S_Punch_1880

198

Lars Bjornbaks Busle.

Nu glædes de Jyder Ved Jerichaus Degn, Mens Jacobsen fryder

Paa Guitar jeg klimprer — O lyt til mit Spil: Om de trofaste Cimbrer Synge jeg vil. Åf Nelder og Tjørn — ak! Er Verden saa fuld; Den store Lars Bjørnbak Han ligger i Muld. Hans Sønner tog Arven, Tilbage det gik: Dem fattedes Marven I Lars' s Polemik.

Os andre med Stein,

Aviserne skrive: «Man Sløret bortrev» —- A f s l ø r e t i Live Lars ofte nok blev.. Som «Sandhedens Vidne» Han staar nu paa Højen, Mens fordum hans Tidendø He3t vidnede Løgn. At Støtten man rejser —*

Der Mynt kom i Kassen, En klingende Regn, At rejse paa Pladsen Den afdøde Degn. Til Jerichau gik de, Han er flink — Gud bevar’s! En Buste der fik de, Som lignede Lars.

Da ginge de Jyder Saa lønlig i Raad. Slig Folkehelts Dyder

At slig »sølle Degn» I Bronce nu knejser

Er et Tidernes Tegn. at K u n s t n e r e n ikko

Ej lønnes med Graad.

Og En gav en øre, En Krone gav En; Sligt Offer maa røre

Højt rødmer af Skam, Maa sandelig ligge

I en Mangel hos ham.

Den koldeste Sten.

Punch drømmer

Men Drommens kogiende Nisse sad usynlig ved Siden af ham 1 Vognen og førte hans Haand op imod hans Brystlomme. Punch greb efter sin Tegnebog. Den var tom. Han blev bleg. Forsøgte Portemonnaien. Der var kun tre og fyrretyve ø r e, samt en Uhrnøgle og en Spor­ vognsbillet i den. Han undersøgte sine Vestelommer, sine Buxelommer, hvori fandtes tre Øre og en itureven Skrædder­ regning, sine Baglommer. Aldeles Intet. Ingen Rejse­ penge! Vende om! Komme hjem igjen! Hjem til F a l k ­ ma n ns «ledende» Artikler! Til Statsraadssagen! TilRegnen, Paraplyerne og de lave Lufttryk! Uha! •Bare man havde et Rejsestipendium,» tænkte Punch , •en eller anden Understøttelse i en eller anden Anledning! Hevreka! Funtus! Jeg har det!» Han raabte ud til Kusken, at han skulde dreje om ad Slotspladsen og holde der. Et Øjeblik efter steg han med en rolig og selvtillids­ fuld Mine opad Trappen til Folketingets Lokaler. Han anmodede En af Betjentene om at skaffe ham Lar s D i n e s e n i Tale. Det ærede Medlem kom øjeblikkelig. Han trykkede Punch meget venskabelig i Haanden. •Hvormed kan jeg være til Tjeneste?» spurgte han, medens han lidt aandsfraværende legede med en Model af et lille Sefort, et Par smaa 12" Kanoner og en forbedret Ordning af Infanteriets Kadrer, der var anbragt som Dingel- dangel ved hans Urkjede. Punch forklarede ham, at han ©nskede et Rejsesti­ pendium, •Som Digter?» spurgte D i n e sen. «Nej hellere som Videnskabsmand. Ser De,» vedblev Punch, «naar Redaktøren af Dassavisen er bleven udnævnt til Videnskabsmand, saa maa De indrømme mig —» »Ja vel,* afbrød D i n e s e n . «Sig mig; Er De inde i de forskjellige Systemer af Bagladningsgeværer, eller har De mulig studeret Forskjellen imellem Messingpatroner med selvantændende Sats og Kobberpatroner med Spræng- sats?» Punch indrømmede, at han i Retning af Patroner kun kjendte svenske Brukspatroner og sære Patroner. Han var netop kommen herop for at finde en Patron, som kunde understøtte hans Andragende

Der stod mørke Skyr rundt paa Himlen. / Regnen dryppedo i store kolde Draaber ned paa Træernes Blade, og i Skorstens* piben tudede Blæsten sine tunge Melodier. Punch studerede Vejr­ kortet. Hans Pande blev morkere og morkere. Overalt «Lave Luft­ tryk,* «koligt Vejr,» Blæst, Regn, Søle, Rigsdagsvrøvi, mis­ lykkede Skovture, vaade Fødder, Snue, Hoste, Gigt og Mave-

^

katarrh. »Oh rejseJ* udbrød Punch frit efter H. C. Andersen, •Rejse! Komme til de varme Lande. Slippe for Hoffmeyer cg hans Vejrkort, for Overfrakke, Paraply og Galocher. Jeg vil drømme, at jeg rejser.» Og saa satte Punch sig i sin Gyngestol, tog • Kvinde­ typer» frem og forsøgte at stille Sætningerne saaledes om, åt det blev nogenlunde manerligt Dansk i Stédet for det forunderlige Malebarisk-Herman-Bangske Sprog, der har voldet saa mangen begejstret tilbedende ung Dame pinefulde Øjeblikke. Paa det forste Par Sider gik det an; men paa den tredje eller fjerde kom der en Periode, saa dristig og bagvendt, saa fransk og Herman-Bangsk, at Punch overvældet af Træthed og Mismod lod Bogen synke, lagde sig tilbage i Stolen, og idet han endnu en Gang mumlede: «Rejse! Slippe for Herman Bang! Slippe for Balzac! Slippe — !• slumrede blidelig ind. Han drømte, han sad i en Droske og rullede af Sted til Banegaarden. Hans Kufferter var pakkede, han havde sagt Farvel til Kone og Børn, givet Medarbejderne og Tegnerne sin Velsignelse, anbefalet Økonomi i Retning af rød Farve paa Bagsiden, givet sine sidste Ordrer for Bladets Holdning i det mulige Tilfælde, at H o l s t e i n - L e d r e b o r g skulde blive Minister eller H e y ma n blive Etatsraad i hans Fraværelse, og nu drog han let og glad i Sind ud i den vide, vide Verden.