Grundlovsbrud ej nok? Vil Mose-Lov du myrde? Nej, gak herfra du Don Juan, Og vid, du est i Venstres Ban!» — Men J e p p e elskte ham saamænd. Som J o n a t a n g sin Hjertensven.

A t nær ved Rigsdag stander Slot, Det kan sig sagtens føje ; Men E s t r up s Mænd en Bogødrot Kun sjælden kan fordøje. Dog Tinget skuet har saamænd Hos F i s c h e r T a n g som Ven hos Ven. — Man Venner ligne vil en Gang Med F i s c h e r og hans J e p p e Ta ng . Alt med de Venners Færd man saa Saa underlig en Handel: Hvad Verden aldrig ku’e forstaa, Det var de Herrers Vandel. At tugte mest, hvem man har kjær,

Er sjældent i politisk Færd; At følges ad i Grav og Død Er kun et daarligt Leve-Brød.